Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Dronning Margrethe
Foto: Les Kaner

Kunsten at være dronning

Dronning Margrethe har levet et usædvanligt liv. Fra hun som barn under krigen sad i kælderen på slottet, når sirenerne gik, til hun som voksen stod på Det Kongelige Teater og modtog applaus for sin scenografi. I anledning af sin 75-årsfødselsdag giver majestæten her et eksklusivt indblik i sit liv.

Udgangspunkt
– Krigens tid er et af de helt grundlæggende udgangspunkter for hele min holdning til mange, mange ting. Jeg kan huske en del ting fra besættelsestiden, hvor jeg dog kun til allersidst blev klar over, at det var en exceptionel tid. At der var en undtagelse i den måde, det hele foregik på. Jeg levede meget trygt herhjemme med mine forældre, og de undlod altid at tale om dagsaktuelle emner foran mig, fordi jeg også som lille var et meget snakkende væsen, og det, jeg hørte, ville jeg kunne plapre ud med alle steder, og folk ville vide, hvor det kom fra. Derfor blev krigen aldrig nævnt, og det eneste, jeg oplevede, var, at vi gik i kælderen, når der var luftalarm. Som jeg husker det, var der ikke nogen nervøsitet over det, det var bare noget, vi gjorde, når sirenen lød.

– Sommeren 1944 tilbragte vi i en lejet villa i Vedbæk nede ved vandet. Der var en dejlig badebro, og det var en fantastisk varm sommer, så vi var ustandselig i vandet. Der var en hvepseplage uden lige det år, og selvfølgelig blev alle stukket før eller siden. Men det var ikke det eneste, der var lidt ubehageligt. Der var nemlig også somme tider en tysk flyver, der fløj meget lavt hen over strandene. Om det var for at se på damer, for at genere, eller fordi de bare ikke vidste, hvad de skulle, det ved jeg ikke, men jeg kan huske, at jeg stak i et hyl hver gang, fordi det larmede, og jeg var meget bange for larm som lille. Når det skete, stod min far på badebroen og truede op mod flyveren, mens han råbte: "Ahhh, det bras!" Det lagde jeg mærke til.

– Den dag i marts 1945, hvor Shellhuset blev bombet, var jeg ude og gå tur med min barnepige i Østre Anlæg, hvor vi tit gik. Pludselig lød sirenerne, og vi måtte skynde os over til Østerport Station, hvor der blev ringet hjem, og så blev jeg hentet i bil fra palæet. Det gjorde, at jeg opdagede, at der var noget helt særligt på færde. Da jeg kom hjem, stod min far på trappen med åbne arme, og jeg spurgte ham: "Far, var det noget bras?" "Nej", sagde han, "det var englænderne." På det tidspunkt vidste vi jo ikke, hvor galt det også var gået inde på Den Franske Skole. Og jeg forstod i hvert fald, at det med England, det var noget godt. På mit værelse havde jeg også tre flag stående i vinduet. Et dansk flag, et svensk flag og så Union Jack. Og modstandsmanden Ebbe Munck, som senere blev min hofchef, har fortalt mig, at når der var nogen, der skulle evakuere engelske flyvere ud af København, så tog de dem lige en runde over Amalienborg Slotsplads, så de kunne se det engelske flag i mit vindue.

– Jeg husker også tydeligt den 4. maj om aftenen. Jeg blev vækket, fordi folk stod og råbte hurra, og jeg ikke kunne forstå, hvorfor der blev råbt hurra om foråret, for min farfar, Christian 10., havde fødselsdag om efteråret, men så viste det sig jo, at det var befrielsen. Far og mor tog mig ned i stuen, jeg fik gul sodavand, og det var IKKE noget, jeg fik ret tit, så det var meget, meget, meget fint. Og så tilbragte vi mere eller mindre hele den følgende dag i kælderen, fordi der blev skudt fra den anden side af havnen mod København. Der blev også smadret nogle vinduer hos os, men det var ikke dramatisk. Jeg oplevede det mere som vanvittigt spændende, og når ens forældre er glade, er man jo ikke bange som barn.

