Guide til London: Shoreditch byens rå hotspot
SPONSORERET indhold

Guide til London: Shoreditch byens rå hotspot

Glem alt om Notting Hill og Camden – Shoreditch i Østlondon er fortsat it-stedet i Englands hovedstad. Mød Kate Moss på bydelens cool rawfood-restaurant, drik kaffe med designeren Richard Nicoll på baren The Boundary og rend ind i Vogues redaktører på den lokale bowlingbane.

05. aug. 2013 | Livsstil | Eurowoman

Rawfood vs. steaks

Saf er tyrkisk for ren – og det er, hvad du kan forvente dig af maden serveret på restaurant Saf. Med en beliggenhed i hjertet af Shoreditch tiltrækker det hippe spisested et trendy crowd (Kate Moss er blandt stamgæsterne), der spiser sig mætte i raw food som hørfrø-tacos med ananas-salsa, samtidig med at de sipper til en botanisk Bellini med grapefrugt, selleri og Prosecco-bobler. Er du ikke til det grønne mad, kan du i stedet vælge Londons cool New York-inspirerede hangout Cantaloupe, hvor du kan mæske dig i saftige argentinske bøffer og chunky fritter, samtidig med at du nyder et glas vin fra deres imponerende vinkort.


Saf, 152-154 Curtin Road, Safrestaurant.co.uk/shoreditch

Cantaloupe, 35-42 Charlotte Road, Cantaloupe.co.uk

Drøm dig væk

Hos Shoreditch Rooms er alle værelser udstyret med økologiske Cowshed-produkter, dvd’er, spil, bøger og betagende skylineudsigt. Overnatter du på det mondæne hotel, giver det dig adgang til det eksklusive Shoreditch House, som ellers kun er for medlemmer. Her kan du nyde din morgenmad eller drikke en pre-dinner cocktail ved poolen på deres udsøgte tagterrasse. Dobbeltværelse fra ca. 795 kr.


Ebor Street,

Shoreditchhouse.com

Fortsætter på næste side...

Celeber bowling

Efter at britisk Vogue skød en serie med it-pigen Daisy Lowe i All Star Lanes bowlinghal, og Harpers Bazaar har udnævnt stedet til Londons mest cool hotspot, er den blevet et samlingspunkt for fashionable londonere. Især fredag og lørdag aften er den et besøg værd – stemningen er sydende, når stedets dj fra kl. 21 til midnat spiller sprøde tunes til kugletrilningen. Med bowlinghallens referencer til amerikansk retrostil a la 50’erne findes der selvfølgelig også en diner, som serverer burgere, spareribs og fadøl.


95 Brick Lane,

Allstarlanes.co.uk

Shop ’till you drop

Butikken Start er en drøm for enhver fashionista. Her kan du få fat i de nyeste tasker fra Alexander Wang, Nicholas Kirkwoods cool sko og de fineste kjoler fra Carven. Er du mere til vintage, kan du gå på skattejagt i House of Liza, som byder på et fint udvalg af tøj og accessories fra 50’erne til 90’erne, og på bøjlerne finder du kjoler fra både Jil Sander, Jean Paul Gaultier og Thierry Mugler. Er du på skønhedsshopping, kan du kigge forbi australske Aesops første butik i London, hvor hylderne er fyldt med økologiske cremer og sæber.


Start, 42-44 Rivington Street, Start-london.com

House of Liza, 199 Kingsland Road, Houseofliza.co.uk

Aesop, 5a Redchurch Street, Aesop.com

Cocktail hour

London bugner af klassiske engelske pubber, men Shoreditch-området byder også på mange andre pitstops for dig, der er til mere end blot lunkne pints. Første stop er Lounge Lover, hvor du kan tage plads i de antikke møbler og nyde en eksotisk cocktail eller et glas kølig hvidvin. Slå derefter vejen forbi baren Callooh Callay – et besøg værd bare for dens quirky indretning, som er et miks mellem Alice i Eventyrland og moderne retro. Fuldend aftenen med at danse natten væk på den hippe klub Cargo, og kurer dagen derpå-tømmermændene med en søndagsbrunch på The Boundarys fantastiske tagterrasse.


Lounge Lover, 1 Whitby Street,
Loungelover.co.uk

Callooh Callay, 65 Rivington Street, Calloohcallaybar.com

Cargo, 83 Rivington Street, Cargo-london.com

The Boundary, 2-4 Redchurch Street, Theboundary.co.uk

Se også: 8 gode grunde til at tage til Sydney
Se også: 8 gode grunde til at tage til Wien