Linda Pedersen
Foto: Peter Nørby Linda P har været afhængig af at flygte fra sin far og blev i stedet blevet afhængig af druk, stoffer og kvinder.

Linda P var afhængig af stoffer, druk og damer: "Jeg var ligeglad med at dø"

Der er langt fra den Linda P, vi kender, med hue, baggy tøj og groft sprog, til den Linda Pedersen, der hele livet har kæmpet for at få sin alkoholiserede fars anerkendelse. Et sammenbrud tvang hende ud af offerrollen, så nu har standupperen lagt et liv med druk, stoffer og stribevis af damer på hylden til fordel for gåture, bulgursalat og selvkærlighed.

Én sætning har defineret og formet det meste af komikeren Linda P's liv. Et liv, hvor det faste morgenritual bestod i en rom og cola, en bane coke og en ny dame ved hendes side.

– Som 8-årig sagde min far til mig, at han ønskede, at han ikke havde fået en datter, og det satte sig virkelig fast. Børns hjerner er som svampe, de suger alt, hvad deres mor og far siger, til sig. Fra da af gjorde jeg alt for at være en mand, siger Linda Pedersen, som hendes borgerlige navn rigtig nok lyder, men som ingen forbinder hende med.

For Linda Pedersen blev hurtig den Linda P, vi alle kender, med hue, store joggingbukser og en skraldespand i munden. Eller rettere kendte, for to år siden smed hun nemlig huen og troppede op i kjole i onemanshowet "Normal?", og i sin nye selvbiografi, "Transformer", beskriver hun, hvordan farens alkohol- og stofmisbrug har sat så dybe spor i hende, at hun gennem hele sit ungdoms- og voksenliv har tyet til ekstremerne for at få den anerkendelse fra ham, hun aldrig fik.

– For mig handler det ikke så meget om den skade, min far har forvoldt mig ved at sige det, han gjorde, men mere om den skade, jeg gjorde på mig selv efterfølgende ved ikke at tage mig af det. Det er fint nok at sige: Jeg vil ikke være et offer, jeg kan klare mig selv, men dét er bare en passiv offerrolle, og den er ynkelig og selvmedlidende. Det er som at have hovedet oppe i røven på sig selv, når man siger: Jeg har ingen problemer, jeg er bare et fuck-up, jeg tager bare stoffer, jeg er bare sammen med ludere, sådan er jeg bare. Det er simpelthen så nemt og unfair over for en selv. Derfor har jeg lavet denne her bog - for at give slip på den offerrolle, som er så altopslidende og værre end skaden selv, siger Linda.

Men den erkendelse har det taget tid at komme til. Faktisk 32 år. Imens har Linda flygtet og levet i et parallelt univers. Hvad enten hun som 8-årig legede, at hun var Hodja fra Pjort, der kunne flyve væk på sit tæppe, når faren stod plørefuld i dagligstuen, eller når hun var på et tredages LSD-trip, hvor hverken hun eller andre kunne nå hende.

Linda PedersenFoto: Peter Nørby.

– Når man vokser op med en forælder, der er alkoholiker, bliver man deres forælder. Jeg havde en ansvarsfølelse, som intet barn skal have. Og når man får den, bliver man fucked up. Jeg har gennem min ungdom og mit voksenliv været afhængig af at flygte fra min far og er i stedet blevet afhængig af druk, stoffer og kvinder. Men det, der er så interessant ved misbrugere, er, at man egentlig mest af alt er afhængig af at lamme sine følelser, så man ikke kan mærke noget.

Karakteren Linda P

Lindas forældre blev skilt, da hun var lille. Hun voksede op i Hvidovre med sin mor og storesøster og så kun sin far, fordi hun løj sig til det.

– Når min mor spurgte: Hvad har du fået at spise, skat? Drikker han? Så løj jeg rigtig, rigtig meget, for jeg vidste godt, at hvis hun vidste, hvordan det stod til, så fik jeg ikke lov at komme hjem til ham.

Efter en ferie til Alanya med faren, hvor han havde drukket sig fuld i flyet på vej hjem, fik Linda forbud mod at komme hjem til ham. Men da hun blev teenager, trodsede hun moren og flyttede alligevel derhjem.

– Det holdt selvfølgelig ikke længe, og jeg flyttede tilbage til min mor. Jeg ville så gerne redde min far. Jeg var egentlig aldrig pinlig over ham, men jeg syntes bare, at det var synd for ham, og blev ved med at tænke: Kan jeg ikke få ham til at stoppe med at drikke? Men det kunne jeg ikke, siger Linda.

