Da Anitas venner blev skilt, blev hendes eget ægteskab presset: Samtalerne kørte altid i den samme bane
Da vores bedste venner meddelte os, at de skulle skilles, gjorde min mand og jeg alt for ikke at vælge side. Vi forsøgte derimod at støtte dem begge to, men at diplomatiet absolut ikke gik den anden vej, opdagede jeg desværre på en meget trist måde.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anita opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Min mand, Jon, og jeg mødte Knud og Tanja på en rejse til Tenerife for snart 15 år siden, kort efter at jeg fyldte 40.
Ferien blev starten på et venskab, som vi fortsatte hjemme i Danmark, men desværre ændrede det sig for nylig. For en dag ringede Tanja og spurgte, om hun og jeg kunne mødes, og ud fra hendes tonefald forstod jeg, at der var tale om noget andet end blot en hyggelig eftermiddag.
Og da vi gik arm i arm i den falmende efterårsskov, fortalte Tanja mig så, at hun og Knud skulle skilles.
Selvom jeg havde bemærket, at tonen mellem dem havde været en anelse skarp de sidste gange, vi var sammen, havde jeg ikke tænkt videre over det.
Det gik jo op og ned i de fleste ægteskaber, og Knuds helbred havde skrantet lidt, så jeg gik ud fra, at det nok var det, der satte vores venner under pres. Under gåturen, gik det dog op for mig, at der var andre grunde, og at bruddet nok i virkeligheden havde været længere tid undervejs.
Efter at børnene var flyttet hjemmefra, var det gået op for Tanja, at hun kedede sig i sit ægteskab, men Knud nægtede at høre om det. I det hele taget følte Tanja ikke, at Knud længere interesserede sig for, hvad der gjorde hende glad, og som par havde de helt mistet nysgerrigheden for hinanden.
Tanja var ikke klar til at slå sig til tåls med endeløse aftener foran tv’et uden noget at sige til hinanden, så derfor var de endt her. Selvom Tanja havde udtrykt håb om, at de kunne forblive venner, havde Knud klart meldt ud, at det så han sig ikke i stand til.
Jon og jeg var overraskede og triste over den drejning, vores venners ægteskab havde taget. Vi var dog også enige om, at vi ville gøre alt, hvad der stod i vores magt for at holde fast i venskabet med dem begge, selvom det nok ville kræve lidt diplomati.
Knud og Tanja solgte deres hus og flyttede i hver deres lejlighed. Der gik dog ikke lang tid, før Knud ringede og klagede sin nød.
Hans lejlighed var angrebet af skimmelsvamp, og med hans i forvejen skrantende helbred var han nødt til at finde noget andet at bo i. Vi tilbød ham, at han kunne bo hos os, indtil han fandt noget andet.
Begge vores børn var flyttet hjemmefra, så en del af huset stod ledigt. Jeg informerede selvfølgelig Tanja om vores ordning og understregede, at jeg håbede, det ikke ville betyde noget for hendes venskab med Jon og mig.
Annonse
Tanja var forstående. Selvom Knud lige nu var så såret, at han ikke ville tale med hende, ønskede hun ham kun det bedste. Tanja var i det hele taget altid ordentlig, når hun talte om sin eksmand.
I begyndelsen var Knud rigtigt ked af det og dvælede mest ved de gode år, han og Tanja havde haft. Han talte om savnet, og om at han ikke forstod, at han skulle leve uden hende.
Som ugerne gik, ændrede tonen sig dog. Knud blev bitter, og Tanja var nu pludselig egoistisk og løgnagtig og havde altid manipuleret med ham.
Jeg brød mig ikke om at høre ham omtale Tanja på den måde, så jeg forsøgte at undgå emnet. Men det var svært, for Knud brokkede sig konstant. Det blev ikke bedre, da Tanja holdt op med at besvare hans telefonopkald – angiveligt fordi hans tone var så grov.
Tavsheden gjorde blot Knud endnu mere frustreret.
Imens vores logerende sank ned i elendighed, så Tanja imidlertid ud til at live op. Hun opsøgte nye interesser og gik mere ud. Hendes travle kalender betød også, at vi ikke sås særligt tit.
"Ha, der kan du se. Det er typisk Tanja. Nu er der andre, der er mere spændende, og så vil hun blæse dig et stykke," fnøs Knud bittert.
Jeg sagde diplomatisk, at jeg ikke troede, det var sådan, det hang sammen, og at jeg ville sætte pris på, at han talte pænt om Tanja, når jeg var i nærheden. Jeg havde fuld sympati for hans situation, men jeg ville ikke høre ham tale sådan. Han havde trods alt elsket hende i årtier.
Men i de følgende uger fik jeg faktisk en snigende fornemmelse af, at Tanja undgik mig. Hver gang jeg ringede for at høre, om vi skulle ses, havde hun en undskyldning. Hendes beskeder blev sjældnere, vores samtaler kortere, og der kom altid noget i vejen, når vi skulle ses.
I mit stille sind begyndte jeg at overveje, om der kunne være et gran af sandhed i det, Knud havde sagt om hende. Jeg havde svært ved at tro det, for det stred mod den opfattelse, jeg havde haft af Tanja i de mange år, vi havde kendt hinanden.
