Boligindretning
SPONSORERET indhold

"Jeg kunne ikke skrue en pære i, inden jeg mødte min svigerfar, men nu har jeg lært at bygge et hus"

Det gamle kolonihavehus skulle egentlig bare renoveres, men det endte med en nedrivning og et nyt hus bygget udelukkende af genbrugsmaterialer. En proces der ikke kun gjorde Thomas til en ferm håndværker, men som også bragte ham tæt på svigerfar.

Af:: Mette Kirstine Brinch. Styling: Mette Helena Rasmussen Foto: Tia Borgsmidt
11. sep. 2017 | Bolig | BoligLiv

Thomas og Cecilie havde længe sparet op til et kolonihavehus, så de kunne bytte det hektiske byliv på Nørrebro ud med et grønt og fredfyldt fristed i weekender og ferier. Valget faldt på et hus, der blot skulle have udskiftet lidt her og der, og Thomas’ svigerfar, der er bygningssnedker, blev straks tilkaldt for at hjælpe til med renoveringen. Da gulvet som det første blev brækket op, spredte der sig en fæl lugt af råd, og svigerfars umiddelbare kommentar var ’Jamen skal vi så ikke bare rive det hele ned og bygge et nyt’. Det var den mest fornuftige løsning, men også en langt dyrere løsning end den parret oprindelig havde planlagt. Men ved at udføre al arbejdet selv og følge den simple regel at intet måtte koste noget, er det lykkedes parret at få et helt kolonihavehus til næsten ingen penge.

LÆS OGSÅ: Kolonihavehus: Velkommen i det grønne

Bygget med håndkraft

Hele familien har været inde over projektet og har hjulpet med at finde byggematerialer eller ting til indretningen. 

– Min mor fandt nogle billige vinduer i Den Blå Avis, og det viste sig at ejeren stod med et helt hus, der skulle rives ned. Det endte med Thomas og min far kom slæbende hjem med døre, vinduer, stikkontakter og et helt tag i bytte for nogle flasker vin, fortæller Cecilie. Helt uden hjælp fra maskiner har Thomas og hans svigerfar fjernet det gamle hus og gravet nyt fundament med en spade. Et hårdt arbejde, men Thomas mener, at det har været det hele værd.

– Jeg kunne ikke skrue en pære i, inden jeg mødte min svigerfar, men nu har jeg lært at bygge et hus. Han har været en god men også streng læremester, så jeg har lært utrolig meget. Og så opstod der et godt venskab under processen, siger Thomas, og Cecilie fortsætter, – Ja nu er det Thomas han ringer til i stedet for mig.

Det bedste fra begge verdener

Kolonihavehuset står nu flot og færdigt, og der er både blevet plads til køkkenalrum, et soveværelse, samt to små børneværelser. Og i forlængelse af køkkenet er der direkte udgang til en skøn overdækket terrasse, hvor udelivet nydes i al slags vejr.

– Vi føler os virkelig hjemme her, selvom vi ikke har boet her i lang tid. Det at man kender hvert et bræt og søm, gør at man bare får et helt særligt forhold til huset, siger Thomas. 

– Og så er det fantastisk at pakke Christianiacyklen med ungerne og en weekendtaske og kunne nyde naturen og udelivet hele weekenden. Og lige så fedt er det at forelske sig på ny i Nørrebro, hver gang vi cykler hjem igen, slutter han.

Kolonihavehuset set fra havelågen er et indbydende syn. I forlængelse af køkkenalrummet er der bygget en overdækket terrasse, hvor familien kan nyde udelivet i al slags vejr.
Trods sin begrænsede størrelse virker stuen lys og rummelig. Der er kig ind til parrets soveværelse, som fungerer som en ekstra lille stue i dagtimerne. Skabet er fra Ikea, og den blå glaslampe er fundet på Vig Loppemarked. Spisebordet er klunset fra Cecilies fætters kælderrum.
Der er masser af stauder og roser i den lille hyggelige have.
Køkkenet er fra Ikea og lavet for en slik. Overskabene, ovnen og emhætten er fundet i Ikeas roderum og var derfor ekstra billige. Køleskabet fik parret foræret og Wesco spanden er fundet i storskrald.

 

Den sorte lædersofa har parret fået af Cecilies søster og lampen er et loppefund.
For at skabe en skøn kolonihavestemning er der sat tapet på vitrineskabets bagvæg. Al service er loppefund.
Langs den ene side af den overdækkede terrasse er der sat en væg op, så der er læ selv på en blæsende dag. Vinduet i væggen er købt på dba.dk. Havebordet er fra Ikea og Marguerit-stolene er klunset.
Det gamle sengetæppe på Ingeborgs seng har tilhørt Cecilies søster. Gardinet har parret fået fra en nabo på Nørrebro, og billedet over sengen har Thomas lavet.
På husets ene side er der lavet udekøkken til de varme sommeraftener.
På Gregers’ værelse er der en hyggelig indretning med masser af træting. Drejebænken er en gave fra Cecilies fætter og holderen på væggen er fundet i storskrald.
En gammel malerstige fungerer nu som en cool reol. Underdelen blev ødelagt af vandskade på Nørrebro, så Thomas savede benene af. Maleriet har Thomas lavet.
Ingeborgs værelse er indrettet hyggeligt med en gammel skolepult fundet på et loppemarked, papirbolde og små træklodser fra loppemarkeder.

Anbefalet til dig