Sagerne skriger til himlen: Hvorfor anmelder danske kvinder ikke overgreb?

Journalisten Eva Aagaard ringer til mig på en solklar oktobersøndag, en halv time før det vælter ind over hendes dørtærskel med udklædte unger. Hun har travlt, for hendes børn skal holde Halloweenfest, men det her opkald er vigtigt og kan ikke vente. 

Tidligere på måneden har ALT.dk publiceret min klumme, hvor jeg skriver, at jeg indgik forlig med min krænker. Efter at Eva har læst klummen, vælger hun at kontakte mig.

Læs også: Dét kan få flere til at anmelde voldtægt herhjemme: ”Kvinder vil føle sig beskyttet”

Eva har nemlig holdt oplæg ved Folketingets retsudvalg, og i den forbindelse har hun indsamlet beretninger. Foran en række fremtrædende politikere og et rullende kamera, har hun valgt at dele sin historie - for, som hun fortæller mig i telefonen, ønsker hun ikke, at nogen skal opleve det, som vi har været igennem. 

For noget, Eva og jeg har tilfælles udover vores navn, er, at vi begge er blevet afvist af politiet, da vi ville anmelde en voldtægt.

Kræng hjertet ud

Som barn havde jeg, som mange andre børn, en enorm respekt for autoriteter. Fra bagsædet af mine forældres røde Citroën, vinkede min søster og jeg altid begejstret til patruljevognene, hvis de overhalede os på E45. Og hvis en betjent vinkede tilbage, hvinede vi af fryd.

Den respekt fulgte mig op igennem mine tyvere. Ikke kun respekten, men også min tiltro til systemet. 

I dag kan jeg se, at jeg har været naiv. 

For da jeg forlod politistationen for nogle år siden, var det med en følelse af at blive mistænkeliggjort, ja endda nedgjort.

En følelse, Eva også kender. For ligesom jeg blev hun mødt af en betjent, der virkede overbevist om, at der var tale om fortrudt sex og ikke voldtægt.

Begge blev vi uafhængigt af hinanden opfordret til at krænge vores hjerter ud. Som var anmeldelsen udelukkende et forsøg på at fortrænge vores dårlige dømmekraft og moralske tømmermænd. 

De ikke-eksisterende straffesager

Mange sager om voldtægter og overgreb kommer ikke for en domstol. De fleste af dem bliver aldrig anmeldt, for som organisationen Danner peger på, hersker der en udbredt mistillid til politiet i denne typer sager. Især i de mest udsatte og sårbare samfundslag. 

For blot et par år siden havde det i mine øjne virket paranoidt. Politiet er her da for at beskytte os - befolkningen - mod kriminalitet, ikke? Og vi lever da i en velfærdsstat med sikkerhedsnet og rettigheder. Alle er vel lige for loven?

Nu er jeg ikke så sikker. 

Et par måneder efter Evas anmeldelse, valgte hun at melde voldtægten på en anden politistation. Med succes. Jeg valgte at hyre en advokat og endte med at indgå forlig.

I dag har vi begge klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed over vores behandling fra politiet.

For det handler ikke kun om mig og Eva. Det handler om vores allesammens retssikkerhed. Den samme retssikkerhed, som Inger Støjberg og Frank Jensen bekymrer sig om.

For som de så rigtigt anfægter, er retssikkerheden i fare. Men hvad er det overhovedet for et retssystem, vi gerne vil passe på? 

Når den tidligere overborgmester siger, at anklagerne mod ham ikke burde koste ham hans politiske embede, begrunder han sin holdning med, at der intet retsligt udspil har været. Han har ingen straffesager på halsen. 

Og derfor er han uskyldig.  

Men for mig, er det ikke et bevis på hans uskyld.

For mig belyser han bare et vigtigt og altoverskyggende problem; nemlig de ikke-eksisterende straffesager, der skriger til himlen. 

Det afføder unægteligt et uundgåeligt spørgsmål, som skal tages ligeså alvorligt som frygten for den ubarmhjertige folkedomstol: Hvorfor anmelder kvinderne i Danmark ikke overgreb?