Klumme: Gør et fast parforhold dig automatisk til en mere kedelig veninde?

Jeg plejede at være hende, der altid kunne diske op med de sjoveste eller mest bizarre dating-anekdoter. Det var blandt andet det, der var min vej til netop dette guddommelige dameblad i sin tid. Jeg var den type veninde, andre damer regnede med, villig til at smide svesken på disken og servere de saftige detaljer. Nogle gange var jeg hende med det knuste hjerte, der skulle skubbes op på hesten igen. Andre gange var jeg hende, der galopperede hujende i forvejen.

LÆS OGSÅ: Klumme: Min mand lod sig sterilisere - og er maskulin med kæmpe M

Men jeg har en snigende mistanke om, at jeg simpelthen har mistet underholdningsværdien, siden monogamien gjorde sit indtog på matriklen. Dels har jeg ikke ret meget snask at fortælle om, for det er ikke, fordi jeg vader i alle mulige nye elskere og flirts, dels tror jeg bare, at jeg nu synes, at andre ting er vigtigere at snakke om end mit (ganske udmærkede, tak) sexliv. For jeg går ikke længere rundt i en endorfin-rus, høj på det seneste nye og spændende kød eller med antennerne ude efter det næste eventyr.

Gudskelov.

For jeg bliver jo heller ikke yngre og alt det der, og det er en smule opslidende med alt det ”gad vide, hvad han mente med det der”, ”skal vi ses igen” og ”ohmygod, hør lige det her…”.

Sådan i det lange løb.

Så jeg er dybest set glad og tilfreds, men jeg savner lidt den måde at være sammen med mine veninder på. At dele ud og få deres reaktioner, som igen fik mig til at se tingene og mig selv i et nyt lys. Og jeg tror, jeg keder bukserne af nogle af de nærmeste nu. Invitationerne til ting med (single)veninderne er blevet ganske få. Måske tænker de, at jeg hellere vil flette tæer og drikke te derhjemme? Eller at jeg ikke kan foretage mig noget, uden mit livs James Bond skal med. Måske var jeg bare det sjove indslag? Pauseklovnen? Hvem ved.

Men det påvirker mit selvbillede at være blevet hende den kedelige. Hende, der i det store og hele har styr på sagerne. Hvem er den kvinde, spørger jeg mig selv?

Jeg har prøvet at være i forhold før, hvor jeg endte i en boble. Hvor weekenderne bestod af løbeture (hans) og skrivetid (min) samt storindkøb. Aldrig igen. Slet ikke nu, hvor jeg ikke har mine børn hveranden uge og derfor uden blusel kan danse på bordene, være upassende og grine højt.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg blev uvenner med en nær veninde og anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det"

Som skrivende er jeg nødt til at opleve nyt og lade mig inspirere af alt det, der sker i verden, også når der ikke sker supermeget i mit eget liv, fordi jeg lige nu befinder mig på et behageligt plateau uden de store udsving, men med god udsigt. Hvilket alt i alt er så meget sundere for min følelsesmæssige bundlinje end de vilde op- og nedture, der rev mig og mit alt for store hjerte rundt (selvom det var godt for klummeskriveriet!).

Måske skal jeg ikke vente på at blive inviteret, måske skal jeg selv gribe røret, hælde vin på mine damer og høre om alle de ting, de har lavet siden sidst. Det er helt sikkert mere vildt end mit. Og har de ikke lavet noget, så tror jeg, vi bare snakker om politik og serier eller noget helt tredje.