Klumme: Lykken er at være en kliché

Individualisme, personlig stil og unika-design. De begreber, der beskriver de sidste tyve års identitets-politik og stilhistoriske trends er ikke fremmede for nogen læsere af nærværende publikation.

Tværtimod. For har du lige som jeg læst ALT for damerne, siden Nicoline Werdelin leverede tegneserier, og pastasalat var groundbreaking, så ved du, at magasinet har bevaret sin relevans over årerne, fordi det ikke bare er et inspirationskatalog til den tilværelse, som vi stræber efter, men også et direkte spejl af det liv, som vi allerede lever. 

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: "Man skal altid sige ja til ekstra ost og sex med sin mand"

På modesiderne lærer vi med indsigt og æstetisk akkuratesse, hvordan vi bliver en bedre og (endnu vigtigere) ”særlig” version af os selv. Til trods for at vi shopper i præcis de samme butikker som alle de andre læsere, og alle kollektivt beundrer de helt samme designere på helt samme tidspunkt. På madsiderne opdager vi, at det nu er tid til at eksperimentere med slow food, fermentering eller veganisme, og vi har for længst kasseret stenalderbrød, skyr og den evindelige chiagrød som blærerøvsfavoritter på morgenbordet. Nu vil vi åbenbart heller spise chili-æg og genindføre de langtidshævede morgenboller smurt med Læsø-saltet smør og hjemmegjort rabarbersylt serveret i en brødkurv, som vi naturligvis har fundet på et loppemarked. Salt, sukker og mel er a la mode igen. Rullepølse, saltkød og sky må vi fortsat vente på.

Også på boligsiderne bliver jeg gjort opmærksom på, at gammelt, unikt, genbrugt, men først og fremmest ”personligt” er godt. Toscanske krukker, provencalske landkøkkener eller sterile designklassikere skal vi ikke flashe. Vores hjem skal helst se ud, som om vi er flyttet ind i keramikværkstedet, kolonihavehuset eller et nymalet hvidt atelier. Er du til boheme-hytten eller indiearkitekten med sans for simple living? 

Det er nemt at se karikaturerne og endnu nemmere at gøre grin af dem. Men hvorfor ikke omfavne dem? For det er med karikaturer som med klichéer: De er kun interessante, fordi de rammer noget i os selv, som vi elsker at hade. Og hader, at vi elsker. Jeg startede ikke min egen surdej under coronalockdown, og jeg begyndte heller ikke at strikke eller sætte gang i en ny karriere som akvarelmaler eller keramiker. Men jeg forstod lysten, og jeg kastede mig da frådende over brødbagning, farvebøger og kulørte blyanter, så ”Normale mennesker” på skærmen og genoptog gåture i skoven og historielæsning ved pejsen. 

LÆS OGSÅ: "Vi bliver lykkelige, når vi ikke tænker på, at vi skal være det"

Ligesom alle andre opdagede jeg det saliggørende ved havluft i ansigtet, løse bukser og madlavning med vin i glasset i flere dage, end jeg havde lyst til at indrømme. Klichéerne har forfulgt min familie længe efter, at lockdown i Danmark blev ophævet. Vi er blevet vilde med at campere, vi har genopdaget bordtennisbordets glæder, og minsandten om vi ikke også har holdt fast i både hjemmebiografen, højtlæsningen og de hyppige bageritualer. Og i uopfindsomhedens navn blev vi også hundeejere hen over sommeren. Til et gadekryds, der hedder præcis det samme som alle andre tilsvarende hunde (Molly) og med et personligt tvist til mellemnavn (Popcorn), som det sig hør og bør.

For det kan godt være, at man kan skabe sig en god forretning ved at være firstmover, iværksætter og trendspotter. Og det kan også være, at der er en særlig charme knyttet til altid at være først med det sidste nye og færdig med en tendens, før hele verden har opdaget den. Men lykken, har jeg konstateret, er for mange af os blot at omfavne klichéerne og udleve sin indre karikatur.