Knud Romer
SPONSORERET indhold

Knud Romer om sin sygdom: "Jeg var fuldstændig panisk"

Knud Romer er ved at blive blind. Nu slukker han selv lyset i et nyt podcast-talkshow på Talk Town, hvor han byder en hemmelig gæst ”Velkommen i Mørket’ foran et live-publikum.

Af: Laura Labarca Foto: Thomas Nielsen
26. feb. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Det var under redigeringen af sin seneste bog ”Kort over paradis”, at Knud Romer første gang blev klar over, at noget var helt, helt galt.

Forfatteren kunne ikke finde rundt i sine egne rettelser, og ordene flimrede for hans øjne. Kort tid efter kørte han i grøften tæt på sit sommerhus i Kragevig på Sydsjælland. Da Knud Romer kravlede ud af bilen og forsøgte at finde vej tilbage til vejen, fór han vild.

”Jeg kunne ikke se en hånd for mig. Jeg var fuldstændig panisk. Jeg så et lille lys langt væk og tænkte, at det var skovridderen, så jeg gik efter lyset, mens jeg råbte om hjælp. Der gik noget tid, så kom de med en stavlygte," forklarer Knud Romer, der har kraftigt nedsat syn på venstre øje, og allerede er blind på det højre.

Faktisk er det kun et spørgsmål om tid, før han mister synet helt, siger han til Euroman, der bringer et stort portræt af ham i det nyeste blad, der er på gaden 26. februar.

”Jeg har grøn stær, som har spist mine synsnerver som en tyv om natten, og jeg er blevet diagnosticeret for sent. Og jeg bliver blind,” siger Knud Romer, der har besluttet sig for at træde ind i mørket før tid.

I den nye Talk Town podcast ”Velkommen i mørket” sætter Romer hver uge en gæst i stævne i totalt mørke foran et live-publikum.

Hvordan taler vi sammen, når vi ikke kan se hinanden? Og hvordan lytter vi, når vi ikke danner os et forhåndsindtryk af den, vi taler med?

Det undersøger Romer, og undervejs bliver lytterne opmærksomme på, hvem gæsten er, og hvorfor Romer har inviteret netop denne gæst til en samtale i blinde.

Podcasten kan høres i Apple Podcasts, og optagelserne til nye programmer kan opleves live på Charlottenborg Kunsthal den 2. marts kl. 10 og kl. 13 samt den 4. marts kl. 18. Der er et begrænset antal pladser, billetterne er gratis. Tilmelding skal ske til info@euroman.dk

Anbefalet til dig