"Min datter ringede. Det var hendes fars uge, men jeg glædede mig over at høre fra hende..."

Min datter ringede. Det var hendes fars uge, men jeg glædede mig over at høre fra hende. Stemmen var hviskende, spændt.

”Mor!”. 

Hun havde fået sin allerførste menstruation, og jeg var den første, hun fortalte det til i en mobil fra badeværelset. Jeg oversvømmedes af en stolthed og ømhed, der var helt ny. Og urgammel.

LÆS OGSÅ: Hvad gør man, når ens kære bliver ubehagelige på Facebook?

Jo, jo. Hun og jeg har ofte snakket om kroppen, kvindelighed og køn i det hele taget, jeg har lagt mærke til, hvordan hun er vokset til – særligt fordi hendes gedigne fryd over forandringerne er smittende og glædelig. Nu kommer vi vitterligt ikke uden om, at hun er på vej til at blive en ung kvinde. Altså, jeg bør ikke være overrasket, for hun er trods alt blevet højere end mig. Ikke at der skal så meget til, men alligevel. Det er et nyt ansvar for mig, rakt ned gennem generationer af kvinder.

Jeg er ikke den vildeste ”woke” femi-øko-spelt-mor, men jeg mener, at der er nedarvede riter og erfaringer, som er fælles for kvinder. Et fællesskab, som min datter nu er trådt ind i. Skal man være født som biologisk pige for at indgå i det? Ikke som sådan. Men der er simpelthen indbygget nogle mekanismer og fælles referencer, der bliver tydelige, fordi kvinder har været nødt til at forbigå den skam, der blev pålagt dem historisk set, ved at tale sammen, arbejde sammen, stå sammen. Der er simpelthen nogle vilkår, der har været fælles.

Jeg ER klar over, at der er transmænd, der menstruerer – men jeg påstår, at de er i det samme fællesskab og kan være allierede, om ikke søstre. Uanset hvad, så er kroppen vild. Og det er vildt, hvad vi kan sammen. For kors, det er også hårdt at være kvinde. Særligt når vi føler, vi står alene. Jeg har så ondt af de nybagte mødre, når moderskabet overvælder dem.

Alle de kvinder, der knokler mest under nedlukningerne, fordi alt det med familien ”lissom er deres arbejde”. Eller dem, der dømmes for at vælge børn fra. Kvinder slås med strukturer og samfundsmønstre, som de ikke var opmærksomme på før, der pludselig bliver tydelige. Måske havde de troet, de var hævet over dem, at alt var et valg, at det ikke skete for dem – eller også er det så simpelt, at man skal igennem det for at tro på det og kunne sige det videre og hjælpe.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Pisker vi bare en stemning op, fordi vi lige nu ikke kan rejse?"

Jeg forstår godt de kvinder, der føler sig forrådt, når andre kvinder mener, at #metoo er noget pjat, fordi de ikke selv tog skade. Der er mange lag i de ting, flere end der er plads til i en klumme. Men argumenter om ”andre tider”, og at det er bedre at tie end at tale, køber jeg ikke. Det er jo, når vi deler vores erfaringer, kropslige og andre, at vi slipper fri af skam og følelsen af at være alene. Så sig frem!

Nu indgår min datter i det søsterskab, jeg har lyst til at kaste med konfetti over og skærme hende for på samme tid. Skal jeg fortælle, at menstruationer fortsætter i mindst 40 år? Jeg takkede for hendes tillid, og så talte vi om bind og hvilke af dem, der nok var rarest mod huden, at det er besværligt, men at der ikke er noget beskidt eller klamt ved at menstruere. Det er, hvad det er. Et vilkår og et privilegie.

”Selvfølgelig ringede jeg. Det var det mest naturlige, mor”.

Men snakken om sex og om sociale medier venter jeg gerne med. En ting ad gangen.