"Der er en grænse for, hvor meget ulykke der skal være i et hus"

Da Lisa Nilsson medvirkede i den svenske version af tv-programmet "Toppen af poppen", fik hun og de andre deltagere mulighed for at få en tatovering som en del af programmet. Lisa sagde nej tak, for hun havde det princip, at hun aldrig nogensinde ville have en tatovering.

– Mit nej tak til en tatovering handlede om, at jeg ikke ved, hvem jeg er i morgen. Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til i morgen. Eller om et år. Når jeg ser tilbage, har jeg og mit liv ændret sig så mange gange. Jeg har ændret personlighed, stil, type, musikstil, ægteskab. Alt. Jeg tænkte, at der ikke var noget i mit liv, som jeg kunne stole på, ville blive ved. Men...

Hun holder en lille pause, mens hun hiver sin bluse ud over skulderen.

– ...så endte det alligevel med, at jeg fik dette symbol på armen.

Hun afslører en tatovering, der forestiller et liggende ottetal med to bogstaver i.

– Evighedssymbolet med mine døtres initialer. S og I. Jeg kom til at tænke på, at kærligheden til mine børn varer evigt. Derfor ville lige præcis denne tatovering give fuldstændig mening. Som den eneste. Jeg kan ikke sige helt sikkert, når jeg går ind i et forhold med en mand, at jeg vil blive med ham resten af mit liv, for jeg ved ikke, hvad der sker med os, med ham, med mig, med relationen. Filosoffen Heraklit har engang sagt: "Det eneste konstante er forandringer", og det gælder i høj grad for mig og mit liv. Men i forhold til mine børn ved jeg, at jeg vil udholde alt. Når de på et tidspunkt får brug for at skabe afstand til mig, så vil jeg vente på, at de kommer tilbage. Tålmodigt. Hvis de en dag råber "jeg hader dig mor" og "jeg vil aldrig mere kramme dig", så vil det være som en dolk i hjertet, men jeg vil vente på dem. Stille. For jeg ved, at vi skal leve sammen. Indtil jeg dør. Helst. Sådan er det også nogle gange med et kærlighedsforhold. Men andre gange er det ikke.

LÆS OGSÅ: Sys Bjerre skrev dagbog som 17-årig: "Jeg havde mange kærester, for jeg var altid interesseret i nogen"

Man skal vokse i et parforhold

Lige præcis det med at blive sammen i parforholdet – uanset hvad – er et af de helt store temaer i filmen "Gud taler ud", som er baseret på Jens Blendstrups selvbiografiske roman af samme navn. Lisa spiller kvinden Gerd Lillian, Jens' mor, der af al magt forsøger at holde sammen på sin familie. Ægtefællen Uffe regerer som familiens selvbestaltede Gud og hundser rundt med både sin kone og parrets tre sønner. Det hele spidser voldsomt til, da "Gud" rammes af kræft og beslutter sig for at skrive sine erindringer. Lisa Nilsson blev selv skilt for en del år siden, og senest gik hun fra sine børns far i begyndelsen af 2016. Hendes forældre blev skilt, da hun var barn, og derfor lå der et stort arbejde i at prøve at forstå, hvorfor Gerd Lillian bliver sammen med sin mildest talt anstrengende mand i bogen og filmen, som foregår i 80'erne.

– Gerd Lillian er så langt fra mig, som man næsten kan forestille sig. Jeg lever i en helt anden tid, hvor jeg har lov til at gøre, hvad jeg vil. Jeg har min frihed. Men Gerd Lillian bliver sammen med den her mand, der render rundt i netundertrøje og laver løgsuppe hele tiden. Det er ikke særlig erotisk, men alligevel har de et godt kærlighedsforhold. Et fysisk kærlighedsforhold. Men hvorfor? Til filmen fik vi lov til at låne den rigtige Gerd Lillians tekstilkunst for at indrette huset med det, og det hjalp mig til at forstå hende lidt bedre. Jeg kunne se, at hun havde humor i kombination med noget erotik. Der var mange følelser på spil, og hun var lidt crazy. Hun havde ikke noget job, men hun havde sin kunst, som hun bare ikke kunne bruge ret meget tid på, fordi hun skulle være mor hele tiden. Hun havde helt klart en længsel efter noget andet, det kommer også til udtryk i filmen, men hun træffer det tydelige valg at komme tilbage til familien og blive. For mig har det været helt omvendt. Jeg er gået, når jeg ikke har været lykkelig i mine parforhold, og derfor var det meget spændende at gå ind i en rolle, hvor man bliver. No matter what.

