Debat: Kære Støjberg & co.: I stjæler momentum med jeres billige point
SPONSORERET indhold

Debat: Kære Støjberg & co.: I stjæler momentum med jeres billige point

Selvfølgelig må man stadig give uskyldige komplimenter og flirte i det omfang, man har lyst og modtageren kan lide det. Men det er jo på ingen måde det, vi taler om. Hvorfor mudrer I debatten?, skriver ALT.dks livsstilsredaktør i dette debatindlæg.

Af:: Sara Wilkins Foto: Getty
22. sep. 2020 | Livsstil | ALT.dk

”Jeg synes, at denne her sexismedebat er blevet for skinger (…) risikoen er jo, at vi som små robotter nærmest ikke må se eller røre hinanden eller noget som helst”.

Sådan udtaler Dansk Folkepartis ligestillingsordfører Liselott Blixt i går i en artikel fra DR, hvor flere kvindelige MFere bakker Venstres næstformand Inger Støjberg op i, at sexisme-debatten er gået ”helt over gevind”, at den udråber alle mænd som ”sexhungrende og krænkende monstre”, og at alle bør kunne tage et godt gammeldags kompliment.

Politikerne understreger, at de naturligvis er imod decideret chikane som fx trusler og overgreb, men at der skal være plads til uskyldige komplimenter om fx en kvindes udseende.

”Det er altså to vidt forskellige ting, og vi skal passe på med, det ikke skvulper over i hinandens kar!”, skriver Inger Støjberg fx i et opslag på Facebook.

Wow! Sikke nogle billige point at score på en debat, der jo netop handler om at forstå og respektere den grænse. Det, vi taler om, er jo lige præcis den grænseoverskridende adfærd – og ikke den, der bevæger sig inden for feltet af det, som modtageren synes er sjovt og rart.

Det har selvfølgelig alle dage være OK. Det siger sig selv.

Problemet er ikke, at politikerne her opridser en helt banal og åbenlys pointe – at der er en skarp skillelinje mellem uskyldige komplimenter og grov befamling – problemet er, at de mudrer debatten midt i et momentum, hvor kvinder endelig bliver hørt og flere tilmed kræver ansvar fra deres (tidligere) arbejdsgivere.

Det er en hån mod de mange modige kvinder (og mænd), der netop nu står frem med deres historier fra en lang række brancher, når politikerne blåstempler en retorik, der siger: Slap nu af kvinder, I er kammet over og er blevet for meget, I er for nærtagende, det er jo bare for sjov, tænk på mændene.

Det er med til at bremse en snebold, der – endelig! – ruller lige nu.

Vi taler om Marie, Betina og Susanne

For vi taler ikke (nødvendigvis) om dig og din julefrokost, Inger Støjberg.

Vi taler om:

25-årige Marie, der som nyansat kokkeelev fik besked fra sin chef om, at hun skulle tage en stram BH på og lade være med at være for tyk. 

34-årige Betina, der fik at vide fra sin leder, at det lignede, at hun ”havde fået pik hele natten”.

og

53-årige Susanne, der stadig helt fysisk kan mærke sin mandlige kollegas uvelkomne hænder på sine bryster og hans underliv mod sin bagdel.  

Det er oplevelser, de aldrig glemmer, fordi deres grænser blev overskredet.

Og selvfølgelig har vi alle forskellige grænser. Men det burde ikke være svært at navigere i – præcis som i skolegården, hvor der selvfølgelig bør være nul tolerance over for mobning, uanset om det er en flabet kommentar eller en reel slåskamp.

Det siger sig selv.

Så flirt løs, Støjberg & co., med hvem som helst der måtte være med på den.

Men husk, som nogle kloge kvinder for nylig gjorde mig opmærksom på:

Hvis du synes, det er svært at flirte efter #metoo, så vidste du nok heller ikke, hvordan man flirtede før #metoo.

Anbefalet til dig