Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Lav selv fine hynder til havestolene
Foto: Per Kjærbye Stolene efter en kærlig hånd og med nye hynder.

Lav selv fine hynder til havestolene

Lav selv fine hynder til havestolene

Giv terrassen et sommerlook og sy nye hynder til havestolene. Lav dem som netop du vil have dem og mix gerne med mønstre, tern og ensfarvede stoffer til hynderne.

Det skal du bruge til 1 hynde:

Et stykke stof på 2 x sædets dybde og bredde + 2 cm til sømrum, 1 stykke pladevat, der har samme mål som stolens sæde. Til bindebånd skal du bruge 2 stykker hvidt stof på 55 x 6 cm eller blot hvidt bændelbånd. Til ‘knapper’ 2 stykker læder på 4,5 x 4,5 cm, der er afrundet i hjørnerne, plus lidt bomuldsgarn.


Sådan syr du hynden:

Start med bindebåndene. Buk de lange sider 1 cm ind, og fold derefter på midten på den lange led ligesom skråbånd. Sy med en stikning. Buk stropperne på midten, så de er klar til at blive syet fast på hynden. Lav dernæst hynderne. Fold stoffet på midten ret mod ret. Mål, hvor stropperne skal sidde, og marker på stoffet. Læg stropperne ind i det foldede stof ved markeringerne, således at folden på stroppen flugter den rå kant. Sy sammen med 1 cm’s sømrum, men lad et hul stå til at vende igennem og til at lægge pladevattet igennem. Vend retten ud, og læg pladevattet i. Sy hullet til med små sting. Klip med en hultang 4 huller midt på læderstykkerne, så de danner en firkant, der er 1,5 x 1,5 cm. Find midten af hynden på begge sider. Læg et læderstykke midt på hver side af hynden, og sy dem fast med bomuldsgarnet igennem alle lag, så der dannes et kryds på læderstykkerne. Sy krydset 3-4 gange, og hæft ende.

Det ternede stof er fra Designers Guild, og de øvrige stoffer er fra Stof og Stil. Pladevat og bomuldsgarn er fra Panduro Hobby, og læderstykkerne er fra Skindhuset.



Gør lidt ekstra ud af de nye hynder med fine små læderknapper.

Idé

Sy nye hynder til havestolene. Alle hynderne er syet på samme måde. Mix gerne med mønstre, tern og ensfarvede stoffer til hynderne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Terrasse, Have og DIY