Hvor langt skal man efter din mening gå for at bevare familien?
– Øj...

– Jeg tror, man skal gå så langt, man overhovedet kan, hvis der er børn med i billedet. Men jeg synes ikke, man skal blive, hvis forholdet bliver destruktivt. Hvis forholdet påvirker dig negativt i lang tid, hvis du ser din partner skrumpe – og hvis du selv gør det – skal du overveje, om du skal blive. Jeg synes, man skal vokse i et parforhold. Der er en grænse for, hvor meget ulykke der skal være i et hus. I en familie. Det må man handle på, selvom det er svært.

Det uendelige liv er slut

Det er snart to år siden, Lisa og hendes mand gik fra hinanden, og hun er så småt ved at komme videre. Hun fik blandt andet et godt råd med på vejen af sin lillebror.

– Min lillebror, som selv er blevet skilt, sagde til mig: Giv det to år. Det bliver et helvede, men det bliver nemmere efter et par år. Vær tålmodig. Vend den anden kind til. Og det har jeg gjort. Min eksmand og jeg har også gjort os meget umage for at støtte børnene, så de har kunnet bevare en vis stabilitet. Jeg har også været heldig, at jeg har det job, jeg har. Jeg har kunnet tage ud med mit crew og synge og få bruddet lidt på afstand. Det har været fantastisk. Når jeg kommer ind i tourbussen, er det en lille lukket verden, hvor jeg føler mig helt tryg, og hvor der altid er nogen at tale med, hvis jeg har lyst til det. På scenen er jeg fuldstændig i kontakt med mine følelser, men samtidig har jeg en kunstnerisk distance, som gør, at det også er et meget trygt sted for mig at være. Hvis jeg havde haft et almindeligt ni-til-fire-job, havde jeg nok været nødt til at få en sygemelding, og så var jeg blevet sådan lidt Gerd Lillian-agtig, tror jeg. Alene i min lejlighed iført en gammel, hullet trøje og med en depression som eneste selskab.

– Jeg føler, at jeg er nået frem til en forsoning med det, der er sket, men jeg synes også, at der stadig er noget sorgarbejde, der skal gøres. Jeg har fundet stor fred i at have mit eget hjem, og jeg har overskud til f.eks. at sætte mit sommerhus i stand. Jeg købte det, da jeg var 23, men jeg har aldrig rigtig fået gjort noget ved det. Det gør jeg nu. Det er en slags kærlighedserklæring til mit liv, at jeg tager ansvar for det hus. Det er i det hus, min og mine børns fremtid ligger. Huset ligger på en lille ø, hvor mine søskende, min far, min stedmor og hele min stedmors slægt kommer om sommeren. Jeg kan ikke planlægge noget som helst om kærlighed og den slags, men jeg kan planlægge mit og mine børns liv i forhold til rammerne omkring det.