– De første uger efter befrielsen havde vi frihedskæmpere, der gik vagt nede i haven. Min far havde fået en stor dåse bolsjer fra Sømods Bolcher, det fik han hvert år til sin fødselsdag, og jeg kan huske, at jeg var nede for at byde en af frihedskæmperne på et bolsje. De gik rundt dernede i cottoncoats og med armbind og maskinpistol, og det var meget spændende. Mange, mange år senere, da jeg var på min Sydamerika-rejse i foråret 1966, traf jeg en lidt ældre dansker i Uruguay, som spurgte, om jeg mon kunne huske, at jeg havde budt ham bolsjer i haven lige efter befrielsen. Og det kunne jeg jo godt. Jeg blev så glad, for jeg havde altid bildt mig ind, at jeg kunne huske det, men ingen andre kunne huske det og tænkte nok, at det udsprang af min gode fantasi. Men det var altså rigtigt nok. Mærkeligt, hvor verden kan være lille.

LÆS OGSÅ: Se dronningens smukkeste kjoler gennem tiden

Udviklingspunkt
– Fra 1955 til 1956 var jeg på kostskole i England. Det var et meget vigtigt punkt for mig, fordi jeg fik lov til at være hjemmefra på egen hånd et helt år. Jeg syntes, det var pragtfuldt! Jeg savnede altså ikke at være hjemme et øjeblik. Mine stakkels forældre syntes faktisk, at det var lige rigeligt, at jeg faldt SÅ godt til på skolen, for jeg glemte vistnok at skrive breve i lang tid. Det var ikke så godt.

– At gå på kostskolen var et mere frit liv for mig. Og skolen var organiseret på den måde, at vi var omkring to årgange i hver klasse, og så blev man undervist efter niveauet. Jeg gik i den ældste klasse som 15-16-årig, og hele den ældste klasse var ansvarlig for de yngre elever. Det var noget HELT nyt for mig, pludselig at skulle tage vare på andre mennesker. Derhjemme var jeg fire og seks år ældre end mine søstre, og vi havde hjælp i huset, så jeg havde nok ikke taget mig særligt meget af dem, ha, ha. Jeg var vist ikke verdens mest morsomme storesøster at have. Bortset fra, sagde mine søstre, når de arvede mine skolebøger, for der var altid små, sjove tegning-er på alle siderne.

Omdrejningspunkt
–Der er mange aspekter i ens tilværelse, som er væsentlige. For mit vedkommende er det først og fremmest min stilling som dronning. Det er begyndelsen og enden på det hele. Det er det, det hele drejer sig om, også når jeg laver helt andre ting. Selvom jeg synes, det er mægtigt sjovt at lave scenografier, og jeg elsker at male og tegne, så er det altså ikke det, det egentlig handler om. Det prøver jeg altid at være opmærksom på. På den anden side ville jeg ikke være sådan, som jeg er, hvis jeg ikke havde begge dele i mit liv. At kunne udøve noget på den kunstneriske side betyder enormt meget for mig. Det er ikke kun et frirum, det er meget mere end en hobby. Kunsten er et sted, hvor jeg lader op, og hvor jeg kommer af med en anden form for energi end den, jeg ellers bruger af i min hverdag. Kunsten giver mig noget at gå videre med i min stilling som dronning, og det at være dronning giver mig noget i forhold til kunsten. Hvis man skal sige noget negativt om det, kan man sige, at de to ting sammen giver et vist pres, men igen – der kommer altså ikke noget ud af tuben, hvis man ikke trykker på den! Jeg mærkede nok presset mest, inden jeg tog skridtet fuldt ud og sagde all right, jeg vil meget gerne udøve min kunst, og jeg vil også gerne vise den frem. Og så må det være, som det er. Jeg må tage de smæk, der kommer, for der kommer selvfølgelig smæk, når man stiller sig frem. Men jeg synes, at jeg mærker en større og større forståelse for, at sådan er jeg nu engang indrettet. Folk prøver at se på det, jeg laver, med et – synes jeg selv – velvilligt blik.

