Single, overgangsalder og alene i Bruxelles: Er det ok at have det helt fint?

Jeg kan da ikke sidde og flæbe over sangene i TV2’s ‘Danmark står sammen’ og så IKKE længes efter en kæreste… Der må da være noget galt med mig, tænkte jeg den lørdag aften, hvor jeg gik ind i den anden uge alene i Bruxelles på grund af corona.

Covid19 hærger i Europa. Ødelægger en masse, men giver også noget igen, vi kan bruge.

For mit eget vedkommende havde jeg nemlig gået og planlagt, at dette forår skulle fyldes med fred efter år med kærlighedsdramaer og en valgkamp, der nær havde taget livet af mig.

For bare to måneder siden havde jeg besluttet mig for at omfavne overgangsalderen med et stort JA! og samtidig nyde min singlestatus, som ville give uforstyrret ro til at skrive på min bog om politik. Politik, der sådan set bare skulle være, som det plejer.

Imens skulle rødkløver-teen bade mit dovne østrogenlager og gøre min krop modstandsdygtig overfor hedeture og natteuro.

Men i stedet fik TV2-flæberiet og coronaisolationen mig til at oprette en datingprofil.

For jeg blev simpelthen nødt til at finde ud af, om det var ok ikke at savne en kæreste. Og selvom det måske lyder fjollet, så åbnede jeg mit transfervindue på klem, da udsendelsen var forbi.

Lidt som, når man går ned på havnen i orkan og råber til bølgerne: Så tag mig dog!

Usundt at være alene – eller?

Med til historien hører, at jeg har været single i godt halvandet år efter to lange ægteskaber og to længere kæresteforløb. I nævnte rækkefølge.

Jeg er ikke vant til at være alene, og mine omgivelser er ikke vant til at se mig alene.

I 99 procent af tiden nyder jeg det. Er helt uden savn eller længsel. Nyder mit eget selskab. Også når jeg ikke kan holde mig selv ud. For så er der er ingen, der bliver blandet ind i arbejdet med at blive god igen.

Dog indrømmer jeg gerne, at der i følelsen af høj egenomsorg kan opstå lejlighedsvise sprækker, hvor 'han' gerne må sidde i stuens anden stol og læse i sin bog eller finde det stykke musik, som får tankerne ud af deres eget spind. At 'han' gerne må være skeen i min seng eller 'ham', jeg læser et digt op for eller hiver hen til vinduet, fordi en lille fugl har sat sig i det oliventræ, han har haft med til mig.

Jeg er også kun et menneske af kød og blod... Og når nu de sociale medier og fjernsynsudsendelser prædiker, at det er svært at være alene, så må det jo være det. Så må det da for pokker være usundt at være ok med det. Eller hvad?

Ok at være single

Datingprofilen blev i hvert fald oprettet. Uden foto.

Og med meget korte stikord, som ikke signalerede ønsker om hverken flere børn, mange parmiddage eller lange pauser væk fra nyhedsstrømmen og det politiske hverdagsunivers.

Jeg var helt ærlig og meget lidt tillokkende.

Da profilen var færdig, så jeg mig lidt omkring på datingsiden. Jeg skulle jo ligesom mærke efter, om jeg havde holdt noget tilbage, som Oh Lands smukke sang og TV2’s følelsesflødeskum havde lirket op.

Der var mange muligheder. Mange mænd med præcise opskrifter på "hende". Andre med ret så bredspektrede ønsker og håb. Min sexologuddannelse hoppede i stolen for at få lov til at analysere.

Jeg gav det et par timer. Jeg sov sågar på ideen, men vågnede med en klar og fast overbevisning om, at det var helt forkert.

At være single er helt rigtigt for mig. Jeg hverken savner eller længes. Jeg står i mit eget lys. Nu kunne jeg mærke, at det ligefrem er et bloklys. Og min datingprofil blev taget ned. 8 timer blev det til.

52-årige Pernille Weiss bruger nu nogle af sine mange timer alene i Bruxelles på yoga i stuen. Foto: Privat

Op på benene igen

I skrivende stund opholder jeg mig nu på sjette uge i Bruxelles i min arbejdslejlighed eller på kontoret i Europa-Parlamentet.

900 km. væk fra Christianshavn. Børnene har det ok. Mine forældre har det ok. Ingen savner mig sådan for alvor.

Hedeturene blander sig med øjeblikke af klaustrofobi over som politiker ikke at kunne gøre noget mere og hurtigere for de syge og dem, der kæmper for deres virksomhed, så vi sammen kan komme hurtigere ud af krisen og op på benene igen.

Det skal vi nok komme. Op på benene igen. Men ikke som før krisen. I al fald ikke i lang tid.

Skaderne er for store og sårene for dybe. Forhåbentligt lærer vi noget undervejs, som forhindrer os i at stå i samme situation de næste mange år frem. Det tror jeg på.

En tur over coronabroen

Karen Blixen har om kriser sagt: “Dette er også kun en overgang”.

Når jeg ser tilbage på mine egne livsudfordringer, så har Blixens billede af kriser som en ‘overgang’ lært mig at indse, at vi langt hen ad vejen som mennesker selv bestemmer, hvor denne overgang lander.

Kriser skal – selvom det er svært – ses som broer, vi bliver kastet ud på, og hvor vi i kraft af måden vi opfører os på undervejs, selv afgør, hvor broen sætter os i land på den anden side.

Her er der to muligheder: Enten med favnen fuld af erkendelser og indsigter, som forandrer vores liv til det bedre. Trods alle omkostningerne. Glad og lettet i låget – parat til det, der må komme.

Eller med sindet sort af frustrationer og uretfærdighedsfølelser, der forhindrer os i at se mulighederne i de umuligheder, vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Overgangsalder, rødkløver-te og singlestatus har jeg endnu, selvom coronaen har ryddet bordet for selvoptagede og kontrollerbare sysler.

Og hurra for den del. Ikke døden og virksomhedslukningerne. Men jeg byder kriser velkomne med det, for vi kan lære af dem, når de nu alligevel er der.