Min hjerne har været min VÆRSTE veninde i mange år

Jeg laver den her særlige gætteleg med mig selv. Vi kan kalde den Anklagebænken.

Legen begynder, så snart jeg føler, at verden er for meget, og at min energi ikke rækker til alle de ting, jeg føler, at jeg burde gøre og kunne klare.  

"Jamen det var jo nok også fordi, du ikke fik prioriteret at træne. Det havde sikkert givet dig overskud. Du spiste også pommes frites i går. Hvordan kan du forvente overskud, når du fylder din krop med lort? Du fik jo heller ikke lavet den grønne smoothie i morges, vel? Du holdt også helt fri i søndags. Havde du brugt bare to timer på mails, ville du have mere luft i dag.”

Legen kan blive ved i lang tid. Det er den slags leg, børn aldrig ville opfinde og lege dag ud og dag ind. For det er en dårlig leg. Jeg ville aldrig lege den med en veninde. Jeg ville sige: Jamen smukkeste dig, jeg kan da godt forstå, at du har en dårlig dag. Du har så travlt med at gøre dit bedste hele tiden, at du næsten ikke har tid til bare at trække vejret.

De historier, vi fortæller os selv, er den virkelighed, vi skaber. Min lød i 28 år, at jeg skulle være en non-stop-superwoman-altid-til-tjeneste. Du skulle se mig tilsidesætte mine egne behov hurtigere, end folk overhovedet havde bedt mig om noget. Men den historie skabte en virkelig grim virkelighed for mig.

"Du er svag. Tag dig sammen"

Siden gymnasiet har jeg haft et krakeleringsmønster. Jeg var personen med et overmenneskeligt overskud, ikke spor af negativitet, altid højt humør. Superwoman her spiste i øvrigt sygeligt sundt, gjorde alting rigtigt og havde derfor nærmest ingen sygedage.

Jeg havde til gengæld en del pjækkedage, som jeg kaldte dem. Når jeg ser tilbage, ved jeg, at jeg rent faktisk var syg på mine pjækkedage. Jeg havde kvalme, ingen appetit, og en overvældende træthed. Jeg kunne sove i flere dage i træk.

Nogle dage var mit eneste ønske at kravle ned under sengen og forsvinde for altid. Jeg husker tydeligt mit svar til mig selv: Du pjækker. Du kunne sagtens stå op, men du gider bare ikke. Tænk at du har brug for de her ekstra dage til at lade op. Livet giver ikke ekstra dage til sådan noget. Du er svag. Tag dig sammen.

En mere shitty hjerne-veninde skal man lede længe efter.

Neurotisk til ulidelighed

Min game changer indtraf for snart to år siden. På papiret havde jeg alt kørende for mig, men jeg var træt. Jeg var udkørt. Jeg var overvældet til et punkt, hvor jeg ikke kunne overskue at mødes med mine venner til endnu en kaffe-date fra helvede, hvor jeg skulle fortælle, at alt gik fint. På den tid blev jeg kærester med verdens bedste mand, som heldigvis på flere forskellige planer ikke giver meget for kaffe. På den vigtigste og farligste dag i mit liv tog jeg et valg: Jeg viste ham min sårbarhed.

Med tårer i øjnene sagde jeg til ham, at jeg havde en overvældende dårlig dag med nul overskud til at tackle det. Jeg lod ham se det. Jeg lod ham se mig. Han handlede resolut og med det samme.

Efter verdens længste kram gik han ud af døren; angiveligt for at hente min yndlingspizza, men jeg vidste bedre: Han var på vej væk. Han var ved at lave en jeg-smutter-lige-i-kiosken-men-forsvinder-for-altid på mig. Jeg var for meget, for needy, for afhængig, og hvem vil have det?

Jeg kan godt se nu, at jeg var neurotisk til ulidelighed, men jeg var oprigtigt bange.

En kæmpe åbenbaring

Dagen efter vågnede jeg til en stor dag. Efter han havde serveret mig pizzaen, puttet dynen på mig, sagt de helt rigtige ting, ladet mig vælge en netflix-serie og aet mig på panden, sov jeg tungere, end jeg havde gjort længe.

Jeg vågnede op med to (for mig) kæmpe åbenbaringer. Den ene: Han elskede mig stadig. Faktisk umiddelbart til forveksling lidt højere end normalt. Den anden: Det føltes, som om et bjerg var løftet fra mit bryst, og min sjæl sang.

Medicinen for sådant et sammenbrud ville tidligere have været pjækkedage fra verden. Min helingsperiode ville have været 2-3 dages total isolation. Nu vågnede jeg i stedet med fornyet energi og hjertet fyldt op. Han havde givet mig den omsorg, jeg aldrig gav mig selv og aldrig tidligere havde tilladt andre at give mig.

Den dag sagde jeg til mig selv: Fandeme nej om jeg skal være afhængig af, at min kæreste skal sige lige præcis de ting, jeg længes efter at høre. Den gave vil jeg give mig selv. Den dag besluttede jeg mig for at øve mig på at være min egen bedste veninde.

Ingen kan være superwoman 24/7

I dag er mit og min hjerne-venindes forhold meget bedre.

Det betyder, at jeg faktisk har det bedre end nogensinde før. Vi har stadig nogle konflikter, fordi min hjerne-veninde får tilbagefald og er fuldstændig umulig at være sammen med. Men jeg har lært at stå op for mig selv og ikke tolerere den slags opførsel.

Og så har jeg indset nogle vigtige ting hen ad vejen. For eksempel at menneskers energi ikke er stabil. Især ikke når vi forventer så meget af vores stakkels energiniveau, men samtidig glemmer at passe og pleje det og lytte til vores behov.

Samfundet har enormt høje krav til os, og vi har overtaget de krav og gjort dem til vores. Det ved jeg i hvert fald, at jeg tidligere har gjort. Men vi bliver syge af det. Naturen blomstrer ikke året rundt, så hvorfor skulle vi være superwoman i fuldt flor 24/7?

Det er det mest naturlige, at vi har eksplosive perioder fyldt af energi, kreativitet og hvor vi føler, at vi kan alt. De perioder er dejlige. Men de kan ikke opretholdes kunstigt. Heller ikke selvom vi sørger for at træne hårdt, ikke spise pommes frites og altid starter dagen på en grøn smoothie. Det er op, og så er det ned, og så er det op igen. Faktisk kan pommes frites være lige præcis dét, der er brug for.

Det var først, da jeg opdagede disse ting og omfavnede hele mig, at jeg mærkede effekten. Jeg ved nu, at det er på dage med lav energi, at jeg skal være særligt kærlig og opmærksom på mig selv. Det er de dage, jeg skal bede om hjælp, insistere på at blive aet på panden, lytte til mine behov, sige nej til en aftale og insistere ekstra kraftigt på, at min hjerne skal behandle mig, som hun ville behandle alle andre.