Le Gammeltoft: ”Mange antager fejlagtigt, at jeg er tough eller arrogant"
SPONSORERET indhold

Le Gammeltoft: ”Derfor misunder jeg mænd"

Radiovært Le Gammeltoft om at få et kram af en to-årig, om det gode ved mænd og om at miste en ven.

Af: ALT for damerne Foto: Bo Nymann
09. maj. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er din største hjertesorg?
– At miste min ven Kjeld (Tolstrup, red.). Han var en af mine bedste venner, og jeg tænker stadig på ham hver eneste dag.

Hvornår er du helt dig selv?
– Når jeg laver et karbad, dæmper lyset, tænder stearin lys og har enten musik eller en tv-serie kørende i baggrunden, slapper jeg for alvor af. Det er en tiltrængt pause, der for mig er uundværlig, og som er blevet ”mit” rum i hverdagens stress og jag.

Hvilken sang betyder mest for dig og hvorfor?
– ”Wish You Were Here” af Pink Floyd. Jeg er kæmpe fan af dem. Det var den sang, jeg spillede i radioen som en hilsen til min afdøde bedsteven, Kjeld. Det nummer har jeg virkelig svært ved at høre uden at græde.

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med – og hvorfor?
– Det skulle være sangerinden Grace Jones. Det tror jeg godt kunne gå hen og blive vildt. Hun er efter sigende skingrende skør på den fede og excentriske måde.

Hvad ville du aldrig give penge for?
– Jeg ville aldrig give penge for sex. Selvfølgelig. Jeg har aldrig forstået, hvorfor almindeligt fungerende mennesker har behov for den slags magt. Det kan være, det handler om noget helt andet, det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg har svært ved at sætte mig ind i det. Derudover ville jeg aldrig købe lever eller bladselleri. Jeg er ikke kræsen, men det er to ting, jeg ikke kan lide.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?
– Mange mænd er gode til at være direkte. Til ikke at gå og mukke over ting. Er der noget, der trykker dem, så siger de det bare lige ud. Og så er de gode til at være venner.

Har du en tatovering, der fortæller en historie?
– Det gør alle mine tatoveringer. Jeg har fem lige nu og skal have bestilt tid til min sjette og syvende. Jeg fik blandt andet lavet en for nogle år siden til Sonar Festival i Barcelona til min forlovede. Der står True Romance, og ud over at fortælle noget om vores forhold er det også titlen på en af hans favoritfilm.

Hvornår føler du dig allermest som kvinde?
– Jeg føler mig i særdeleshed som kvinde, når min mand kigger forelsket på mig, eller når min datter siger mor. Det er en helt igennem fantastisk følelse.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?
– Det har ændret mit liv radikalt at blive mor. Ens liv bliver sat i perspektiv, og selvom det lyder som en kliché, så bliver tingene klarere – mere gennemskuelige. Intet kan slå den følelse, der strømmer gennem kroppen, når man får et kram af sit barn.

Hvad kan få dig til at føle dig uretfærdigt behandlet?
– Det føler jeg mig egentlig meget sjældent. Men hvis ikke jeg bliver hørt, når jeg siger noget, eller når jeg bliver afbrudt, så bliver jeg frustreret. Og allermest hvis folk taler ned til mig. Så syder mit temperament. Det kan jeg bare ikke håndtere.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– Mange antager fejlagtigt, at jeg er tough eller arrogant. Jeg er tough for at skjule, at jeg er blød, og jeg virker måske arrogant, fordi jeg har travlt og derfor kan være lidt kort for hovedet.

LÆS OGSÅ: Lise Rønne: Unge pigers kropsidealer er ikke mit ansvar