"Jeg burde ikke have set den torsdag aften - for jeg var på date med min mand"

Hvordan har du det med kritik? Jeg ville gerne selv kunne sige, at jeg altid har været ubetinget modtagelig for feedback af både den positive og den negative slags, men sandheden er, at kritikken – af den præcise, rå og ærlige slags, har været en tillært smag. Lidt ligesom gedeost, østers og koriander, der middelbart smager forfærdeligt, lige indtil du har fået dem et par gange. Så kan du ikke forestille dig et liv uden.

Hvis man vil leve af at skrive, skal man i hvert fald nyde kritikken. Den kommer i flere varianter. Der er den liflige ros, når man har ramt sin redaktørs smag og doseret humor og vid med lige dele afmålt elegance og kølig distance. Den kommer sjældent, men når den kommer, er den vidunderlig. 

LÆS OGSÅ: Må man grine af en teenager?

Der er også den kærlige af slagsen. Den fik jeg blandt andet for et par år siden, da en redaktør ved nærværende magasin trak mig til side, efter jeg igen havde afleveret en artikel, der var dobbelt så lang, som vi havde aftalt. Jeg havde “bare” lavet nogle ekstra faktakasser og infobokse, og så kunne hun jo selv skære noget fra – eller bruge hele molevitten. Hun kvitterede for min indsats med replikken: ”Sine, du skriver herligt, og du ved meget. Men behøver vi at få det hele at vide på én gang?”. Point taken. Jeg strammede op og rettede ind. Ikke bare når jeg skrev, men faktisk også når jeg talte med min mand, mine børn og mine veninder. Måske havde de ikke brug for alle mine holdninger til friluftsliv/skærmbrug/utroskab på en gang? 

For nylig var den der igen. Kritikken. En hård en af slagsen fra en redaktør, jeg beundrer, og som derfor sved ekstra. Jeg burde ikke have set den torsdag aften. For jeg var på date med min mand og stod egentlig bare og ventede i toilet-køen på den lokale sushibar, mens han ventede på mig. Men min tommelfinger var på automatpilot, og derfor kørte jeg lige møllen igennem: nyhederne, instagram, inboxen. Og der lå tilbagemeldingen på den artikel, jeg med lettet hjertet havde afleveret timer inden. Udmeldingen var kontant: ”Der er ikke noget, jeg hellere vil end at se dig lykkes, men den her tekst er altså ikke en af dine bedste. Dit problem er, at du ved og vil for meget. I SAMME TEKST”. 

LÆS OGSÅ: "Mine venner er begyndt at tale om skilsmisser på samme måde som tandlægebesøg og tarmskyldninger"

Derefter fik jeg forklaret alle de steder, jeg havde overfyldt mine sætninger, startet en ny tråd, glemt at afslutte en pointe og forvildet mig ud på en analytisk afstikker, der absolut ikke var plads til på den ene sides tekst, jeg havde fået tildelt til mine ord. Jeg læste mailen igen, og så en gang mere. Jeg ledte efter et sted, hvor jeg kunne tillade mig at hævde, at kritikken var forfejlet. Problemet var, at hun havde ret. Problemet var, at jeg var enig. Præcis på samme måde, som jeg er enig – inderst inde – når min mand siger, jeg ikke skal blive i et job, der giver mig prestige, men ingen glæde. Eller min veninde siger, at jeg er sødere at være sammen med, når jeg sænker skuldrene, end når jeg prøver at imponere alle andre med alt, hvad jeg har nået af vasketøj, løbeture og husarbejde, inden klokken er blevet syv. 

Den kritik, vi ikke gider, er altid den, vi ved er mest sand. Og det er derfor – netop derfor – at vi skal være taknemmelige, når de mennesker, der omgiver os, tør være lige så skrappe som en professionel redaktør. De hjælper os nemlig med at gøre vores livs fortælling skarpere og langt mere læsevenlig.