Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Leonora Christina Skov
Foto: Sara Skytte Hele vejen rundt om forfatter Leonora Christina Skov.

Leonora Christina Skov: "Det er faktisk ganske tidskrævende at være mig"

Leonora Christina Skov har oplevet stigende popularitet, siden hun udgav sin første bog som helt ung. Der er nemlig nok at skrive ud fra, når man er opvokset i et dysfunktionelt hjem, har fundet sit livs kærlighed i en 22 år ældre kvinde og skal have læbestift på for at kunne genkende sig selv.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Bymosevej i Helsinge. Jeg var der faktisk i forgårs for første gang i mange år, og det føltes mest af alt mærkeligt at være tilbage. Mine forældre flyttede dertil, før jeg blev født, fordi der var billige byggegrunde. De syntes, vores hus var det flotteste i området, og det var meget vigtigt for dem, selv om man på den anden side heller ikke talte højt om det. Udadtil var vi en velfungerende familie. Jeg var enebarn, og min mor arbejdede på deltid. Min far kom hjem klokken 17 og lagde sin attachémappe og madkasse på køkkenbordet. Men min mor var altid meget ulykkelig og græd ofte. Jeg fik tit at vide, at det var min skyld. Det var også mit job at gøre hende glad igen. De havde ingen venner. Overhovedet! De få gange, der var besøg i huset, var, når der kom noget familie til fødselsdag. Men på en eller anden måde var der en konsensus i vores hus om, at alting var normalt.

Din levevej?
– Jeg kommer på ingen måde fra en kunstnerisk baggrund, for min far var licensmand i DR, og min mor økonoma. Forfatter var slet ikke noget, man kunne blive, og de fortalte mig da også, at jeg skulle have en rigtig uddannelse. Allerede da jeg var lille, sad jeg og tegnede mine historier derhjemme, og da jeg lærte at skrive, skrev jeg dem i små bøger, inden vi fik computer, og jeg begyndte at skrive på den. Jeg havde skrevet fire romanmanuskripter, da jeg fik min første bog antaget af et forlag. Jeg var 26 år og på SU, for jeg læste litteraturvidenskab ved siden af. Da jeg havde skrevet 80 sider af den roman, som skulle blive min første, var der en bekendt, der efterlyste manuskripter til et nystartet forlag. Jeg sendte hende de 80 sider. Så blev jeg inviteret ind til et møde, hvor jeg fik en kontrakt og tre måneder til at skrive Rygsvømmeren færdig. I dag har jeg nogle lange skriveperiode, hvor jeg arbejder fra klokken ni om morgenen til 23 om aftenen, og Annette laver mad til mig. Jeg går kun ud et par gange om ugen og ser mine venner. Det står på et års tid, til jeg er færdig med bogen. I de perioder hvor jeg kun anmelder bøger og holder foredrag, arbejder jeg mindre.

Leonora Christina Skov. Foto: Sara Skytte.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Da jeg var 21 år, sprang jeg ud som lesbisk. Jeg havde et halvt år forinden mødt en kvindelig præst, og på grund af hendes arbejde måtte vi skjule vores forhold. Jeg kunne ikke holde ud at skjule det i mit privatliv også. I Helsinge sprang man ikke bare ud, og jeg vidste godt, at mine forældre ville flippe helt ud. Men det var så ydmygende at skjule, hvem jeg var. Da jeg sagde det til min mor, ville hun hellere dø end at leve med sådan en datter. I syv år havde jeg ingen kontakt til mine forældre. Jeg hørte kun fra min mormor, at de gik i Helsinge og havde det så dårligt. Jeg levede længe med den skyldfølelse.

LÆS OGSÅ: Laus Høybye: "Jeg er ret god til at rumme folks særheder og dårlige valg"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Annette! I 2001 var hun redaktør på et webtidsskrift og bad mig anmelde en bog. Da jeg skulle forbi med nogle illustrationer til artiklen, mødte jeg hende for første gang, og jeg syntes, hun var fantastisk. Men jeg var i tvivl, om hun var lesbisk. Da hun begyndte at tale om bogen Patience & Sarah, vidste jeg, at det var hun. Ingen heteroseksuel ville nogensinde åbne den. Annette havde en kæreste i forvejen. Hun var forsanger i et lesbisk jodleband. Jeg ville jo ikke stjæle Annette, så vi var bare venner et par år, indtil den anden jodlede videre. Så skrev jeg et brev om hvor forelsket, jeg var. Annette tøvede, for jeg var 22 år yngre end hende, men hun ændrede heldigvis mening. Vi flyttede sammen efter tre måneder og bor stadig samme sted. Jeg faldt for Annette, fordi jeg har en stor tryghed ved, at hun er et ordentligt menneske. Hun flirtede for eksempel ikke med mig, da vi kun var venner. Hun er bare ikke typen, og det er jeg jo glad for i dag.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Vi er meget fælles om det. Annette er bedre til at lave mad. Det er i hvert fald hende, der gør det. Hun er også bedre til at gøre rent i dybden. Men vi hader begge to at blive bestemt over. Jeg bliver rasende, og Annette gør bare, hvad der passer hende. Vi bestemmer over vores eget arbejdsliv, og vi rejser, når vi vil. De første år vi var sammen, skændtes vi helt vildt. Nogle gange syv-otte timer i træk. Så gik vi i parterapi og lærte at tale ordentligt sammen og lytte i stedet for at starte sætninger med "Du ...". Vores forhold havde ikke holdt uden terapi.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: Min bagage har lært mig at være en bedre forælder