Men folk ændrede sig jo.
Måske havde Tanja ikke bare haft brug for at skifte sin kedelige ægtemand ud? Måske gjaldt det også hendes venner? Måske havde hun også indset, at hun kedede sig i vores selskab, nu hun havde et travlt socialt liv?
Jeg følte mig pludselig usikker på min veninde, og jeg besluttede mig for at lade kontakten være op til hende.
Der var efterhånden gået et par måneder, siden Knud var flyttet ind, og situationen var begyndt at tære på os. Jon og jeg var ikke så naive at tro, at vi kunne hele vores vens sorg, men vi forsøgte dog at lindre den ved at inddrage ham i vores liv, så der også kom noget normalitet og små hverdagsglæder ind i hans.
Annonse
Problemet var bare, at det ikke føltes som om, at Knud havde lyst til at få det bedre. Det var, som om han hægtede sig fast i fortiden, sin sorg og sin vrede mod Tanja. Jon forsvarede ham med, at han jo var i dyb krise.
Vi måtte bare give det tid. Jeg håbede i mit stille sind, at den tid ikke blev alt for lang, for så var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde til at have ham boende. For Knud fyldte meget i vores ægteskab.
Efterhånden følte jeg nærmest ikke, at Jon og jeg fik talt ordentligt sammen, fordi han altid var der, og fordi vi altid talte om hans problemer. Det var, som om samtalerne altid kørte i den samme bane, og Knud spurgte heller aldrig til os.
Jeg begyndte at ane, hvordan Tanja måtte have haft det. Jeg følte også et stik i brystet over, at hun nu på tredje uge ikke havde kontaktet mig, og jeg begyndte at stille spørgsmål ved, om jeg mon havde gjort noget forkert.
Havde jeg været der nok for hende? Skulle jeg have hjulpet hende mere? Usikkerheden nagede mig, men min stolthed stod i vejen for, at jeg kontaktede Tanja igen. Jeg havde jo faktisk taget initiativ mange gange, men var blevet afvist.
En aften spurgte Knud mig, om jeg stadig så hans ekskone. Da jeg svarede, at hun havde lidt travlt for tiden, lo han hånligt:
"Hvad sagde jeg? Det er sådan, hun er. Jeg sagde jo nok, at du ville få øjnene op for det på et tidspunkt."
Det var sandt, at Knud havde sagt sådan, og det var også sandt, at hans ord nu pirkede til den usikkerhed, jeg selv følte over for min veninde.
Alligevel gjorde Knuds ord mig rasende. Eller rettere: Følelsen af, at Knud godtede sig, gjorde mig rasende. For uanset hans egen relation til Tanja, burde han trods alt unde mig Tanjas venskab. Og jeg var også indigneret på Tanjas vegne.
Hun havde aldrig talt grimt om Knud, og han havde stort set ikke lavet andet de seneste måneder end at svine hende til.
Dér besluttede jeg mig for, at hvis vores venskab skulle dø, så ville jeg i det mindste have en ordentlig forklaring og ikke bare nogle dårlige undskyldninger og halvspiste bemærkninger om travlhed.
Så jeg ringede til Tanja og forlangte, at vi skulle ses.
I dag er jeg lykkelig for, at jeg insisterede. Det viste sig nemlig, at Tanjas tavshed skyldtes, at Knud havde truet hende økonomisk. Hvis hun blev ved med at ses med mig, skulle hun ikke regne med, at han ville indbetale mere til de fælles lån, som endnu ikke var indfriet, og som var optaget i hendes navn, hvilket jeg vidste, var stik mod de aftaler, de havde lavet.
Jeg var rystet. Dels over, at Knud ville løbe fra en aftale, og dels over, at han kunne være så egoistisk at lade sine egne problemer og vrede mod Tanja gå ud over mig, blot fordi han ikke kunne tåle, at Tanja og jeg stadig var veninder.
Jon og jeg havde strakt os langt for at hjælpe Knud, og så var det her takken. Det havde jeg svært ved at tilgive. Men Knud var åbenbart ikke i stand til at skille tingene ad, ligesom vi havde forsøgt at gøre det.
Hele miseren endte med, at jeg i klare vendinger fortalte Knud, at jeg ikke ville finde mig i den måde, han behandlede mit venskab med hans ekskone på. Og så bad vi ham om snarest at finde et andet sted at bo, hvilket han heldigvis tog til efterretning.
Jon valgte i en periode at holde kontakten med Knud, men med tiden blev hans bitterhed også for meget for ham. Den dag i dag er jeg stadig trist over, at det skulle ende sådan. Men jeg føler også, at det var Knuds eget valg og ikke vores.
Jeg vil gå langt for et venskab, men der må også være grænser, og den viste Knud mig.
Hvis jeg har lært noget af denne episode, er det altid at tage tyren ved hornene og aldrig lade en god relation glide ud uden en forklaring.
For tænk hvis jeg havde taget Knuds bitre ord for pålydende. Så havde det aldrig lykkedes mig at genfinde venskabet og den gensidige tillid med Tanja, som jeg heldigvis har den dag i dag.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
