Klumme: Nytårsaften havde jeg ikke regnet med kærestesorg, isolationstilstand og en fyreseddel
Foto: Privatfoto Anna Labuhn Olesen håber, at coronavirus på sigt vil være med til at gøre os mindre opmærksomme på os selv og mere opmærksomme på hinanden.

Klumme: Nytårsaften havde jeg ikke regnet med kærestesorg, isolationstilstand og en fyreseddel

Nytårsaften havde 22-årige Anna Labuhn Olesen både en kæreste, udsigt til drømmejobbet og store forventinger til året, der ventede.

Klokken slår 00:00. I samme sekund letter jeg, halvberuset og med et hvinende skrig, fra den stol jeg begejstret stillede mig op på et minut forinden. ”Skååål” råber jeg i kor med mine veninder, med glimmerhatten halvt nede i ansigtet og champagneglasset hævet mod loftet.

En tår senere begynder det. Seks unge kvinders forventninger til det nye år – og det nye årti - skydes frem og tilbage i rummet. Forventningens glæde breder sig i min krop. Tanken om studiet, der snart er færdigt, kæresten, jeg har lyst til at dele resten af livet med, og drømmejobbet, jeg næsten har scoret. Ganske uvidende om det bump på vejen, der venter lige rundt om hjørnet.

En ny virkelighed

Tre måneder efter aftenen, nytårsaften, sidder jeg i min pyjamas og kigger tomt ind i den skærm, der er blevet min nye virkelighed. Ved siden af skærmen ligger trofast en pakke lommetørklæder og en halvtom flaske med håndsprit. Da jeg lettede fra den stol tre måneder forinden, havde jeg ikke regnet med, at jeg sprang ind i en solid omgang kærestesorg fanget i en isolationstilstand og toppet med en fyreseddel. Om ikke andet er dét min nye virkelighed. Eksamenspres fra studiet samt egne evige høje forventninger til mig selv lever dog i bedste velgående, som jeg kender dem. Ensomheden er blevet min nye hverdag. Imens træder jeg vande for ikke at drukne.

Trods ynk er det ikke min egen elendighed, der bekymrer mig. For jeg ved, at der er mennesker tæt på mig, der nok skal holde mig oppe, hvis det bliver for hårdt at træde vande.  Det, der bekymrer mig, er alle dem derude, der sidder hjemme bag ruder, der føles som tremmer, med samme hjertebanken og en sorg, de må forholde sig til, i alle døgnets timer. Dem, der ikke er udstyret med samme redningskrans af en ressourcestærk familie og en række omsorgsfulde venner.

Intet uden hinanden

Før vores samfund gik i dvaletilstand, skrev jeg en klumme om tidens rungende ensomhed, skabt af fortællinger om at vi skal være evigt selvstændige, selvberoende og selvudviklende. Budskabet var simpelt: I sidste ende er vi intet uden hinanden.

Budskabet i dag er det samme. For som samfund må vi løfte den fælles opgave, det er, at passe på hinanden. Ikke blot nu. Nej, også på den anden side. For nogle af os vil unægteligt få brug for at blive hjulpet op igen.

Så forbandede virusmonster, jeg håber, at du vil gøre bare lidt gavn. Jeg håber, at du vil ruske i tidens selvfiksering og skubbe os i en retning, hvor vi er lidt mindre opmærksomme på os selv, så vi har plads til at være lidt mere opmærksomme på hinanden.

Om Anna Labuhn Olesen

Nytårsaften.jpgAnna og en veninde til nytårsaften med store forventninger til et 2020, der langt fra er blevet som håbet. Foto: Privat

  • 22 år 
  • Bosat i København 
  • Læser en bachelor i Kommunikation og digitale medier på Aalborg Universitet, København
Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Corona og Kærestesorg