Mister du nogensinde vejgrebet?
– I 2012 døde min mormor, og min fjerde roman, Førsteelskeren, kom på gaden. Den blev totalt slagtet af anmelderne. Mine bøger er mine børn, og det føltes som om, anmelderne stod og huggede mine børn i stykker med en økse. Samtidig debatterede jeg ret meget på Facebook og i fjernsynet. Jeg skrev også nogle hårdtslående indlæg i Politiken om at fravælge børn og om, at mænd burde holde op med at gå i bar overkrop i det offentlige rum, når kvinder ikke må amme i offentligheden. Jeg vidste godt, at 90 procent ville synes, at jeg var en idiot. Det føltes som en gentagelse af min skolegang, hvor jeg altid var hende, der sad og markerede og sagde min mening, selv om den var upopulær. Jeg var faktisk blevet afhængig af debatten, og det var mit kick, hver gang nogen svarede. Til sidst virkede det bare så meningsløst at sige sin mening, uden at nogen rykkede sig. Det var bare folk, der slog på mig, og jeg slog tilbage, så jeg trak mig totalt fra Facebook og skrev min næste bog uden nogen kontakt til internettet. I dag har jeg kun en side på Facebook til mine foredrag og en instagramprofil, og jeg debatterer ikke offentligt.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Mit problem er, at jeg er ansigtsblind. Jeg kan ikke genkende 90 procent af dem, jeg møder, og selv når jeg skal møde gode venner på en café, er de nødt til at vinke til mig, for at jeg ser dem. Jeg kan heller ikke genkende mit eget ansigt i et spejl. Kun når jeg har makeup på, for så ligner jeg jo en tegneseriefigur, og dem kan jeg sjovt nok godt genkende. Jeg kan heller ikke følge med i film, hvor der for eksempel er to af samme køn, der spiller sammen, for jeg kan ikke hitte rede i, hvem der er hvem. Nogle tror, jeg er arrogant, og det er ærgerligt, for jeg gør mig meget umage og er god til at huske navne og samtaler. Men det er et problem, når jeg bliver stoppet på gaden, og jeg ikke ved, om jeg kender vedkommende. Jeg bliver dog altid glad for at blive stoppet, for folk beslaglægger jo ikke en time af min tid. Nogle råber bare: "Tillykke med bogen", når jeg kommer cyklende. Det er sgu da sødt.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

Hvornår i livet tog du en genvej?
– Jeg er vokset op med, at man aldrig må springe over, hvor gærdet er lavest. Man må ikke sjuske men skal altid gøre sig umage. Annette er typen, der propper tingene ned i en skuffe og siger, at borte har taget dem. Jeg er ordentlig og grundig. Det var lidt et problem i forbindelse med min seneste bog, for jeg har fået over 800 mails fra folk, der har læst den, og jeg kan ikke svare en lang personlig mail med tre linjer. Det er faktisk ganske tidskrævende at være mig. Men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har taget en genvej.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Min veninde Maria, som jeg har gået i gymnasiet med, og som jeg stadig ser. Hver gang der er noget, bruger vi hinanden. Når man kommer fra en dysfunktionel familie, som jeg gør, er det vigtigt at have nogen, der siger: "Det lyder da mærkeligt". Det er hun rigtig god til. Senere har min kone også fået den rolle. Når jeg for eksempel fortæller, at da jeg var barn, og vi tog på charterferie, havde mine forældre al mad med hjemme fra Danmark. Dåseferskner, pølser på glas og baked beans. De slæbte det til både Spanien og Grækenland, og jeg aner ikke hvorfor. Engang fik min far næseblod af overanstrengelse over at slæbe alt det op i en ferielejlighed. Men det er rart at have nogen, der siger: "Det lyder da mærkeligt", for det havde jeg aldrig selv tænkt over, at det var. 

Leonora Christina Skov, 41 år

  • Har skrevet seks romaner og to børnebøger. Senest erindringsromanen "Den der lever stille", som netop er udkommet på Politikens Forlag.
  • Uddannet mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. 
  • Hun anmelder også bøger i Weekendavisen, ligesom hun nogle gange er med i radioprogrammet Mads og Monopolet.
  • Derudover kender mange hende fra DR2’s Smagsdommerne. Holder desuden mange foredrag om litteratur og sin barndom. 
  • Gift med videnskabsjournalist Annette K. Nielsen.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Kærlighed og Interview