Er parforhold en vigtigere relation end venskaber? Gertrud Højlund er sikker i sit svar

Har du ritualer nok for dine venskaber?

Jeg spørger, fordi det først for nylig er gået op for mig, at selvom venskaberne i mit liv udgør dybe, strømførende, livsopretholdende spor i min tilværelse, så har jeg ingen markeringer af dem.

Ingen årsdage, ingen fejringer, mærkedage, tilbagevendende begivenheder, gaveudvekslinger, traditioner, som giver anledning til lige at dvæle lidt ved: Hvor er jeg glad for, at du er i mit liv. Hurra for det og for dig og for os. Ingenting.

Og jeg forstår ikke, hvorfor det er sådan.

Venskabet fortjener et tak

For hvis der er noget, der fortjener en klapsalve i ny og næ, så er det venskaberne.

Disse ufeterede, undseelige, slidstærke relationer, som knokler sig gennem lange afstande, op- og nedprioriteringer, arbejdstravlhed og småbørnsabsencer uden sådan for alvor at blive slået ud af form.

De er for dine relationer, hvad den klassiske dåseåbner fra Raadvad har været i køkkenerne i 70 år.

Den bliver ikke båret frem med højtidelig mine. Ingen spørger, hvordan du dog gjorde så heldigt et fund.

Du ænser den knap nok selv, når du gang på gang finder den i rodeskuffen og bruger den til en opgave, som du ikke kunne have klaret uden.

Sådan er det også med venskaberne.

De er til for at blive brugt og slidt, og takken, de får, er begrænset.

LÆS OGSÅ: Især én lytter-mail sendte Barbara tilbage til gymnasiet: ”Jeg bliver så trist, for jeg forstår hende”

Opmærksomhed får de knap nok.

Der findes en nærmest uendelig produktion af bøger, film og serier om parforholdsrelationer i enhver tænkelig afskygning. Romantiserede, uopnåelige, udviklende, forløsende eller grufulde, dræbende kedsommelige, undertrykkende.

Nævn det, og der er skrevet en bog om det.

For parforholdet og ægteskabet især er en institution i samfundet. Det er sådan, vi indretter vores yngelpleje.

Men store dele af sjæleplejen foregår i venskaberne, ofte er det endda her, vi slikker vores sår, når den der samfundsinstitution har mast os flade eller er faldet sammen om ørerne på os.

Venskab vigtigere end parforhold?

Gang på gang vender vi tilbage til venskabernes asyler og safehouses.

Finder modet, troen og kærligheden igen, inden vi kan vende tilbage til parforholdet og kæmpe videre for det bedst mulige udfald – hvad det så end er.

Og selvom det ofte er parforholdet, der knager, og venskabet, der støtter, så findes der kun meget få fortællinger, der tager venskaberne fuldt alvorligt og ikke bare ser dem som et stop på vejen mod ”den rigtige relation”.

Jeg fatter det faktisk ikke.

Måske forstår jeg det ikke, fordi jeg ikke selv har været viklet langt nok ind i et parforhold til, at mine venskaber blegnede.

Måske forstår jeg bare ikke, at parforholdet faktisk ER uendeligt mere væsentligt end venskabet. Jeg afviser det ikke.

Men jeg spørger, om det måske skyldes en misforståelse: nemlig den, at det er i parforholdet, at vi udlever vores mest sande liv. Vores mest ægte jeg.

LÆS OGSÅ: "Mine ønsker om at stifte familie med en mand har ikke båret frugt"

I venskabet er vi os selv

Til det vil jeg sige: Der findes ikke mere eller mindre sande udgaver af dit "jeg".

Du er dig i alle dine handlinger – både de oprigtige og de løgnagtige, der dækker over noget andet, som er farligt og vigtigt.

Til gengæld findes der i parforholdet nogle mekanismer, som kan gøre det svært at se tydeligt. Vi har selv så meget på spil, at det mudrer blikket og forkludrer handlingerne.

Så kæresten må trækkes med, at du blev mut eller vred, jaloux eller usikker, følte dig fravalgt, uelsket, uprioriteret, lille – og havde en uelegant reaktion på det.

Jeg vil vove den påstand, at mange mennesker udlever deres klogeste, mest klarsynede relationer i venskaber og ikke i parforholdet.

Måske er det faktisk netop her, vi oftest formår at være de mennesker, vi helst vil være.

Fortjener det ikke et rungende ja og lidt mere ståhej?

Jeg synes det.