Le Gammeltoft
Foto: Kristina Demant og Lars Horn Le Gammeltoft med døtrene Lilja og Filippa.

Le Gammeltoft om sine tre spontane aborter: "Det er det mest usexede for et parforhold at tale om ægløsning"

Radiovært Le Gammeltoft har bebrejdet sig selv, alle festerne og smøgerne i sin ungdom. Tæt på halvdelen af alle graviditeter ender i spontan abort, alligevel er det stadig tabu. Det forsøger Le hermed at lave om på.

Et hæklet klæde skærmer for den kølige martskulde, som ellers ville være krøbet ind over barnevognens kant. Ni måneder gamle Lilja får sin sædvanlige formiddagslur i baggården på Amager, mens hendes mor, Le Gammeltoft, radiovært og indehaver af kultursitet Heartbeats, besvarer mails og holder forretningsmøder på sit kontor lige på den anden side af den røde murstenvæg.

Siden Lilja var helt lille, har hun været med sin mor på arbejde. Det har været en nødvendighed, fordi Le sprang ud som selvstændig i 2014, og siden da har Heartbeats haft vokseværk. Men det har også kun kunnet lade sig gøre, fordi Lilja er en eksemplarisk baby, fortæller Le. De første mange måneder blev hun ammet mellem møder. Nu får hun serveret mos og grød i sin højstol.

Le og Lilja har udviklet en effektiv rutine. Lilja sover lur 2,5 time ad gangen. En om formiddagen og en om eftermiddagen. I det tidsrum arbejder mor Le på højtryk. Vågner Lilja, får hun bare lov til at udforske sine raslende tøjdyr i sin tremmeseng, som er kilet ind i kontorets ene hjørne. Eller også sidder hun i mors arme og charmerer de skjorteklædte mænd foran sig. Foruden Lilja er Le mor til Filippa, som kom til verden i 2012. Drømmen om kernefamilien har altid været der, men der var en årrække, hvor Le tvivlede på, om det ville lykkes. Det skulle nemlig tage seks år, fem graviditeter og tre spontane aborter at blive mor til Filippa og Lilja.

– Man føler sig som en fiasko som kvinde. Det er jo det, min krop er lavet til. Hvad er der i vejen med mig?, tænkte jeg. Har jeg været for stresset? Har de 32 år med fester, alkohol og smøger sat sine spor? Man begynder jo at sætte spørgsmålstegn ved sin egen livsstil. Jeg bebrejdede mig selv, og jeg tror, rigtig mange kvinder går med den skyldfølelse, men det er jo ikke nogens skyld. Det er biologi, og den har vi ikke indflydelse på.

LÆS OGSÅ: "Det har overrasket mig, hvor alene man er med en kræftdiagnose"

Sig det højt!

Tilbage i 2011 bliver Le første gang gravid, og under sin egen fødselsdagsbrunch i marts annoncerer hun og kæresten, Jesper Backer, parrets lykkelige omstændigheder. Men kun to dage senere, mens hun har gæster, begynder Le at bløde fra underlivet. Lægerne på Rigshospitalet kan hurtigt konstatere, at fosteret i hendes mave er dødt. Endda for længst. Kroppen har bare endnu ikke skilt sig af med det.

– Da vi fik beskeden, blev vi helt vildt kede af det. Vi havde været så overstadige og helt nyforelskede, vi havde jo kun kendt hinanden i et år på det tidspunkt, og nu skulle vi være forældre. Vi var helt kuk. Og vores forældre havde tudet, da vi fortalte dem, at de skulle være bedsteforældre. Så det kom bare som et fucking chok.

I januar i år valgte Le at dele sin historie med offentligheden. Og lige siden er det væltet ind med henvendelser fra kvinder, der sidder midt i orkanens øje.

– Jeg gik faktisk og tog tilløb til det i lang tid. Efter jeg havde haft den tredje abort i 2015, begyndte jeg at skrive om det. Egentlig er jeg ret privat, men det gik op for mig, at der jo er en grund til, at jeg har skrevet mine tanker ned. Det var en sorgbearbejdelse for mig. En morgen sad jeg og så "Go' morgen Danmark", hvor to kvinder i samme situation som mig fortalte, at de følte, det var et tabu. Og det fik mig til at tænke, at ja gu' fanden er det det. Og hvorfor er det egentlig det? Hvorfor er det så skidesvært at snakke om?