– At være dronning er en forpligtelse. Jeg tror ikke, at man har det godt, hvis man ikke har en forpligtelse et eller andet sted i sin tilværelse. Ud over forpligtelsen som dronning ligger mine forpligtelser – og dermed omdrejningspunkter – i kunsten og i familien, som selvfølgelig også spiller en stor rolle for mig, selvom jeg absolut ikke er verdens bedste bedstemor. Mine børnebørn får nok ikke lige så meget tid, som mange andre børnebørn gør. Men jeg glæder mig enormt meget over dem, det er nogle herlige unger, synes jeg. Det er dejligt at se dem vokse op og se, hvor fint de udvikler sig alle sammen. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg ikke rigtigt får lavet så mange kreative ting sammen med mine børnebørn. Vi har da tegnet somme tider, og det er også mægtigt sjovt, men jeg er ikke nogen særligt god pædagog. Nej, det er jeg altså ikke. Jeg er nemlig ikke i besiddelse af nogen form for engleagtig tålmodighed. Og det kræver det, hvis det virkelig skal blive til noget.

– At være bedstemor er noget helt andet end at være mor, fordi man som bedstemor netop ikke hele tiden skal tænke på, om det nu går dem godt i skolen, og om de har husket at sige pænt goddag. Man skal ikke have hånd i hanke med sine børnebørn på samme måde, som man skal have det med sine børn. Til gengæld glæder man sig dobbelt så meget over det, når man ser, at de faktisk går hen og siger pænt goddag. Det er mine børnebørn rigtig flinke til, og det er dejligt. Det lyder måske som en lille ting, men i vores tilfælde er det i hvert fald ikke nogen lille ting, at man kan sige pænt goddag til folk, også selvom man ikke kender dem. Det er nødvendigt, at børn i vores familie kan sådan noget, og det synes jeg, de kan alle sammen efterhånden. De er næsten alle over det punkt, hvor de står helt generte og trykker sig. Nogle er mere generte end andre, men man kan hjælpe børn over den generthed, hvis man fortæller dem, at hvis de tør stå frem, så får de en masse igen. Jeg lagde mærke til, at ikke mindst de to store gjorde det rigtigt godt, da kronprinsparret var på Grønlandstur for nylig, og der var jeg lidt stolt. En stolt farmor.

LÆS OGSÅ: "Der var ingen divatendenser i samarbejdet med dronningen"

Vendepunkt
– Det store vendepunkt var naturligvis, da min far døde, og jeg blev dronning. Det var også et punkt, som jeg altid havde vidst, ville være der. Jeg skulle se det i øjnene, og det blev jeg forberedt på af mine forældre. Min far omfattede mig med meget stor varme og havde en – sikkert urimelig – tiltro til, at jeg nok skulle klare det. Og det støtter jo, når man bliver mødt med, at det skal man nok klare. Derfor føltes det egentlig meget naturligt, da det skete, men det er klart, at det var en mægtig omgang. Et stort spring, for nu gjaldt det pludselig. Bevidstheden om, at min far havde glædet sig over, at jeg skulle efterfølge ham, var også med til at gøre, at det virkelig betød noget.

– Det var en meget stærk oplevelse at stå på balkonen, da jeg blev udråbt som dronning. Det var en iskold januardag, og jeg havde set nogle fotografier fra min fars udråbelse, hvor der var sort af mennesker foran Christiansborg, og jeg tænkte ved mig selv, at det ville man ikke komme til at se igen. Men der VAR sort af mennesker, og det gjorde et voldsomt indtryk på mig. Det var i 1972, lige midt i tiden med ungdomsoprør, provoer og alt det der, og så var pladsen alligevel fuld af folk i alle aldre. Det føltes virkelig som en kolossal støtte, at folk gerne ville være der på det tidspunkt på den dag.

