Lady Gaga
SPONSORERET indhold

Lady Gaga blev gravid efter voldtægt: ”Jeg fik et psykisk sammenbrud”

Den amerikanske sanger Lady Gaga fortæller i en ny dokumentarserie, hvilke konsekvenserne det har haft, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb som 19-årig.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Getty
21. maj. 2021 | Livsstil | ALT.dk

”Jeg fik et psykisk sammenbrud, og i flere år var jeg ikke den samme pige.”

I Oprah Winfrey og Prins Harrys nye dokumentarserie ”The Me You Can’t See” fortæller Lady Gaga om det seksuelle overgreb, hun blev udsat for som 19-årig, hvor en unavngiven musikproducer bad den unge sanger om at tage sit tøj af – og hvis ikke, hun gjorde det, ville han brænde hendes musik.

”Jeg frøs bare – og jeg – jeg husker det ikke engang,” siger Lady Gaga om overgrebet, men deler også nu for første gang, at hun blev gravid, skriver flere amerikanske medier

”Først følte jeg smerte, så var jeg følelsesløs,” siger hun.

”Og så var jeg syg uge efter uge efter uge, og jeg indså, at det var den samme smerte, jeg følte, som da personen, der havde voldtaget mig, efterlod mig gravid på et gadehjørne ved mine forældres hus, fordi jeg kastede op og var syg. Fordi jeg var blevet misbrugt. Jeg var låst ude af mit studie i måneder.”

Den amerikanske sanger vil ikke dele musikproducerens navn, men siger, at hun godt forstår, at mange kvinder har haft et behov for at dele navnet på deres overgrebsmand, men det har hun ikke.

”Jeg forstår MeToo-bevægelsen, og jeg forstår, at nogle mennesker har det okay med at dele det, men det har jeg ikke. Jeg vil aldrig nogensinde møde det menneske igen.”

”Jeg har det dårligt”

I 2016 åbnede Lady Gaga, som i virkeligheden hedder Stefani Joanne Angelina Germanotta, for første gang op om, hvordan det seksuelle overgreb, hun blev udsat for, har påvirket hendes liv efterfølgende.

I forbindelse med et besøg på et herberg for unge hjemløse i LGBT-miljøet i New York fortalte den dengang 30-årige amerikanske sanger, at hun havde udviklet PTSD (posttraumatisk stress, red.) som følge af oplevelsen:

”Jeg har ikke de samme slags problemer som jer, men jeg har en psykisk sygdom, og jeg kæmper med den psykiske sygdom hver dag, fortalte hun de unge, der selv kæmper med fattigdom og problemer i familien,” sagde hun blandt andet dengang.

Men i den nye dokumentar fortæller den kendte sanger, at hun ikke kun udviklede PTSD, men at hun også har dealet med andre psykiske udfordringer i tiden efter overgrebet.

Blandt andet at hun har været selvskadende.

”Og når jeg siger, at jeg har det dårligt, så mener jeg, at jeg har lyst til at skære i mig selv. Tænker på at dø. Overvejer, om jeg nogensinde vil gøre det. Jeg har lært alle måder at få mig selv ud af det,” siger hun og forklarer, at mange mennesker ikke forstår, hvad det vil sige at være selvskadende.

For de psykiske mekanismer, der er på spil, mener hun, er med til at fastholde folk i det.

”Det, der er så interessant, er, at den linje, der er imellem, at jeg føler, jeg har lyst til at skære i mig selv og ikke har lyst til at gøre det, er meget tæt på hinanden. Alle tror, at det er en lige linje, at det er som enhver anden virus, hvor du bliver syg og bagefter bliver kureret. Det er ikke sådan. Det er bare ikke sådan. Og faktisk tror jeg, at det er det, der fanger folk,” siger hun.

Det hjælper at dele

For Lady Gaga har det hjulpet at tale med andre om sine problemer, og det er også derfor, hun vælger at dele de problemer, hun har, i dokumentarserien.

”Jeg fortæller ikke denne historie for min egen skyld, fordi – for at være ærlig – så er det svært at tale om. Jeg føler en masse skam omkring det. Hvordan forklarer jeg mennesker, at jeg har privilegier, jeg har penge, jeg har magt, men at jeg har det elendigt? Hvordan gør du det?,” spørger hun retorisk.

”Jeg er ikke her for at fortælle min historie til dig, fordi jeg vil have, at alle skal have ondt af mig. Jeg har det fint. Men åben dit hjerte op for andre. Fordi, jeg siger dig, jeg har været igennem det, og folk har brug for hjælp. Det er en del af min heling: at være i stand til at tale med dig.”

Anbefalet til dig