Klumme om at være tyk
Foto: Katelyn Scott og Marie Hald Morgan Hemmingshøj og Dina Amlund.

Klumme: Hvorfor skal tykke mennesker udskældes for at udånde CO2?

Mange chefer vil ikke ansætte tykke, og en ny rapport har beregnet, hvor meget CO2 det koster, at tykke mennesker er til. Vores to klummeskribenter forklarer, hvordan tykhed har en position, som er placeret så langt udenfor normen, at det at elske sig selv er absolut radikalt.

Om klummeskribenterne

Morgan Hemmingshøj er tykaktivist, studerende og medvirkende i ’Idas fede fatcamp’ på DR3

Dina Amlund er tykaktivist, debattør og cand.mag. i moderne kultur

Vi ville ønske, at verden havde plads til alle mennesker med alle slags kroppe og alle typer udseende. Det er desværre ikke den verden, vi har nu. Strukturer i samfundet gør, at mennesker med forskellige andetheder, som etnicitet og/eller handikap udsættes for strukturel undertrykkelse.

At være tyk er også at være andetgjort.

Som tyk er man placeret uden for normen. Der er enorme mængder had til tykke mennesker, som giver sig til udtryk på forskellig vis.

På Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet udkom der eksempelvis kort før jul en rapport, som skønner, hvor megen CO2 det koster, at tykke mennesker eksisterer. Det er simpelthen en udregning på, hvad det koster at tykke mennesker trækker vejret, spiser mad og transporteres med diverse transportformer. Altså, hvad det koster i CO2-regnskabet at eksistere – når man er tyk.

Hvad, rapporten ikke tog højde for, er, at tykke mennesker udgør en økonomisk underklasse. Både amerikanske og europæiske undersøgelser viser, at der er stor ulighed på arbejdsmarkedet for tykke mennesker. Det er simpelthen både sværere at få job og sværere at blive forfremmet, når man er tyk, og der er markant lønforskel på tyk og tynd.

I Danmark viste en undersøgelse foretaget i 2011 blandt Fagorganisationen Ledernes medlemmer, at 75 procent slet ikke eller i nogen grad ikke ville ansætte tykke mennesker. De lavede igen en undersøgelse i 2017, som havde cirka samme resultat. En amerikansk undersøgelse fra 2017 viste, at kun 15,6 procent ville overveje at ansætte en tyk kvinde. Hele 84,4 procent ville med andre ord ikke overveje, om hun kunne have nogle kvalifikationer.

Så tykke mennesker er altså ikke en økonomisk klasse, som bare kan forbruge løs og bon’e ud i klimaregnskabet. Selvom der måske er enkelte tykke med penge, er vi samlet set ikke en gruppe, som forbruger løs, om end det måske koster en lillebitte smule mere CO2, når vi trækker vejret.

Det gør det i øvrigt også, når høje mennesker trækker vejret, set i forhold til lave mennesker – men det er bare ikke noget, vi taler om.

Når vi taler om repræsentation i kulturprodukter som film og tv-serier, er der ikke så meget at komme efter. Det er muligt, at det for andre kan se ud som om, at der er vildt meget repræsentation, fordi skuespiller Rebel Wilson fik hovedrollen i den romantiske komedie ’Isn’t It Romantic’ på Netflix, fordi komiker Sofie Hagen har en stand-up karriere, eller fordi sangeren Lizzo har haft to koncerter i Danmark på et år. Det virker nok som om, der er mere, end der er, fordi det er så nyt, at der overhovedet er noget.

Der er mange flere slankeprogrammer på dansk tv, end der er programmer om, at det er okay at være tyk.

Måske synes nogle, der er vildt mange programmer på tv om, at det er okay at være tyk, men hvad er der udover ’Tykke Ida’, ’Idas fede fat camp’, Sofie Hagens ’Det er fedt at være tyk’ og filmen/serien ’Fat Front’? Det er de programmer, man har kunnet se de sidste 3 år.

