”Vi skrev bogen før corona-krisen, og der virkede nogle af vores idéer ret langt ude. Det er de ikke længere”.
Morgenthaler og Tüxen er aktuelle med ny bog

”Vi skrev bogen før corona-krisen, og der virkede nogle af vores idéer ret langt ude. Det er de ikke længere”.

En strikkeklub lyder umiddelbart som et fredeligt foretagende - men ikke i den nye roman Kød og fred. Her forvandler en tur i Køge Bio de tre medlemmer Anne-Mette, Jean og demente Vibse til klimaterrorister, der tager både vanvittige, desperate og ulovlige midler i brug i kampen mod kødindustrien.

”Vi skrev bogen før corona-krisen, og der virkede nogle af vores idéer ret langt ude. Det er de ikke længere”.

Sådan fortæller Anders Morgenthaler om arbejdet med den skæve og satiriske underholdningsroman Kød og fred, han netop har udgivet sammen med forfatter og radiovært, Marie Louise Tüxen.

Makkerparrets nye bog er nummer to ud af i alt tre fælles udgivelser, som sagtens kan læses uafhængigt af hinanden. Ifølge Morgenthaler og Tüxen går ét og samme tema dog igen i dem alle; midaldrende kvinder som ikke gider mere pis. Og specifikt i Kød og fred; tre midaldrende kvinder som ikke finder sig i mere klimaskade.

 

Fra strikkeklub til klimaterrorister

Marie Louise Tüxen og Anders Morgenthaler debuterede som forfatterpar i 2019 med romanen Helle Erobreren - om slagteren Helle der udgiver sig for at være kirurg på et sygehus.

I Kød og Fred møder vi i stedet Helles veninde Anne Mette, som mistede sit hestestutteri, ægteskab og størstedelen af sine tænder under en stor storm og oversvømmelse. Hun lever en trist og meningsløs tilværelse, indtil en biograftur med Leonardo DiCaprios barske klimadokumentar Before The Flood på skærmen ændrer alt – både for Anne Mette og de to andre medlemmer af strikkeklubben De Hårde Nåle, Jean og Vibse, hun er afsted med.

Pludselig går det op for den umage trio, at klimaet er gået amok, og at de ikke vil finde sig i mere fra kødindustrien. Men hvad kan en strikkeklub overhovedet gøre? De kunne fx prøve at lukke flytrafikken, sprøjte potenshæmmer i oksekødet eller juice et dyr med svinepest og sprede det i resten landet. Men det er selvfølgelig alt sammen blot hypotetisk …

”Jeg var nået til et punkt, hvor jeg følte, det var ligegyldigt at skrive om noget, der ikke var klimarelateret”, siger Anders Morgenthaler.

”Men de fleste orker ikke at høre den ene horror-historie efter den anden. Så det var vigtigt at sætte historien i Kød og fred ind i en humoristisk ramme og gøre den relaterbar og fantasifuld. Det har en større effekt end vrede og brandtaler.”

 

Lige til grænsen – og lidt til

Jo flere sider ind i Kød og fred man kommer, jo mere ekstreme bliver strikkeklubbens aktioner. Den skøre fortælling tager læseren lige til grænsen - og lidt til. Men den er samtidig også utrolig vigtig, mener Morgenthaler og Tüxen. De håber, at budskabet vil sætte tanker i gang, selvom det er pakket tykt ind i humor.

”Anders sagde flere gange: ’Malou, det kan være, de kommer efter os med høtyve, hvis nogen inspireres af det, der sker i bogen.’ Men vi har været enige om, at historien er lige så vigtig, som den er satirisk, og det skal vi turde”, fortæller Marie Louise Tüxen.

”Romanen er fiktion, men alligevel ikke så langt fra en virkelighed. Jeg ser da hellere Gretha Thunberg-vejen, men aktivisme har altid haft mange ansigter, også tvivlsomme. Jeg vil ikke opfordre til at inficere kød eller tage livet fra en masse svin, men jeg vil gerne opfordre til kamp – og det mere, end vi gør nu.”

Trods de vanvittige, ulovlige og naturligvis fiktive situationer, de tre hovedpersoner vover sig ud i, er den overordnede dagsorden faktisk bygget på reel research. Anders Morgenthaler har været klimaaktivist i flere år, og det skinner igennem. Den ellers sjove og gakkede handling har også en eksistentiel og politisk bund, der kun gør den ekstra underholdende.

”Jeg har beskæftiget mig med klimastoffet i mange år, så jeg kender til de fakta om kødproduktion, romanen tager udgangspunkt i. Derudover har vi trukket på et stort netværk af fagfolk og forskere, folk i tænketanke og ansatte i produktionen af kød. Bogen bygger 100% på rigtige data”, siger Anders Morgenthaler.

”Når folk læser vores bog, håber jeg, at den vil give lyst til at tage mere ansvar og handle. Hvordan de gør det, må de selv finde ud af.”

Mangler du en god pageturner til sommerferien?

FORSIDE KØD OG FRED.jpg

Kød og fred er anden bog fra Morgenthaler og Tüxen om midaldrende kvinder, som ikke gider mere pis. En sjov, tempofyldt og forbryderisk underholdningsroman om tre kvinder, som tager skæbnen og strikkepindende i egen hånd og går i krig mod kødindustrien.

Læs mere om bogen og køb her: