Kongehusets vilde år: Særligt ét billede høstede rekordmange likes  på Instagram
SPONSORERET indhold

Kongehusets vilde år: Særligt ét billede høstede rekordmange likes på Instagram

Kongehuset var populært som aldrig før på Instagram i 2020, hvor de delte ud af oplevelser fra deres liv. Vi har samlet familiens 10 mest populære billeder her.

Af:: Susanne Baden Jensen Foto: Franne Voigt/Kongehuset.dk
08. jan. 2021 | Livsstil | ALT.dk

Corona, rund fødselsdag – og pludselig alvorlig sygdom i den nærmeste familie.

Når Margrethe, Frederik og resten af kongehuset ser tilbage på 2020, havde de et på alle måder begivenhedsrigt år på godt og ondt, hvilket de også valgte at dele med deres følgere på Instagram.

LÆS OGSÅ: Margrethe ville ikke være dronning: Jeg løb ud af klasselokalet og stortudede

På ALT.dk har vi siden 2017 lavet en årlig top 10 over kongefamiliens mest populære billeder og opslag på det sociale medie, efter at kongehuset oprettede den officielle profil på det sociale medie i midten af 2016.

Dengang var det kronprinsen, der havde taget det første billede – som var af, ja, sin mor:

I 2017 var det mest populære billede et skolefoto af Vincent og Josephine, som fik lidt over 25.000 likes.

Året efter var det et privat snapshot af Frede og Mary på bagsædet af en bil, som løb med mest opmærksomhed, nemlig 54.000 hjerter. Og – indtil 2020 – har rekorden for flest likes til et opslag på profilen været et billede af en håndboldglad kronprinsefamilie i 2019, som høstede hele 66.000 likes.

Men sidste år kom der så for alvor gang i vores like-tommelfingre, når det gjaldt billeder på de kongeliges profil.

Alle billeder i top 7 har nemlig hver især fået flere likes end det hidtil mest populære billede fra året før – og dermed har det mest populære billede fra 2020 også slået alle rekorder som kongehusets mest likede billede til dato.

Måske har du også liket det?

Se med, når vi her tager et tilbageblik på opslagene med flest ”hjerter” på Kongehusets Instagram-profil i 2020:

10. Hurra for Frede!

Kronprinsen fyldte 52 år den 27. maj, og den elegante sølvræv blev også hyldet med masser af hjerter online.

9. Sommerhilsen 1

Prinsesse Marie fangede et ægte "Kodak-moment", da en glad prins Joachim i sommer var omgivet af sine fire børn på familieslottet i Frankrig. Familiens sommerhilsen fra Château de Cayx blev da også det 9. mest populære opslag sidste år. 

8. Langhåret Daisy

Det er sjældent, at dronning Margrethe viser sig offentligt med løst hår. Men da hun blev vækket af fødselsdagssang fra sit personale – på behørig afstand – valgte hun at lade morgenhåret hænge. Og at dele den private stund med følgerne på Instagram.

7. En alvorlig tale

”Jeg har en appel til alle…”

Den seriøse mine var på, mens dronningen talte til folket, fordi corona-virkeligheden for alvor ramte landet i marts 2020.

6. Surprise, farmor!

Alle otte børnebørn var gået sammen om at lave en overraskelseshilsen til deres fælles farmor på hendes 80-års fødselsdag. Der var både et hjemmelavet ”tillykke”-skilt – og en sød video i opslaget.

5. Overhovedet og tronfølgerne

En farmor-hånd lægges ovenpå unge prins Christians hånd. I forbindelse med dronningens fødselsdag blev der taget tre kunstportrætter af Margrethe side om side med de to øverste i tronarvefølgen, altså hendes ældste søn og hendes ældste barnebarn.

På Instagram blev det uddybet, at motiverne i fotoserien ikke kun var fotografens idé, men også skete på baggrund af dronningens ønsker.

4. Hundelufteren

På dronningens fødselsdag delte kongehuset dette foto, der på imponerende vis nærmest fremstår som et maleri. Det blev da også årets fjerde mest likede. Og selvom dyr er populære på sociale medier, var det nok ikke kun, fordi der var en hund med på billedet…  

3. Sommerhilsen 2

Selvom om sommerferien var præget af corona-begrænsninger, havde Frede, Mary og børnene alle store smil på læberne, da de efter en sommer rundt om i det danske land på årets sidste sommerdag delte en hilsen – til glæde for de mange følgere. 

2. Vildt corona-hår

Mange grinede med, da Frede viste sin ”corona-manke” (se billede 2) – og der blev også liket i stor stil, da kronprinsen delte sin glæde, fordi frisører måtte åbne for kunder igen efter forårets nedlukning.

1. To brødre, side om side

Alvorlig sygdom ramte kongehuset, da prins Joachim i juli fik en blodprop i hjernen og måtte opereres. Familien udbad sig ro, og i august kunne de til manges glæde så dele det første billede, som offentligheden så af prins Joachim efter blodproppen. Det skete en uge efter udskrivelsen fra hospitalet, da han fik besøg af sin storebror.

Med næsten 92.000 hjerter er billedet af de to brødre sammen på vinslottet Château de Cayx det mest likede nogensinde på kongehusets profil.

Årets mest sete video

Anbefalet til dig