"Mine børns lærer behøver hverken at hæve stemme eller øjenbryn..."

For nylig havde mine børn heltetema i skolen. De skulle vælge en helt, researche på denne, tegne vedkommende og præsentere personen for deres kammerater. Og så blev der ellers lavet en "Hall of Fame" for de mange helte- og heltinde-portrætter.

Undertegnede var så heldig at få en plads i galleriet. Min 6-årige datter havde udpeget mig som hendes helt, og selvom det var nemt at blive smigret, var det tilsvarende oplagt at forholde sig nøgternt: jeg blev valgt, fordi hun kender mig så indgående og ikke for mine heroiske bedrifter.

LÆS OGSÅ: Jeg fik min første tatovering som 37-årig - og min 6-årige datter er ikke imponeret...

Mine børns skolearbejde fik mig til at overveje, hvem der egentlig er mine egne helte. Det ville være let at sige Zadie Smith for hendes ubegribelige intellekt og elegant eklektiske stil.

Eller Joan Didion med hendes skarpe skrivestil, sprøde ærlighed og ubestrideligt imponerende smag i biler (Corvette), sorte solbriller (Celine) og excentriske diæt (cigaretter, bourbon, peanuts, coca cola).

Jeg ville også fremhæve Margrethe Vestager for sin bad ass indstilling til autoriteter og sin formidable evne til at blive på egen banehalvdel – eller afklapse sin modstander så overbevisende verbalt, at det næsten får sin egen rytmiske musikalitet.

Men måske er mine vigtigste helte ikke verdensberømte, men blot så meget desto mere nævneværdige. Mine helte tæller nemlig også min veninde Lise, der som enlig mor til to tween-børn og en teenage-hund udfordrer sine egne grænser hver dag.

Hun insisterer på at holde sig i form og når derfor sin løbetur i frokostpausen. Hun nægter at ændre på ferieplanerne og klarer såvel charterfly, billeje og at navigere ud af Roms gader som solo-voksen blot for at sikre, at hendes børns ferieminder er fyldt med azurblåt vand, pizza fra stenovn og lyden af cikader ved sengetid.

Min helt er Emilie, der er mine børns lærer med så meget eftertrykkelig tydelighed og så omsorgsfuldt nærvær, at det ikke er underligt, at de respekterer hendes autoritet mere end deres egne forældres. For hun behøver hverken at hæve stemme eller øjenbryn, når hun udfordrer såvel børnenes selvopfattelse som deres forældres magelighed.

Min helt er Cathrine, der flyttede til den anden side af jorden, fordi manden, hun MÅTTE være sammen med, ikke kunne trives i landet med de otte november-måneder og det fonetisk ubegribelige sprog.

Hun har betalt en særligt stor pris under corona, hvor hun ikke fik lov at tage afsked med sin far, der gik bort, eller sige velkommen til sin søsters baby, da denne kom til verden. Men hun vaklede ikke i sit livsvalg. Hun fandt ro ved at fokusere indædt på al den kærlighed, hendes eventyr i Australien har foræret hende.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg: Nedlukningen har foræret mig én ting, jeg vil holde fast i

Min helt er Tove, der kaster alt, hvad hun har i hænderne, for at være mormor for mine børn. Der i en alder af 73 år stadig synes, det er helt naturligt at få sat hår i en seksårigs frisørsalon, tage i vandland med tre pre-teens og hoppe i baljen med dem, bruge timevis på shopping i Tigerbutikken, og som gladeligt flytter ud af sin egen seng og komfortzone for at sove tæt med sine små og store børnebørn.

Og måske er min helt også blevet den jordnære version, som min datter havde karakteriseret mig med i sit helteprojekt.

"Min mor, Sine. Hun er en kvinde, hun er 41 år. Hun har mørkt hår og brune øjne. Hun arbejder tit for at få penge til familien og hun er flittig. Hun er sød og hun inspirerer mig til at være sød mod andre."

Mission accomplished.