Lærke Winther: ”Det er jo et forfærdeligt ansvar at have”
SPONSORERET indhold

Lærke Winther: ”Det er jo et forfærdeligt ansvar at have”

Vrede er en følelse, som har fyldt meget hos skuespiller og forfatter Lærke Winther. Indtil hun fandt ud af, at vreden faktisk dækkede over, at hun var ked af det, fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Af:: Emilie Dreyer Kampmann og Sara Wilkins Foto: Peter Nørby
04. sep. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Et menneske kan have flere blinde vinkler, og for skuespiller Lærke Winther har vrede været én af dem.

”Jeg har tidligere i mit liv været meget vred og senere opdaget, at jeg bare var ked af det. Vrede er jo bare en beskyttelse, hvor der ofte ligger noget lige neden under, som man er ked af. Så man er nødt til at finde ud af, hvorfor man er ked af det. Og når man har fundet ud af det og er kommet over det, så er man pludselig ikke så vred mere”, siger hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Her forklarer hun, at hun øver sig i at være mere blid over for sig selv og sige "pyt" lidt oftere.

”Jeg har blandt andet lært, at det ikke kan betale sig at holde fast i vreden. Man er simpelthen nødt til at få det bedste ud af det, mens man er her. Det første skridt er at blive bevidst om det, så man ikke slår sig selv oven i hovedet med det. Det er en udfordring i sig selv”.

Et forfærdeligt ansvar

Igennem sit liv har Lærke Winther også detekteret andre blinde vinkler hos sig selv – som for eksempel melankoli og utålmodighed. Sidstnævnte blev hun først klar over, da andre påpegede det for hende:

"Jeg tror, at vi alle sammen har blinde vinkler, måske nogle store og i hvert fald mange mindre. Af de mindre kan jeg stadig huske en øvelse på et dramakursus, jeg var på, hvor vi skulle stille os op alt efter, hvor tålmodige eller utålmodige vi var. Jeg placerede mig hurtigt helt oppe ved de tålmodige, hvorefter de alle sammen, læreren inklusiv, begyndte at grine af mig. Alle andre end mig selv ville placere mig helt nede ved de allermest utålmodige. Det var en blind vinkel! Jeg anede simpelthen ikke, at jeg var utålmodig", siger hun i interviewet og fortsætter:

"På teaterskolen sagde de også til mig, at jeg var et af de mennesker, der farvede rummet med mit humør. Det, syntes jeg, var så rædselsfuldt. Det er jo et forfærdeligt ansvar at have. I dag forsøger jeg at virke lidt mere neutral. Jeg er slet ikke interesseret i, at mit humør skal farve andres. Men jeg begyndte at blive nysgerrig på det og kunne godt se, at der var nogle dage, hvor jeg var langt mere stille end andre. Sådan er det egentlig stadig. Nogle dage er jeg helt lukket om mig selv og inde i mine egne tanker. Andre dage er jeg helt ude af mig selv og helt VILD med at kommunikere og være nærværende. Det veksler meget og skaber nok lidt forvirring hos mine omgivelser. Det behøver ikke at være fordi, der er noget galt, der er bare nogle dage, hvor jeg indtrykker i stedet for at udtrykke."

Læs resten af det store interview med Lærke Winther, hvor hun bl.a. fortæller om sin nye bog og om den sorg, hun gik igennem, da hun mistede tre kvinder i sin familie inden for halvandet år.

Anbefalet til dig