Det, som Linda ikke kunne se dengang, men først har kunnet se efter adskillige timer ved psykologen de seneste par år, er, at alt, hvad hun har foretaget sig gennem sit liv, er udsprunget af et ønske om at blive set af sin far. Hvad enten det handlede om at ligne en dreng, være sammen med kvinder, have et misbrug eller stå på en scene.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: ”Guderne skal vide, at Johan og jeg prøvede at kæmpe os udenom en skilsmisse”

– Jeg har hele tiden prøvet at få noget fra ham. Da jeg viste ham mit show i DM i standup, som det lykkedes mig at komme på 2. pladsen i ud af 65, sagde han bare: "Jamen, det er fint, du tror på det". Hver gang jeg stod på den scene, var det anerkendelsen fra min far, jeg ville have. Det er den ulækre sandhed. Og da jeg blev mere og mere bevidst om det, fik jeg en længere krise med standup, for hver gang jeg stod på scenen, mindede det mig om, at jeg havde daddy-issues.

Linda PedersenFoto: Peter Nørby.

– Når man ikke ved, hvem man er, fordi man har haft det så dårligt så længe, gør man alt for at finde sin identitet. Da jeg var sammen med min ekskæreste Rasmus i ni år, tænkte jeg, at min identitet var at være hans kæreste. Da jeg gik ind på standup-scenen, tænkte jeg: Ej, her kan jeg få lov til at have hue og hættetrøje på og skal ikke forholde mig til at være kvinde. Helt perfekt. Og da nogle kvinder sagde: Ej, er du ikke lebbe?, tænkte jeg: Jo, for fanden, det er da det, jeg er. Det er derfor, jeg har haft det så mærkeligt indeni hele livet, griner Linda højt.

– Men helt ærligt, på det tidspunkt i mit liv var jeg så sårbar og hungrede efter en form for identitet, at jeg lige så godt kunne været blevet en del af Hare Krishna, hvis de var kommet forbi, eller have sejlet rundt et år med en sømand... det var tilfældigvis bare lebberetningen, jeg gik i, fordi den passede godt til mit image som denne her Sydhavns-fjabbe, jeg havde skabt.

I takt med at karakteren Linda P blev mere og mere populær, blev grænsen mellem den flabede og grænseoverskridende Linda P og den usikre og ulykkelig Linda Pedersen også mindre og mindre. Til sidst var den næsten usynlig.

– Man bliver syg af at gøre andre mennesker eller ens seksualitet til ens identitet, og jeg fik det dårligere og dårligere, men jeg var nødt til hele tiden at prøve noget nyt for at bekræfte mig selv i, at jeg ikke var den lille, kiksede Linda, der var en smule tyk med lyst hår, som godt kunne lide brætspil og Jørgen Ryg. "Hun" skulle bare væk, for ellers ville min far bare komme tilbage og sige: Jeg vil ikke have en datter, fuck dig.

LÆS OGSÅ: Tommy Ahlers adresserer rygter om sin seksualitet: ”Der er ikke en snert af fiktion i det”

– Derfor blev jeg ved med at opsøge falsk bekræftelse. Det var falsk bekræftelse at stå på scenen, også selvom jeg elskede det, det var falsk bekræftelse at knalde med en kvinde, fordi hun havde set mig i et show og syntes, jeg var flabet og lidt spændende. Men når man bliver ved med at dyrke den form for bekræftelse, får man ikke den ægte. Den, der kommer fra veninden, der siger, at den der trøje ikke klæder dig, eller fra familien, som minder én om, at man skal passe på sig selv. Det er den ægte kærlighed, der tæller, men jo mere af den falske bekræftelse, jeg fik, jo mere ville jeg have den, siger Linda.

Levende død

Det gik for alvor galt i 2011, da Lindas far døde. Hun var ellers kommet tilbage på sporet, havde droppet de daglige drukture, var lige blevet gift med Melissa, boede i en dejlig lejlighed og var på turné med et nyt show. Men minderne om faren, den uforløste kærlighed og smerten var for stor til at rumme.

 

– Jeg skulle bare lave ballade. Højere, vildere, hotelværelser og utroskab. Jeg skulle være drugged hele tiden, og jo mere drama jo bedre. Jeg skulle helst fortælle den ene kvinde, når jeg var sammen med den anden. Og da jeg blev træt af at drikke, tænkte jeg, at jeg måtte have noget kokain for at kunne holde mig vågen i længere tid, så jeg kunne blive i illusionen om, at jeg var en anden. Og da kokainen stoppede med at virke, begyndte jeg at eksperimentere med LSD.