– Min yngste datter skal til at i skole, og min ældste skal begynde i en ny skole, så deres liv ændrer sig meget lige nu, og jeg må være til stede for dem. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg stadig kan arbejde og samtidig være en god mor. En god singlemor. Jeg skal også forholde mig til, at mine forældre er ved at blive gamle og syge, og jeg kan mærke, at det betyder, at jeg bliver voksen på et nyt og dybere niveau. Min generation er snart den ældste i familien, så på en eller anden måde er det slut med at lege. Det er slut med det uendelige liv. Der er ting, der ikke længere kan vente. Jeg kan ikke vente med at få styr på det sommerhus. Jeg kan ikke vente med at tage stilling til, hvordan mine børns liv skal indrettes. Jeg kan ikke vente med relationen til min mor og far. Er der problemer, skal vi tage dem lige nu. Det er en speciel tid. En skrøbelig tid.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthens ekskæreste gik med til ét stort offer under deres skilsmisse: “Det gjorde, at jeg også fik lyst til at sluge en masse kameler”

Frihed i de ekstra kilo

Når Lisa taler om, at hun kunne være blevet lidt "Gerd Lilian-agtig" efter sit brud med børnenes far, hvis hun ikke havde haft sin musik, handler det især om, at Gerd Lillian i filmen er fremstillet som en kvinde, der ikke går op i sit udseende. Hun har ikke købt nyt tøj i mange, mange år, og hun har samtidig taget på i vægt, hvorfor skjorterne gaber lidt mellem knapperne. Gerd Lillian bruger heller ikke tid på makeup eller hår. Lisa – sangerinden Lisa – er kendt for altid at se skøn, stylet og toplækker ud på scenen, men der er sket noget med hende i forbindelse med indspilningen af "Gud taler ud".

– Det er gået mere og mere op for mig, at man er forskellige typer. Sommerhustypen. Mortypen. Scenetypen. Businesstypen. Den sexede type. Og for mig er det ret nyt, at jeg accepterer det fuldstændig. Det er helheden, der er personligheden. Alle de forskellige bits and pieces er mig. Den garderobe, jeg har med i dag, viser det nok meget tydeligt.

Lisa hentyder til den rullekuffert, hun har medbragt til interviewet og den efterfølgende fotosession. Den er proppet med tøj i alle afskygninger. Fra det helt afdæmpede og enkle til store kjoler i de vildeste mønstre.

– Jeg er et meget inkonsekvent menneske. I alle livets forhold. Indretningen af min lejlighed afspejler også utallige stilretninger, men jeg synes, jeg finder balancen, fordi det hele er en del af mit liv. En del af mig. En af mine veninder spurgte mig på et tidspunkt, hvordan jeg ser ud i filmen, og jeg måtte tænke lidt over det, før jeg sagde: Jeg ser mest ud som mig selv. Mere end jeg nogensinde har gjort. Men jeg ser ud på en måde, hvor jeg aldrig ville åbne døren, hvis det ringede på. Jeg ville spille død og ikke åbne, ha, ha.

Og nu bliver du blæst ud over et stort lærred, mens du ser sådan ud?
– Ja, det er spændende, for det er jo en frihedserklæring. At komme helt ud af alle illusionerne og give sig 100 procent til den rolle. Hvis jeg skulle stå med min forfængelighed og mit behov for bekræftelse af min skønhed, hey, det ville jo slet ikke gå. Og jeg kunne faktisk mærke, at jeg var mere tryg og følte mig mere smuk i den rolle, end jeg nogensinde har gjort ved et fotoshoot, hvor jeg har været helt stylet. Lige så snart du går i gang med makeup og får sat hår, er du på vej mod perfektion. Og så kan du finde fejl i alt. Men hvis du fuldstændig slipper det, er det bare sådan, det er. Så er du i fred med det.

