Valentines Day Woody Allen
Foto: Getty "Det var som at få en bid af en lunefuld Woody Allen film serveret lige der på en grå regnvejrsdag," skriver Trine Aaen Vaala om den dag, hun blev mindet om, hvorfor kærlighed er vigtigt.

Klumme: Én sætning fra en tilfældig mand gjorde mig HELT høj på kærlighed

Det var en sætning fra en tilfældig mand, der mindede Trine Aaen Vaala om kærlighedens væsen og styrke.

"She is the woman that I love".

En afrevet sætning sagt varmt og inderligt med smuk fransk accent af en ung mand i samtale med en ven, som passerede mig på Frederiksberg Allé. Den fløj gennem luften; fin, elegant, inderlig og større end livet og hvirvlede rundt i mit øre, som en kugle i en roulette, igen og igen, til den lagde sig blødt og drømmende til rette i mit sind som en reminder om, at størst af alt er kærligheden.

ALT ER LOVE – og vi skal turde sige det, give den, dele den og ikke være bange for at miste den. Den skal råbes ud fra et eller andet højt sted og drysse ned som magisk tryllestøv over alt og alle, så den kan sprede sig som ringe i vandet.

SPREAD THE LOVE.

Det var lige før, jeg vendte om og fulgte efter ordenes ejermand bare for at finde ud af, hvilket lykkeligt væsen, der besad den forelskede franskmands hjerte. Det var som at få en bid af en lunefuld Woody Allen film serveret lige der på en grå regnvejrsdag garneret med suget fra den ultimative forelskelse og flammerne fra kærlighedens længsel.

Kærlighed dur på alle sprog

Lige siden har ordene klinget i mit hjerte og forplantet sig til et skælmsk Mona Lisa smil, et glimt i mine flirtende øjne og et spil om min kysseklare mund. Kærlighed smitter og gør smuk.

"She is the woman that I love" – det bliver simpelthen ikke smukkere, stærkere, dybere, mere drømmende lækkert end det.

Prøv det: Sig ordene, mærk styrken. Så simpelt og så stærkt.

Server din kærlighed for din kæreste, eller den, du drømmer om, med samme enkle budskab. Det dur på alle sprog (og kan med fordel garneres med en Allo Allo-accent for speciel effects. Alpehue er for meget, baguette under armen ligeså, men bare accenten):

"Du er den, jeg elsker". KACHING!

"You are the one that I love". KAAAAAACHING!

Så få ord, så stor kraft.

Verden har brug for kærlighed, så sig det højt, spred den, sæt den fri og lad den flyve ud og skabe magi. Hvem ved, måske det netop er dine ord, der lander blødt i en forbipasserendes øre og hjerte og fragtes med videre ud i verden.

Trine Aaen Vaala

  • Skribent og yogalærer
  • Gift med Simon og mor til Valdemar, Bernhard og Theodor

Trine Aaen Vaala fakta.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed og Valentinsdag