– Jeg kunne slet ikke holde ud at være derhjemme, og når jeg var på arbejde, kom jeg gerne to-tre timer for sent, fordi jeg havde været fuldstændig væk dagen før, og når jeg var kommet igennem optagelsen, lavede jeg med det samme en aftale med en af de tre-fire kærester, jeg havde på det tidspunkt, mens jeg var gift. Men hvis det skete, at ingen af de fire kvinder havde tid til at ses, var jeg på røven, for så vidste jeg, at jeg ville gå hjem og tage så mange stoffer, at jeg ville vågne op på badeværelsesgulvet med blod ud af næsen og galde ud over det hele, siger hun og holder en pause.

– Det var meget ensomt. Jeg forsøgte at dække over det ved at have så mange kærester. Jeg lukkede ned for min telefon, så de ikke fandt ud af noget om hinanden. Det var i virkeligheden ikke så meget sex, det handlede om for mig, men mere, at der var en, der passede på mig, én, jeg altid kunne få en krammer af.

Var du selv bevidst om, hvor dårligt du havde det i den periode?

– Ja, det mest sindssyge var, at jeg var bevidst inkompetent hele vejen igennem. Jeg kan huske, at jeg sagde til min veninde, da jeg havde det allerværst: "Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kigger på mig selv og tænker: Hvad fanden tænkte du på?". Det er altså ret komplekst, ret paradoksalt at være bevidst om, at der er et problem, men uden at kunne overskue at gøre noget ved det.

Linda PedersenFoto: Peter Nørby.

Flere læger havde allerede fortalt Linda, at hun ikke ville nå at blive 30 år, hvis hun fortsatte med at leve, som hun gjorde, men det var lige meget. Alt var lige meget.

– Jeg var ligeglad med at dø. Det var en ret vild følelse at opleve, og det var egentlig ret sjovt at prøve at være totalt frygtløs. Hvis jeg faldt ud foran et tog, var det ligegyldigt. Men nu er det enormt uhyggeligt at tænke tilbage på. Jeg er flere gange gået ned ad Istedgade og har købt stoffer af en eller anden tilfældig pusher uden at vide, hvad jeg fik. Jeg kunne jo have været død på stedet, siger hun.

I sommeren 2013 skulle Linda optræde på Skanderborg Festival sammen med blandt andet kollegaen Mick Øgendahl. Hun havde haft hjertebanken og ubehag i kroppen i et par måneder, men havde kørt videre i sit vante tempo med arbejde, damer, druk og stoffer. Indtil hun kollapsede. Lige inden hun skulle på scenen.

– På sin vis er jeg meget taknemmelig for det, jeg oplevede, for jeg føler, jeg er startet fra scratch. Jeg er blevet genfødt. Jeg havde aldrig før talt med nogen om min far, og jeg forstod først, da jeg talte med min psykolog, at når der sker et dødsfald, og man har et kraftigt traume omkring den, der dør, kommer hele lortet op til overfladen. Jo mere jeg skubbede problemet væk, jo tættere kom det ubevidst på mig. Det var også først der, det gik op for mig, at jeg hele tiden havde forsøgt at forstå min far ved at gøre ligesom ham.

Farvel til "ham"

De følgende år var hårde. Oprydningsarbejdet skulle i gang, og Lindas nærmeste venner og familie krævede, at hun begyndte at tage sig selv og sit liv seriøst.

– Hvis man er et skadet barn, er man et skadet barn, til man er 50, hvis ikke man får det løst hos en psykolog. Og jeg indså først, at jeg havde brug for at tale med nogen, da jeg fik et sammenbrud. Jeg skar min vennekreds ned til to-tre mennesker, for hvis man skal bygge sig selv op, skal man gøre det helt alene. Der var ikke andre, der kunne lave tetris i mine følelser. Jeg skulle lære at være god ved mig selv, jeg skulle lære at træne for min egen skyld, ikke for en rolles skyld eller for at være lækker over for andre, jeg skulle stå tidligt op hver dag, uanset om jeg skulle på kontoret eller ej, for min egen skyld. Jeg havde aldrig gjort noget for min egen skyld før. Og det tog lang tid at lære! Det tog tid at lappe det hul og give mig selv bekræftelse og anerkendelse og nå dertil, hvor jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at imponere andre. Det var ok, at det kun var mig, der syntes, jeg var fed.