– Jeg tog også en masse kilo på for at passe ind i rollen som Gerd Lillian. Det ligger der også en stor frihedserklæring i. Jeg havde tidligere lavet musicalen "Chicago", hvor jeg havde steppet og tabt mig rigtig meget. Jeg havde været inde i den lille verden af konstant krops-fight, og det var så dejligt at give slip. Bare tage en pause fra kontrol og proteinbarer og se, hvad der skete. Hvem bliver jeg, hvis jeg ikke er hende, der tager netstrømper og stepsko på? Sker der noget? Får jeg ingen opmærksomhed? Mister jeg respekten? Kommer folk til at sige noget grimt om mig? Det sjove er, at jeg har fået mindst lige så mange positive tilkendegivelser omkring mit udseende i de her år, hvor jeg har vejet mere. Jeg synes, at det er et godt budskab til alle de kvinder, som ikke er så små og stramme, og som ikke dyrker den der fuldstændige yoga-mania- og anti-carb-livsstil, som mange gør i min alder. Det er dejligt, at der findes kvinder med naturlige former. Der er en tendens til, at vi designer vores kroppe, og der er en tryghed i det design, for du får så meget anerkendelse ud af det. Respekt. Det vurderes højt at være tynd og fit. Men bliver du så mislykket, hvis du ikke er det? Og hvem bliver du så? Det var en udfordring og en dejlig, dejlig oplevelse at gå ud på scenen og være to størrelser større – mindst – og føle, at jeg er den samme. Jeg får lige så meget kærlighed fra publikum. Lige så meget fysisk opmærksomhed fra mænd. De mænd, jeg har haft korte relationer til, siden jeg blev skilt, har været meget begejstrede...

Hun slår en høj latter op.

– Der er simpelthen ingen sammenhæng mellem yoga-anti-carb og det at have et godt forhold med rigtig god sex. Det er måske ikke news of the world, men det skal siges. For jeg ser så mange, der trækker sig tilbage, hvis de ikke er på eliteniveau rent fysisk. Mange kvinder i min alder bliver næsten desperate for at gøre sig selv yngre og tyndere.

– Jeg skal dog lige sige, at jeg også har fået kommentarer fra mænd på nettet, som har skrevet til mig: Du må tabe dig! Men så har jeg taget debatten med dem. Hvem er du til at bedømme mig fysisk? Og så er der blevet helt stille. Så selvom jeg er begyndt at få lyst til at tabe mig, fordi det er lidt tungt med de ekstra kilo, når jeg går på trapper og på scenen, så gør jeg det ikke lige foreløbig. Jeg ser det som et vigtigt eksperiment og som et statement, at man ikke behøver at være tynd. Det er også vigtigt i forhold til mine døtre. De elsker, at jeg ser sådan her ud, de synes, jeg er helt perfekt, og jeg siger til dem, at det synes jeg også. Hvis jeg skal tabe mig på et tidspunkt, vil jeg gøre meget ud af at fortælle dem, at det ikke handler om udseende men om sundhed og om, at det kan være en fysisk udfordring i mit job at veje mere.

LÆS OGSÅ: Tina Bilsbo om at sige jobbet op: “Jeg arbejdede så meget, at det var usundt for mig”

Hvilken mand skal jeg møde?

Lisa nyder at bo alene med sine piger. Hun føler, at hun er mere sig selv nu, end da familien også talte hendes eksmand. Dengang havde hun en forestilling om, hvordan hun skulle være mor, nu er hun bare sig selv, siger hun. Hun og pigerne finder ud af tingene sammen, og hun er meget stolt over, hvor gode de begge er til at sætte ord på deres følelser.

– Jeg synes, at vi nu er en familie på den måde, jeg helst vil være familie. Hvor alle påvirker hinanden til positiv udvikling.

Så du har ingen planer om at finde dig en kæreste?
– Jeg forsøger ikke at tænke på det. Overhovedet. For første gang i to år kan jeg føle en lille smule, at det kunne være nice ikke at skulle klare alt alene. Det ser jeg som et sundhedstegn. Men at drømme om, hvilken mand jeg skal møde, og hvordan jeg skal møde ham, det gør jeg slet ikke. Jeg aner ikke, hvad der skal ske. Kærligheden må komme, når jeg ligger i en hængekøje. Det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke længere behøver at kigge efter en mand, der kan bliver far til mine børn. Sådan var det jo tidligere. Der kiggede jeg efter alle de kvaliteter, der gør en mand til en god far. En mand, jeg møder nu, behøver ikke repræsentere alt det. Og derfor aner jeg ikke, hvem den mand kunne være. Jeg har ingen erfaring med at have sådan et kærlighedsforhold. Det bliver noget helt nyt.