– Sorgen over at have mistet min far hørte med. Jeg var dybt berørt over at have mistet ham, men det, at jeg vidste, at det var min bestemmelse, og at min far var meget glad for min bestemmelse, gjorde, at det ikke var sorgen, der lå øverst lige den dag, jeg blev udråbt. Senere mærkede jeg sorgen og savnet. Særligt i løbet af det første år. Hver gang, jeg gjorde noget for første gang, som min far havde plejet at gøre, tænkte jeg på ham. For eksempel den første gang, jeg gik ombord på Dannebrog som dronning – det var med en stor klump i halsen. Men samtidig var det også med en kæmpe glæde. Min far elskede det skib, og jeg havde også holdt af det gennem hele min barndom.

– Min mor var fantastisk i forhold til, at det nu var mig, der var statsoverhoved. Hun havde altid set i øjnene, at det ville blive sådan, hvis hun overlevede sin mand, hvad hun jo nok regnede med, fordi hun kom af en familie, der var overordentlig langlivet, og selv var hun jo 11 år yngre end min far. Vi havde tit spøgt lidt med det i familien, og min mor havde altid sagt, at hun nok blev vældig gammel. "Og hvad så med en anden en?", sagde min far. "Åh ja, undskyld", svarede hun så.

– Min mor tog det fantastisk flot, da min far døde. Det ser man jo tit, når nogen bliver alene, at de første uger eller måneder går mægtig godt – man kører på en adrenalinbølge – og så kommer tilbageslaget. Det skete også for min mor. Hun fik nogle rigtig vanskelige måneder bagefter, tror jeg. Men hun kom over det og indrettede sig på en ny måde i Frederik VIII's Palæ. Hun indrettede også Kancellihuset oppe ved Fredensborg Slot, så hun havde sin egen hoveddør og sin egen have ikke mindst, som betød så kolossalt meget for hende. Der havde hun tit mulighed for at have børnebørnene på besøg, og det var altid en stor fornøjelse for alle parter. HUN var nemlig en virkelig god bedstemor.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

Midtpunkt
– Det kan man meget nemt vænne sig til at være, ha, ha. Det kan godt være, at jeg endda har vænnet mig for godt til det, for jeg startede med at være enebarn i fire år, derefter var jeg ældste søster, og så fik jeg den særlige stilling, der kom af, at Grundloven blev lavet om i 1953, så jeg skulle være min fars efterfølger. Det er klart, tendensen til at blive en slags midtpunkt, den var der jo hele tiden. Til gengæld brød jeg mig ikke om at være midtpunkt, fra jeg var omkring 12 til 16 år. Der ville jeg helst, at der ikke blev fokuseret så meget på mig. Måske har det også været sådan senere, men med alderen er jeg nok blevet bedre til at svinge imellem, at nu skal det være, og nu skal det ikke være. Jeg kender dog også godt til det med ikke at blive bemærket, særligt i udlandet, og det er en rigtig udmærket ting, som er vældig god at lære af.

– Kronprinsen har også levet med et stærkt fokus, siden han var meget lille. Han havde, som de fleste unge, nogle år, hvor det ikke var spor nemt at være kronprins og sin meget fyldende mors ældste søn. Men han har lært det meget fint, og nu er han jo både gift og hjemfaren og hviler flot i sig selv. Han kender sit potentiale. Jeg har, fra han var helt lille, gjort meget ud af at fortælle ham, at der både er et ansvar, men også umådeligt mange glæder forbundet med den position, han har. Det er vigtigt, og det tror jeg i høj grad, at han er bevidst om i dag. Han er en voksen mand med kone og fire børn, og de har virkelig fundet deres plads og gør det vældig godt begge to. Der har i høj grad ligget en opgave for mig i at lære kronprinsessen nogle ting, men jeg har prøvet ikke at fylde for meget over for hende. Hun skal have lov til at blive sin egen, og hun skal ikke gøre alting, som jeg gør det, og det gør hun heller ikke. Hun gør ting, som jeg ikke kan, og hun kan ting, som jeg ikke har nær så let ved at gøre. Det er rigtig værdifuldt.