Hvad er din egen konklusion på det?
– At tabuet kommer indefra. Det er svært for os at tale om, fordi det er så sorgfuldt, og fordi man føler sig som en fiasko.

– Mange holder deres graviditet hemmelig for venner og familie indtil nakkefoldsscanningen i uge 12, fordi de gerne vil sikre sig, at der er liv i maven, inden de siger det til andre. Den tankegang skal vi have aflivet, for hvis det går galt inden de 12 uger, så har man ikke nogen at tale med det om. Og så skal vi blive bedre til at være sårbare over for hinanden. Man bliver kun stærkere af at sige, at man har det svært. Jeg tror også, man bliver opfattet som et meget mere helstøbt menneske, når man tør at sige, at man bokser med noget.

– Under min tredje abort følte jeg mig ekstremt hormonel og var meget oppustet, så man kunne godt fornemme på mig, at der var et eller andet. Jeg blev også meget hurtigt træt og kvalm. Så jeg sagde til min nærmeste omgangskreds, at jeg var gravid. Nærmest fra det øjeblik undfangelsen fandt sted. Og det hjalp egentlig. Jeg gav mig selv lov til at være vred over, at vi skulle i gang med at prøve igen, og at det ikke var sikkert, det nogensinde ville lykkes. Det var en del af min sorgbearbejdelse at være vred. Nogle af mine veninder fik en ordentlig overhaling, men heldigvis kender de mig så godt, at de ved, det var, fordi jeg følelsesmæssigt var helt ude i tovene. Det havde jeg aldrig kunnet forklare dem, hvis ikke de havde vidst, at jeg var gravid. Så havde det kun været min kæreste og jeg, der skulle tackle det, og det tror jeg ikke havde været godt for os.

Hvad er det, vi er bange for, der sker, hvis vi siger det højt?
– Vi er bange for at skulle bytte festen og glæden ud med sorgen. Men sådan er livet jo. Jeg tror bare, at det er bedre, at vi fester og sørger sammen. Vi dur ikke til at gøre det alene. I vores moderne samfund er vi blevet dårligere til at tale om de ting, der er svære. Og vi vokser ikke som mennesker, hvis ikke vi taler om det. Jeg tror, rigtig mange kvinder er bange for at skulle opgive drømmen. Det er fandeme sårbart at skulle sige til andre, at man bliver ved med at tabe sine børn, men nødvendigt. Der er rigtig mange kvinder, der ikke ved, hvad det er, de går ind til, når de bliver gravide, fordi vi ikke er gode nok til at tale om det. Det er vores pligt at forberede de kommende generationer.

– For mig har det at tale om det været et rigtig godt anker i mit følelsesliv, for jeg kan godt være sådan lidt: "Nå, videre!", og det er ikke sundt. Vores krop prøver jo at fortælle os noget. Jeg dvælede altså kun ved hver abort i en dag, fordi jeg har svært ved bare at sidde og være ked af det. Men man må gerne dvæle lidt ved de svære følelser.

LÆS OGSÅ: Coachens 4 råd til at komme ud af krisen efter skilsmisse

Vi skal turde være sårbare

Kort efter den første mislykkede graviditet bliver Le gravid igen. Denne gang går alt efter planen, og Filippa bliver født. Få år efter beslutter Le og hendes mand, at Filippa skal have en lillesøster.

– I lang tid havde vi sagt: "Okay, sker det, så sker det." Men pludselig var vi nødt til at sætte det mere i system, hvis vi skulle nå at have barn nummer to. Så det var sådan noget med at holde øje med, hvornår jeg havde ægløsning. Og det er bare det mest usexede for et parforhold overhovedet at skulle sige til sin kæreste: "Nu skal du aflevere." Det smitter af på parforholdet.

Det udmøntede sig i ikke mindre end tre graviditeter på et halvt år i 2015, hvoraf hun aborterede med tvillinger den ene af gangene. Det var seks hæslige måneder med morgenkvalme og skænderier på hjemmefronten.

