Klumme: "Hvis jeg bliver ringet op, mens jeg sover, nægter jeg alt"

Nogle gange i weekenden … okay, ret tit … tager jeg en middagslur. Og det er ikke en lille, uskyldig powernap på sofaen. Nej, jeg lægger mig i min seng, tager en pude mellem knæene, dynen op over begge ører, og så bobler jeg en times tid. Med savl på hovedpuden, syrede drømme og det hele. Ush, det er dejligt!

For jeg er ikke god til meditation eller andre light-udgaver af at hvile. Prøvede engang sådan en nøglelur, hvor man skal tage sit nøglebundt i hånden, og når man slapper så meget af, at de falder til jorden med et bump, så er det rise and shine. Det duede ikke. Sad bare helt presset og stresset og stirrede på nøglerne. 

Jeg er bare en type, der kun har to gear: Første og femte. Enten sover jeg, eller også er jeg i gang med at bygge en carport. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Lykken er at være en kliché

Og nu skriver jeg det godt nok her, som om jeg er stolt af det. Det er jeg ikke. Faktisk er det sådan, at hvis jeg bliver ringet op, mens jeg sover, så nægter jeg alt, selvom min stemme er grødet, og min hjerne stadig er på standby. For ikke at tale om den kubikmeter ilt, jeg sluger på en slubrende måde, når den vågne verden ligesom fortænder gennem en flødebolle smadrer min lille drømmeskumboble.

”Sov du?”. ”Nej, overhovedet ikke”, lyver jeg og prøver at lyde energisk og overskudsagtig. For det er jo ikke nat!

Og hvad ville jeg egentlig sige? Please elsk og respekter mig, selvom jeg er en værre sovetryne.

Egentlig synes jeg ikke, det er fair eller rationelt at skamme sig over, at man sover, når man er træt. Så hvorfor gør jeg det så?

Hm. Det bunder vel i vores vestlige kultur og den protestantiske arbejdsmoral, hvor helten er en utrættelig, flittig type, og dovenskab er syndigt. Se bare diverse interviews med erhvervsledere og politikere, der glædeligt fortæller, de kun har brug for fem timers søvn hver nat. Mellem linjerne hedder det sig, at søvn er for sissies. Ambitiøse, stærke typer bruger da tiden på at løbe maraton, styre et multinationalt selskab eller udtænke en corona-vaccine, ikke på at ligge dér og flyde. Slet ikke om dagen. Gisp. 

Især blandt mine forældres generation har jeg bevidnet den her underlige konkurrence om, hvem der står tidligst op, og hvem der sover mindst. Det virker lidt sært, at morforældre ikke bare under sig selv en morfar.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Det er faktisk okay at have lidt ondt af sig selv"

En anden ting er, at dem, der ikke kunne drømme om at tage en uautoriseret morfar og/eller står op, før fanden får sko på, ofte sidder og nikker søvnigt foran fjernsynet hele aftenen. Forskellen på at sidde ret op i sofaen og være mentalt død og så at være fan af middagslure som mig er, at det første er socialt acceptabelt. 

Heldigvis er der et lille håb for os Dovenlarsers ry. Der er de seneste år kommet stigende fokus på søvn, og hvor vigtigt det er for alt lige fra appetitregulering til levealder.    

Det gør mig glad, da jeg desværre går alt for højt op i, hvad andre tænker. 

Og apropos tendenser og det her med at være bange for, hvad andre tænker, så kan jeg godt
lide, at min have er lidt vild. Det er hyggeligere. Det er bedre for biodiversiteten. Men selvom jeg godt ved, jeg gør det klimarigtige, så vil jeg anskaffe mig sådan et skilt, hvor der står ”Vild med vilje” på.

Ellers tror naboerne jo bare, jeg hellere vil sove middagslur end gennemgå hele haven med en pincet.

Og det vil jeg jo i hvert fald ikke! Er vi ikke bare kvikke, naboer?