Svagepunkt
– Jeg har i hvert fald aldrig haft særligt nemt ved at passe tiden. Det er absolut en af de ting, man gerne skulle kunne i min stilling, men det er ikke så nemt for mig. Når jeg gør mig tilstrækkelig umage, så klarer jeg det, og ellers er det heldigvis sådan – og det er så en af de fordele, jeg har frem for så mange andre – at jeg har mange mennesker om mig, som hjælper mig med at overholde programmet. Jeg kan glemme tiden, når jeg fortaber mig i en bog, eller når jeg tegner, maler eller laver decoupage. Og når der så er en, der siger, at nu er der et kvarter til, at jeg skal gå, så bliver det lidt huhej, fordi jeg skal nå at rydde op, vaske pensler og have limen af fingrene.

Højdepunkt
– Mit livs virkelige højdepunkter ligger i mine tre omdrejningspunkter. Dels i familien, hvor mit bryllup naturligvis var et af højdepunkterne, fordi man pludselig er to og starter en familie, dels i min stilling som dronning og dels i de kunstneriske oplevelser, jeg har haft, hvor jeg har været med til at få noget til at ske. Det har i høj grad været i de scenografiske opgaver, hvor alle gør deres yderste for, at forestillingen skal virke. Jeg har lavet scenografi og kostumer til flere balletter, og det har altid været en stor oplevelse. Man kommer med sine tegninger, man snakker det igennem, og de finder frem til, hvordan det skal sys. Jeg er med til at vælge farver og stoffer, jeg ser kostumerne undervejs i processen, og så kommer det punkt, hvor jeg ser, hvordan det hele folder sig ud og mine egne tegninger bliver tredimensionelle og bevæger sig. Det er en fantastisk glæde. Og det er altså højdepunkter.

– Det første og måske allervoldsomste var, da vi havde premiere på "Et folkesagn" tilbage i september 1991. Det er sædvanligt ved en premiere, at alle kunstnerne bliver kaldt frem sammen med koreograf, instruktør og scenograf, og jeg stod der på Det Kongelige Teaters Store Scene og der blev klappet. Det var en meget, meget stærk oplevelse. I det øjeblik tænkte jeg på min far, som elskede teater. Jeg tænkte, hvad han ville have tænkt, hvis han havde set sin datter stå på Store Scene og neje til applausen. Jeg tror, han ville have været stolt. Jeg forestillede mig, at han ville have sagt, at det var ganske godt gået.

– Jeg kan ikke lade være med at udtrykke mig kreativt. Jeg tegnede som barn, det gør de fleste, og holdt ikke rigtig op, selvom jeg havde en periode, fra jeg var omkring 15-18 år og indtil næsten 30, hvor jeg nok beskæftigede mig lidt med det, men ikke rigtig troede på, at det virkelig var noget. Men pludselig opdagede jeg, at jeg ikke kunne undvære det. Alt, hvad der har med farver at gøre, betyder kolossalt meget for mig. Jeg tænker i farver. For eksempel ville jeg også gerne have en sommerregnfrakke, som ikke var kedelig, som en sommerregnfrakke gerne er. Der skulle være nogle farver på. Så jeg tænkte, hvorfor i alverden ikke købe noget af det der plastikbehandlede stof, som man lægger på borde, og som har nogle gode farver. Jeg fandt noget i England, og så fik jeg Jørgen Bender til at sy en regnfrakke af det, som jeg holder vældig meget af. Jeg ved godt, at den er temmelig rabalder-farvet! Men hvis man ankommer en sommerdag med Dannebrog, hvor det styrtregner, så er det jo ikke særlig festligt at ankomme i en eller anden trist regnfrakke eller en gennemsigtig plastikregnfrakke, hvor man ligner et omvandrende drivhus. Nej, så vil jeg have noget på, hvor jeg ikke bliver våd på mit ordentlige tøj, men hvor jeg stadig kan vise folk, at jeg kommer her til en festdag i byen, og jeg er også så festklædt, som jeg nu kan være i forhold til vejret.

