Klumme: Vi har alle sammen en indre snob i os - indrøm det!

Som barn forvekslede jeg ofte det at være snobbet med det at være rig. Så du hende der i pelsen med den store bil? Sådan en megasnob!

Siden har jeg lært, at de to ting ikke hænger sammen. Den oprindelige betydning af snob stammer fra engelske universiteter i 1800-tallet. Og ordet blev ikke brugt om de adelige studerende, som var født ind i et liv med penge og prestige og derfor ikke behøvede at anstrenge sig for at få de andre studerendes sociale accept.

Snobberne var derimod dem, der var lavere i hierarkiet – og som mere eller mindre elegant forsøgte at dække over det ved at kopiere de adeliges livsstil.

En snob er altså en, der lyver sig bedre. Gerne ved offentligt at se ned på mennesker og værdisæt fra egen socialklasse eller ved at dømme andres smag ude.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvornår stopper fermenteret kål og brætspilscaféer med at være så moderne...

For eksempel bimler snob-alarmen, når Ulla fra det hyggelige håndværkerhjem pludselig har utrolig travlt med at tage afstand fra Shu-bi-dua samt Olsen Banden og – meget vigtigt – helt overdrevent gør opmærksom på, at hun sandelig kun hører Leonard Cohen samt smalle, upcoming jazzbands. Gerne fotograferet til Instagram foran den bugnende bogreol, hvor Hemingway, Kafka og Dostojevskij står og blinker på forreste række midtfor, og Weekendavisen med koreograferet skødesløshed ligger på gulvet. 

Altså: Fair nok, hvis det forholder sig sådan. Men dem, der har et selvfølgeligt forhold til god stil, føler ikke trang til at flashe det som et lille barn, der står med en tegning: Er den ikke bare flot, mor? Er jeg god nok nu?

Måske har du selv erfaret, at en mellemleder kan have mere brug for at føre sig frem på bekostning af andre end The Big Boss. Det er også tydeligt til klassiske koncerter, at de publikummer, der holder øje med, om de andre klapper korrekt, er snobbede, mens den verdensberømte cellist på scenen går mere op i, om folk lytter med hjertet.  

Men pointen er, at vi alle har en indre snob. 

LÆS OGSÅ: "Når håbløst gammeldags bliver moderne igen..."

Jeg sidder for eksempel lige nu og kigger på mit vitrineskab. Synlig er ”Mærk Verden” af Tor Nørretranders og Dan Turells digte, mens alle Nynnes dagbøger er most ind bagerst, selvom jeg har læst dem mere ihærdigt.

Jeg bestiller heller aldrig ananas på pizza, når jeg er ude i offentligheden, selvom jeg elsker det. Gisp. Det kunne jo afsløre, at jeg ikke er opvokset på en fin restaurant i Napoli …

Jeg skal heller ikke have afsløret, at jeg LYTTER til bøger. Det er meget finere at sige, at sand litteratur skal ind gennem hænder, næse og øjne.

Sammen med vinkyndige venner tør jeg ikke mene noget om vinen, før jeg kender prisen og deres mening. Herhjemme har jeg i køleskabets mørke altid et karton paprosé, som jeg godt kan finde på at bælle-drikke.

LÆS OGSÅ: Klumme om besværlige passwords

Aktuelt kæmper jeg med min indre snob, når jeg bliver spurgt, hvor vi skal på sommerferie.

Altså. Vi skal til Klitmøller-Simon Kvamm-trendy Thy, ikke? Der er sådan en dejlig, rå natur og ikke alt det her plastik-tivoli-turist-halløj, der distraherer os fra at være sammen som familie. Uh, statuspoint vælter ind.

Men så kommer det trælse spørgsmål: Har I sommerhus? Lige dér kigger jeg ned i jorden og mumler: Naaaj, det er godt nok en ferielejlighed i Danland …

Moralen: Det kildne spørgsmål og afsløringen kommer altid, så lad nu være med at være en
lille snob. Du er god nok – med papvin og ananas og det hele. Ik’?