– Jeg kunne mærke det i det sekund, det gik galt. Jeg kunne vågne om natten og sige til min kæreste: "Nu er barnet væk". Han blev ved med at sige, at jeg ikke måtte stresse over det, men jeg vidste, der ikke var liv længere. Dét, der er den største sorg, tror jeg i virkeligheden, er sorgen over det tabte projekt. Drømmen om kernefamilien. At der skal sidde to børn rundt om middagsbordet. Det er den drøm, der visner, for du begynder at tvivle på, om det nogensinde kommer til at lade sig gøre. Den frygt sniger sig mere og mere ind på en for hver abort.

I sommeren 2016 lykkes det så endelig at få nummer to. Men undervejs i forløbet er der i især én ting, Le ville ønske, at hendes nærmeste havde været bedre til.

– Dem, jeg havde sværest ved at tale med det om, det var dem, der allerede havde fået barn nummer to. Fordi de havde det, jeg gerne ville have, og så bliver man et lille menneske. De har aldrig nogensinde haft så meget som en sten på deres grusvej. Alt er bare lykkedes. Det er nemt nok for dem at sige, det nok skal gå, for de har dem jo siddende lige dér. Hvad fanden ved de om det? Det hjælper mig ikke, at du siger sådan. Jeg har brug for at blive mødt i min usikkerhed. At du er her for mig, og at jeg skal sige til, hvis der er noget, du kan gøre.

– Jeg tror, at vi skal være langt bedre til at vise vores sårbarhed over for dem, der er sårbare. Lidt ligesom man gør med børn, når de er kede af det. Sætte sig ned på hug og tale i øjenhøjde. Når man oplever, at en veninde åbner op for sådan et sårbart emne, skal man ikke bare skøjte hen over det og sige: "Det skal nok gå!" Jeg ville ønske, at nogle af mine veninder havde sat sig ned med mig, mødt mig i øjenhøjde og bare lyttet. At de havde været lidt mere lydhøre. Når vi har sådan et fortravlet liv, har vi svært ved at se andres sårbarhed.

LÆS OGSÅ: Marina føler sig ensom på trods af at have både mand og barn: "Jeg skal have etableret mig en ny vennekreds"

I stedet for at lire floskler af skal du som pårørende prøve at fornemme, hvad din veninde har brug for, siger Le. En varmepude. Hjælp med vasketøjet. Eller måske bare en kop kaffe uden for hjemmets fire vægge.

Babyalarmen skratter. Le stopper op, bliver tavs et øjeblik og spidser ører. For første og eneste gang under interviewet kommer der lidt småbrummen fra barnevognen. Falsk alarm.

Efter fem graviditeter, tre aborter, pletblødninger, en infektion i underlivet og utallige besøg på Rigshospitalet har projekt kernefamilie tæret på både krop og psyke. Men kroppens evne til at bære os igennem livets kriser har fået Le til at sætte mere pris på den – og passe bedre på den. Blandt andet forsøger hun at undgå at stresse kroppen og går uden om hormonforstyrrende produkter.

– Jeg har fået større respekt for min krop. Jeg synes egentlig, den gør det ret godt. Jeg prøver at være lidt mere omsorgsfuld over for den. Den har båret to børn og været igennem fem graviditeter. Den har været et helvede igennem. Så jeg aer den lidt mere. Og tænker mere over, at jeg skal være i balance med min krop. 

Les bedste råd til dig, der har haft en spontan abort

  1. Sig det højt! Igen og igen. Tal med andre om din sorg over at have mistet dit barn. Jeg lover, at du bliver mødt med opbakning, kram og støtte.
  2. Skift gynækolog og læge, hvis du ikke føler dig tryg. Det er vigtigt, at du føler dig lyttet til.
  3. Kom ud af dit hjem, og hold dig i gang, så du får noget andet at tænke på.

Fakta om spontan abort

Op mod 50 % af alle graviditeter ender i spontan abort – langt de fleste inden for de første 12 uger.

Blødningen ved spontan abort minder om menstruation, så mange når ikke at opdage, at de har været gravide.

Har du aborteret, er der ikke mindre sandsynlighed for, at din næste graviditet lykkes.

Kilder: Abortlinien.dk og Sundhed.dk

Le Gammeltoft, 38 år

Radiovært og indehaver af kultursitet Heartbeats.

Danner par med Jesper Backer, som hun har døtrene Filippa på 5 år og Lilja på ni
måneder med.

Bor i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Interview, Abort og Sorg