Det bruges ofte som argument, at der er alt for meget, der handler om tykke mennesker. Politiker og medlem af Folketinget Samira Nawa Amini fra Radikale Venstre havde eksempelvis et indlæg i Jyllands-Posten i 2017 om, at der er lige lovlig megen opmærksomhed på de tykke, og at hun har fået at vide, at det var grimt at være tynd.

I starten af året kunne man læse Helene Skov Udsens klumme her på ALT.dk, hvor hun siger, hun også har brug for en camp ligesom i tv-programmet ’Idas fede fatcamp’. Vi ved godt, at alle mennesker kan have brug for at pleje selvkærligheden – også selvom man ikke lever med strukturel modstand, der gør, at man for eksempel ikke er velkommen på arbejdsmarkedet og ikke skal skældes ud for at udånde CO2.

Heldigvis er der jo masser af muligheder for at lære at elske sig selv eller dyrke kærligheden til sig selv. Kvinder, som ikke er tykke, har faktisk rigtig mange steder at gå hen. Og de kan gøre det i Danmark fremfor at tage hele vejen til North Carolina, ligesom i ’Idas fede fatcamp’.

Man kan eksempelvis tage Joan Ørtings heldagsworkshop ’Elsk dig selv og bliv elsket’. Hvis man vil noget i en helt anden boldgade, kunne man jo tage på Femølejren og dyrke et feministisk fællesskab med frihed for kroppen. Imellem disse to typer tilbud er der et væld af kurser, events, workshops og feministiske rum, hvor man kan dyrke yoga, finde sin indre gudinde og alt muligt andet, som i princippet er for alle, men som næsten udelukkende i praksis vil være for dem, der ikke er tykke.

Den tykfobiske undertrykkende struktur giver sig til udtryk på mange måder – blandt andet ved at tykke i mere eller mindre udtalt form ikke er velkomne, når fællesskaber er ”for alle.”

Vi kan godt se, at folk tillader sig at kommentere på menneskers kroppe, når de er meget tynde, sådan som Helene Skov skriver om i føromtalte klumme her på ALT.dk. Det vil vi også gerne have, at de holder op med. Det er ikke rimeligt.

I 2014 var der en meget tynd, ung kvinde på forsiden af Matas’ blad Skøn, som afstedkom, at folk skrev, hun var alt for tynd på en ubehagelig måde. Der stod heldigvis en stor gruppe på de selvsamme sociale medier klar til at gå mod de ubehagelige kommentarspor.

Denne type opbakning ser vi desværre ikke, når tykke mennesker udskammes på sociale medier.

Tynde mennesker er repræsenteret i alle kulturprodukter. De får lov til at beskæftige sig med alle emner, og de får også lov at virke som om, at de repræsenterer noget mere diversitetsorienteret, som når Petra lærer at elske sin krop i ’Petra elsker sig selv’, eller når Meghan Trainor synger ’All About That Bass’ (en sang om, at mænd bedst kan lide kvinder med former, red.). De er jo ikke tykke, men de får på en eller anden måde lov til at repræsentere en type kropsdiversitet alligevel.

Når tykke mennesker lægger billeder op af sig selv på Instagram og skriver, at de elsker sig selv eller er ved at lære at elske sig selv, kan det meget vel afstedkomme dødstrusler - enten de direkte, eller de indirekte - som i hadefuld tone antager, at den tykke person på billedet har diverse sygdomme og dør lige om lidt. Det kan vi alt for godt for til. Tynde mennesker har ret til at lægge billeder op af sig selv og til at elske sig selv uden trusler og anden vold fra omverdenen.

Derfor er det et stort arbejde og temmelig radikalt, når tykke mennesker elsker sig selv i en verden, der helst så, at vi ikke brugte CO2 på at trække vejret.

Se, hvad vi ellers skriver om: Overvægt, Klumme, Samfund, Kropstype, Kropsidealer og Kropspositivisme