Nulpunkt
– Dem har vi selvfølgelig alle sammen. De er ikke sjove. Men de kommer, når de kommer. Og når man står i dem, kan man ikke rigtigt forestille sig, hvordan der ser ud på den anden side, men man kommer jo ud af det alligevel på et eller andet tidspunkt. Man vågner en morgen, og så er solskinnet udenforstærkere end det, man mangler indeni. Pludselig er det hele alligevel til at have med at gøre.

Synspunkt
– Jeg føler, at det er væsentligt, at det, jeg siger i min nytårstale, er noget, som jeg kan stå inde for. Når det nu er sådan, at folk gerne vil følge nytårstalen, så skal man også gøre sit allerbedste for, at det, man kommer med, er noget, som folk kan have glæde af. Både emnerne men også de ord, der siges, er vigtige for mig. Det betyder noget for mig, hvordan ord lyder, så derfor gør jeg meget ud af, at det bliver et smidigt sprog og somme tider lidt markant.

– Nogle gange har jeg punkter, som jeg er helt sikker på, at jeg gerne vil have med. Men for det meste er det sådan, at jeg får et udkast fra Statsministeriet, som jeg sætter mig ned og ser grundigt på. Jeg finder ud af, hvor meget af det, jeg vil sige, hvad jeg vil formulere anderledes, og om der er noget yderligere, som jeg vil sige.

– Nytårstalen er en fin mulighed at have til at få sagt nogle ting. Det er en lejlighed, hvor det virkelig gælder. Min far havde så mange gode udtryk. Han havde blandt andet et udtryk, der lød: "Det skal ikke være lirumlarum katten gør æg." Ja, jeg ved ikke, hvor det stammer fra, det er sikkert et ældgammelt udtryk. "Lirumlarum katten gør æg", det er, når det bare er en sludder for en sladder, og man ikke rigtig er med i det selv. Og det sidste er fantastisk vigtigt. Man skal være med i det, man siger. Selvom man har været med til at skrive det, skal man yderligere være "på", når man holder sin tale. Man skal virkelig føle, at det her skal jeg sige. Og derfor er jeg så glad for, at det er en tale, der bliver holdt i en direkte udsendelse og ikke kommer på dåse. For så ved jeg, at når jeg ser ind i kameraet, så ser jeg ind i folks stuer og ikke bare på et eller andet, der snurrer rundt.

Kogepunkt
– Det er et af de punkter, vi lader ligge. Det er klart, at det kan koge, og alene af den grund skal der ikke snakkes om det, ha, ha.

LÆS OGSÅ: Robert Hansen om at leve med en kunstig hjerteklap og dødsangst
LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"
LÆS OGSÅ: Fallulah: ”Jeg havde nogle svære år i tyverne med social angst og mindreværd”

75 år

16. april 2015 fyldte H.M. Dronning Margrethe 75 år.

Danmarks regent siden januar 1972.

Gift siden 10. juni 1967 med H.K.H. Prinsgemalen.

Mor til H.K.H. Kronprins Frederik (1968) og H.K.H. Prins Joachim (1969) og farmor til otte børnebørn.

Som kunstner har H.M. Dronning Margrethe blandt andet udstillet på Aros og Arken. Har siden 1991 stået bag scenografien til flere balletter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Dronning Margrethe