Parterapeut: Derfor er det yndigt, når man IKKE følges ad
Foto: Thomas Kjeldsen Drop illusionen om konstant at skulle være på bølgelængde med "den eneste ene", siger Vicky Cirkeline Volder, der er par- og psykoterapeut.

Parterapeut: Derfor er det yndigt, når man IKKE altid følges ad

At være forbundet med et andet menneske og samtidig bevare et ‘selv’ er for de fleste et komplekst dilemma. Det er forholdet mellem at være afhængig af sin partner og ønsket om selvstændighed, der er dilemmaet, og som vi skal lære at leve i og med, mener parterapeut Vicky Cirkeline Volder.

Formidlingen af den romantiske kærlighed, som vi blandt andet ser på det store lærred og i romantiske romaner, forfører os til at tro, at lykken findes i kærligheden, og at der findes en eneste ene derude.

Mange har desuden en opfattelse af, at ægte kærlighed er, at vi grænseløst passer sammen i al evighed og enighed. At vi kun er halvdelen af os selv, indtil vi finder den halvdel, vi mangler.

Men det er en fejlagtig opfattelse, som kun fører til skuffelse og udfordringer i parforholdet på den lange bane. For den lyserøde sky, vi danser rundt på som nyforelskede, er groft sagt en illusion, hvor vi kun ser det, vi gerne vil se.

Her er vi blinde for vores udkårnes mindre tiltrækkende sider, og de modstridende værdier og drømme hører vi slet ikke. De har i hvert fald ingen betydning, for så længe vi er sammen, kan vi klare alt. Forelskelsen kan være så intens, at vi ønsker at ‘smelte sammen’ og vil bruge hvert sekund af dagen på at drukne i hinandens dybe blik. Hele verden omkring os bliver ubetydelig, og vi ønsker bare, at forelskelsen bliver ved for evigt.

Forelskelsen VIL stilne af

Men hverdagen vil uundgåeligt komme tilbage til os, og når forelskelsen stilner af, begynder vi også at få øje på andre sider af vores partner, og måske var vi ikke helt så ens endda.

Den forskellighed opfattes ofte som en trussel mod forholdet. Vi bliver fx irriteret, når vores partner ikke kan læse vores tanker og gætte vores behov. “Det kan da ikke være rigtigt, at jeg behøver at sige det til ham” og “Det kan hun da sige sig selv”. Vi går og bliver vrede på hinanden og forsøger at fjerne forskelligheden med diskussioner, der ofte handler om at nedbryde hinandens grænser. “Kan du ikke bare være noget mere som mig”.

Og så fornægter og omfortolker vi vores forskellighed ved selvundertrykkelse, så vi bliver enige igen.

Hvil i jeres forskelligheder

Og det er slet ikke så mærkeligt, at vi forsøger at opretholde vores enshed. Det er jo det, vi har lært: konflikter er ‘farlige’, vi skal være enige, og det er yndigt at følges ad. For slet ikke at tale om, at det kan være angstfyldt at opdage og erkende, at vi måske vil to helt forskellige ting i livet. For hvad gør man så?

Så er det nemmere at lukke øjnene og køre forholdet videre på auto-pilot uden at mærke egne (eller partnerens) behov, eller forsøge at kontrollere forholdet i endeløse magtkampe, så forskellighed fjernes, og man risikerer at ødelægge forholdet endnu mere i kampen.

Men det paradoksale ved parforholdet er, at jo mere plads I giver hinanden til at være dem, I er (som er anderledes end jer selv), uden at blive gjort ”forkert”, des stærkere en alliance får I dannet.

De fleste har lyst til at knytte bånd med nogle, der respekterer egne grænser, men også respekterer sin partners grænser, og det er også her, at de fleste føler sig mødt, set og hørt.

Så hvil i jeres forskellighed og giv hinanden plads! Det kan også være meget yndigt, når man ikke følges ad.

Om Vicky Cirkeline Volder

  • Familie- og psykoterapeut / KI med speciale i parterapi
  • Parterapeut og psykoterapeut hos thepraxis.dk
Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Kærlighed og Selvværd