Et password-helvede: Hvordan er vores moderne liv blevet så helvedes besværligt?

“Jeg har glemt mit login!” råber den yngste pludselig i et toneleje, der brutalt flænser hjemmeskolens ugidelige stilhed. Han skal logge på en fælles-chat med sin matematiklærer for lige præcis fire minutter siden, men for at komme ind på chatten skal han først ind på sin skolemail, og den kan han ikke huske passwordet til, eftersom han kun er ni år, og børn på den alder endnu ikke betragter emails som noget videre uundværligt arbejdsredskab i deres ellers så digitale skolegang.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor skal gode medarbejdere absolut være så omstillingsparate?

I ren desperation forsøger jeg at gætte mig frem til passwordet, som ifølge junior vistnok muligvis måske er noget med navnet på en fodboldspiller, en død rapper, et frækt bandeord eller en kombination af alle tre, efterfulgt af en kryptisk talrække, der ikke lader plottet i ”Da Vinci Mysteriet” meget til overs. Men lige lidt nytter det, så jeg hamrer febrilsk på ”jeg har glemt mit password-knappen”, som venligt meddeler, at den nu har ekspederet et spritnyt password direkte videre til en helt anden emailadresse, som jeg ikke husker nogensinde at have brugt til andet end at snyde mig til rabatkoder til diverse online-tøjbutikker. For at komme på denne mail skal jeg imidlertid først via knægtens iCloud-konto, som i sin tid fulgte med hans telefon, men det gør langt fra tingene nemmere, for nu beder den sgu også om en to-faktor- godkendelse, hvilket betyder, at jeg nu skal finde ud af, hvilken af husstandens 27 andre elektroniske dimser, der også er logget ind på denne konto, så jeg kan godkende anmodningen.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvor svært kan det være at leve dit drømmeliv?

Det er åbenbart den gamle ridsede iPad fyldt med indtørrede bussemænd, så jeg får muligheden for at gendanne det ene password, så jeg kan komme ind og gendanne det andet password, men allerførst vil den selvfølgelig være helt sikker på, at jeg ikke forsøger at narre den (vores digitale tilværelse er ikke just båret frem af gensidig tillid i disse tider), så vær lige sød at stikke os navnet på dit første kæledyr, din mors ungpigenavn, din livret, dit gamle øgenavn, pi’s første 400 decimaler og en kur mod coronavirus.

Efter hvad der føles som 42,5 minutters digitalt marathon er knægten og jeg omsider i mål. Han kan tjekke ind i sit digitale klasseværelse, og jeg kan læne mig tilbage, forpustet og udmattet og stille mig selv det nødvendige spørgsmål: Hvorfor og hvordan er vores moderne liv blevet så helvedes besværligt?  

LÆS OGSÅ: "Når håbløst gammeldags bliver moderne igen..."

Først gik det jo så nemt med den digitale omstilling. Vi fik smartphones, der både kunne finde vej og spille musik, onlinebanking og elektroniske postkasser, så lønsedler, fartbøder og skideballer fra banken ikke druknede i bunken af reklamer og børnetegninger på køkkenbordet. Men så tog det pludselig fart, hverdagen er i de seneste år blevet overdigitaliseret, og mit liv er nu en konstant kamp for at huske de 87 forskellige brugernavne og passwords, der efterhånden er nødvendige for at få en tid hos lægen, skrive til ungernes gymnastiklærer, slå familiedelingen fra, så de frække film på min mobil ikke ryger ind på konens iPad, og bestille den ugentlige hawaiipizza hos den lokale pizzamand.

Jeg har glemt, gendannet, gentaget og synkroniseret passwords i sådan en grad de seneste år, at jeg snart ikke kan finde på nye, kryptiske passwords, der kan holde eventuelle russiske hackere og nigerianske svindlere ude af min mailkonto. Jeg har med andre ord tænkt mig at tage en digital stresssygemelding. I mailer bare, hvis der er noget. Jeg har alligevel glemt mit password.