Søren er træt af opblæst karriereræs: "Det er i virkeligheden bare Tinder for blærerøve"

Intet har dog evnet at spolere selvværdet i så høj grad som LinkedIn. Det kalder sig selv for et fagligt netværk, men er i virkeligheden bare Tinder for blærerøve, mere eller mindre megalomane mellemledere og perifere gamle kolleger, hvor alle konstant er på jagt efter det næste karriereknald.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg er 42 år, midt i en skilsmisse, jeg bliver sgu hverken yngre eller slankere..."

Her er ingen veludført arbejdsopgave for triviel til at blive blæst op til et ”givende udviklingsforløb, der bød på masser af vigtige learnings”, og intet resultat for småt til at blive ”kulminationen på en spændende og lærerig rejse med mit dygtige team”. På LinkedIn er der ingen, der bare står op hver morgen og passer deres arbejde. Til gengæld har alle gang i en superfed karriere.

Og jeg har selv været der. I årevis pudsede og polerede jeg min profil, som var det min gamle knallert, skruede op for succeserne i mit cv og skrev til gud og hvermand i håbet om at finde det næste spændende skridt opad på stigen. Det hele skulle hele tiden være hurtigere, vildere, flottere, og meget gerne i sådan en fart, at jeg dårligt var blevet onboardet i én stilling, før jeg havde inviteret mig selv til ”en kop uforpligtende kaffe” for at score den næste.

Man skulle jo nødig falde af karriereræset, i hvert fald ikke før man var blevet chef et sted og således kunne sætte sig på den grønne gren, indtil man en dag faldt død om i køen til kaffen. Desværre gik det hverken værre eller bedre, end at jeg for nylig ramte både mur og stress-symptomer, og lige dér, midt i elendigheden, slog det mig pludselig: Det kan godt være, at jeg i en alder af 42 kan se tilbage på et fedt cv og en flot karriere, men til gengæld kan jeg ikke se tilbage på noget videre fedt arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: ”Den voksne mand har glemt, hvordan han opfører sig som en voksen mand, når han er i byen”

Alt for længe har jeg været småstresset, utålmodig, overambitiøs og polemisk, lidt af en brokrøv med en ganske fornem titel. Målrettet og fagligt dygtig, absolut, men nok ikke altid noget videre behageligt bekendtskab undervejs. Men nu har jeg pludselig kun 10 eller 15 gode år tilbage, før min fødselsdato alene sender mig over i den forkerte bunke ansøgninger, og derfor er det ved at være sidste chance for at prioritere behageligt arbejdsliv over blæret karriere.

Sænke skuldrene, skrue lidt ned for ambitionerne, gøre det så godt, jeg kan, og måske prøve at lade de andre stresse over resten. Måske kan jeg ligefrem prøve at prale lidt med det på LinkedIn. Sole mig i succesen over, at jeg i onsdags formåede at gå hjem til tiden, sagde nej tak til en ekstraopgave, fordi jeg hellere ville holde fri, eller blære mig med, at jeg kom igennem en hel uge på kontoret uden at skræmme livet af den nye praktikant.

Det kan godt være, at det ikke giver vildt mange likes. Til gengæld giver det måske lidt mening.