LÆS OGSÅ: Lotte Andersen: "Jeg har haft flere nederlag end succeser i mit liv - men man skal lære at elske hele lortet"

Det var særligt "ham der", Linda skulle lære at give slip på. "Ham der" med huen, som både havde gjort hende til den Linda P, alle kendte og elskede, og samtidig været det fængsel, hun havde befundet sig i mere end ti år.

– Jeg var afhængig af "ham der med huen", som min psykolog kaldte det. Hvis man har gået og gemt på sin kvindelige identitet hele livet, så tager det lige lidt tid at finde den frem igen. Jeg havde kun oplevet at være kvinde, da jeg var sammen med Rasmus, og det var også derfor, jeg ikke kunne være i det, for han tog mig alvorligt som menneske og som kvinde, og det var jeg ikke i humør til på det tidspunkt.

Men det var ikke kun "ham", Linda skulle give slip på. Det var også kvinderne og identiteten som lesbisk.

Linda PedersenFoto: Peter Nørby.

– Der er mange, der har sagt: Nånå, så du tror ikke på homoseksualitet, hva'? Men jojo, jeg tror bare ikke på, at jeg var lebbe. Jeg tror bare, jeg var afhængig af kvinder, fordi jeg var afhængig af, at nogen passede på mig. Jeg var afhængig af være kvindernes hundehvalp. Jeg var ikke klar til at komme ud af den offerrolle, for det var rart, når nogen syntes, det var synd for mig, og når kvinderne nærmest aede mig i håret og sagde: Ja, det er også synd for dig, at du har taget for meget kokain. Lille skat, nu skal jeg tørre blodet væk.

– Det betød meget for mig at have mange kvinder, for på den måde var jeg sikker på at få så meget bekræftelse som overhovedet muligt. Den dyrkelse gjorde, at jeg fik en afhængighed, som jeg stadig har svært ved at slippe. Den fase var værre og mere ulækker at komme ud af end kokain. Kvinder var min værste afhængighed.

Hvorfor skulle der gå så lang tid, før du kom til den erkendelse?

– Det er så næste bog... Det handler om mor-issues. Min mor har altid haft det sådan: Åh, min lille hundehvalp, du er blevet skadet, så hun har proppet mig med kærlighed. Hun har så gerne villet passe på mig, men den følelse blev jeg godt og grundig afhængig af.

I dag har Linda erkendt, at hun hverken er en mand eller er til kvinder, men hun har også fundet ud af, at det ikke nytter noget at have ondt af sig selv. Man skal komme videre.

– Det er nytteløst at være vred på sin mor eller far. Uanset hvor ringe ens forældre har gjort det, har de gjort det bedste, de kunne. Min far var kun 17 år, da han fortalte sin mor, at han var til mænd, hvorefter hun skar hånden af ham. Og hvis man kun har fået kærlighed, til man er 17, er man følelsesmæssigt kun 17 år og vil blive ved med at være det. Det var først, da jeg forstod det, at vreden lagde sig.

– Man får det så meget bedre af ikke at gå rundt og være vred. Alle de beslutninger, jeg har taget i vrede og frustration, har været dårlige beslutninger. Derfor har jeg lavet en liste over alt, der gør mig ked af det, og alt det, der gør mig glad. Det handler om at minimere det, der gør mig ked af det, og gøre mere af det, der gør mig glad. Det gør mig for eksempel ked af det at spise usund mad, ryge mange smøger og ligge indenfor i mørke, men det gør mig glad at skrive jokes, se mine tre veninder, gå en tur rundt om søerne og lave en rigtig lækker og sund bulgursalat. Det er de der bittesmå ting, der gør mig glad, jeg skal samle på. Det er så vigtigt at forkæle sig selv, for på den måde minder man sig selv om, at man er vigtig og tager sig selv alvorligt. 

Hvem er Linda Pedersen?

Linda Pedersen, 34

  • Aktuel med "Linda P's talkshow med bla. talk og show" og selvbiografien "Transformer".
  • Kendt fra satire-tv-serierne "Piger på prøveløsladelse" og "Hvor fanden er Herning?".
  • Oprindeligt uddannet bygningsmaler.
  • Gift med Melissa Nicolajsen i 2011-2013 og dannede par med kollegaen Anders Grau fra 2016-2017.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kvinder du skal kende