Liv Corfixen: "Vi var der, hvor spørgsmålet var: Klarer vi den, eller klarer vi den ikke?"

I Los Angeles er Liv Corfixens mand, Nicolas Winding Refn, så stort et navn, at han ikke kan gå 10 meter uden at blive stoppet, og han kan stort set vælge og vrage mellem film, reklamefilm, producenter og ikke mindst skuespillere. Alle ringer og vil arbejde med ham – fra Matthew McConaughey, Rihanna og Harrison Ford til Blake Lively, Angelina Jolie, Johnny Depp og John Travolta.

Det var hitfilmen "Drive" fra 2011 med Ryan Gosling, der for alvor cementerede Nicolas Winding Refns position som en af de mest eftertragtede instruktører internationalt. Da han efter succesen med "Drive" skulle optage sin næste film, "Only God Forgives", i Bangkok, havde han sin kone, Liv Corfixen, og deres to døtre med. Pigerne skulle køres ind i internationale institutioner. Men hvad skulle Liv lave?

LÆS OGSÅ: "Jeg misunder mænd deres on and off knap"

– Jeg tænkte, "Hvordan fanden klarer jeg det her? Jeg dør, hvis jeg skal være sådan en fodboldfrue-hausfrau, der skal sidde og ikke lave noget". Og det var så heldigt, at producenterne bag hans film spurgte, om jeg ville lave en behind the scenes-film. Jeg fik den ide at lave det til en film, som også handler om at tage med som familie. Nogle vil måske spørge, hvordan det skulle kvalificere mig til at lave filmen, at jeg er Jangs (som Nicolas Winding Refn kaldes) kone. Men for det første har jeg arbejdet i filmbranchen i mange år, og for det andet var det jo netop en fordel, at jeg var "konen". Ikke mindst i de mange scener i filmen med Ryan Gosling – han ville jo ikke have ladet andre komme så tæt på, fortæller Liv Corfixen.

Filmstjerner vs. lortebleer
"My Life Directed by Nicolas Winding Refn" er Liv Corfixens første film.

Tidligere har hun været danser og skuespiller, men efter at hun og Jang fik deres første barn for 11 år siden, havde hun ikke så meget at lave. Det faldt sammen med, at hans internationale karriere for alvor tog fart.

Uden at de egentlig havde lagt nogen planer, blev det bare sådan hen ad vejen, at Jang tog til udlandet og lavede film, mens Liv blev hjemme med først Lola og senere også Lizzielou, der i dag er 5 år. Samtidig tog hun en terapeutisk healeruddannelse.

De første par gange var Jang væk et par måneder ad gangen og kunne ofte komme hjem i weekenderne. Men da han skulle lave "Drive", lå optagelserne i Los Angeles, og han var væk i ti måneder, mens Liv var alene hjemme med børnene, der dengang var syv år og et år.

Det blev langt hårdere, end hun havde forestillet sig.

– Lizzielou var meget lille, og hun var et ret krævende barn, der ikke sov mere end et par timer ad gangen om natten. Og jeg skulle op klokken seks næste morgen og have Lola af sted i skole, selvom jeg ikke havde sovet.

Livs mor døde, da Liv var 15 år, så hun kunne ikke lige trække på mormors hjælp. Hun havde i stedet en barnepige, der kom og hjalp – mest med praktiske ting.

– Jeg ved godt, at jeg var privilegeret ved at have en barnepige, men jeg vil gerne have, at mine børn bliver hentet af deres mor eller far. Så er det fint, at de bliver hentet af en barnepige indimellem, men hvis det er mere end det, er det ikke det liv, jeg gerne vil have.

Så Liv hentede og bragte, købte ind, lavede mad, tog de søvnløse nætter, passede sin uddannelse og fik hverdagen til at løbe rundt.

– Jeg ved godt, at der er masser af enlige mødre, der gør det her altid, og hatten af for dem! Jeg kunne ikke klare det i de ti måneder. Også fordi børnene reagerede og savnede deres far, og Lola blev sur på mig og sagde tit, "Jeg savner far, du er så dum!". Det var sindssygt hårdt. Jeg kunne blive så hidsig i telefonen, når Jang ringede og sagde, at nu havde han været ude at spise med den og den filmstjerne, og jeg stod i lortebleer, alt det praktiske og børnenes reaktioner til halsen.

"Så bliv dog skilt!"
Liv synes, det er langt hårdere at være på barsel eller være hjemmegående end at gå på arbejde, og det blev lidt en ond cirkel af "Hvem af os har det slemmest?" mellem dem.

– Forholdet bliver uligevægtigt, når den enes ambitioner og ønsker som udgangspunkt kommer før den andens. Vi har skændtes, så det bragede, og vi har siddet hos vores parterapeut, som har sagt, "Så bliv dog skilt! Men det vil I jo ikke!". Og det vil vi ikke, men gud, hvor er det svært at få det til at gå op.

LÆS OGSÅ: Kidman "Jeg har bevidst ændret mit liv, så jeg ikke skulle leve sådan"

Under optagelserne til "Only God Forgives" opsøgte Liv Jangs spirituelle og kunstneriske mentor, Alejandro Jodorowsky, som under en tarotlæsning sagde, at hvis hun skulle være fri til at gøre sit, skulle hun forlade Jang.

– Jeg vidste det lidt selv, for sådan var det på det tidspunkt i vores liv. Jeg ved godt, at nogle vil sige, "Det er jo bare tarotkort", men jeg synes, det er så stærkt, for hvordan kan den her mand sidde og vide det? Det var jo for fanden rigtigt. Og jeg tænkte da også, om det var det, der skulle ske. Bagefter har vi så arbejdet en del på vores forhold. Jang tog fri i et halvt år, så jeg kunne lave min film, vi har gået i parterapi, og vi har begge gjort en indsats. Og det blev vi nødt til, for vi var der, hvor spørgsmålet var: Klarer vi den, eller klarer vi den ikke? Og det gjorde vi heldigvis.

Jeg ville gøre det samme
Mange af Livs veninder har sagt ting som "Hvor er du large", og, "Hvor er det vildt", når hun tager slæbet og lader Jangs karriere komme først og giver ham plads til at gøre det, han gerne vil.

– Jeg tænker, at Jang ikke ville kunne klare det uden mig, for vi har børn, og vi har en hverdag og en familie sammen. Jang har en meget stor karriere i udlandet, og det ville ikke kunne have ladet sig gøre, hvis jeg ikke havde taget slæbet derhjemme.

– Det kan også godt være, at jeg er ualmindeligt large. Men jeg tænker, at hvis det var mig, der havde den karriere, ville jeg jo heller ikke lade være med at gøre det. Jeg kan sagtens forstå ham. Der har da været gange, hvor jeg har tænkt, "Nu er det nok. Nu må du være mere på de børn". Men jeg har forståelse for, at de to måneder, han optager en film, der har han ikke andet i hovedet. Så jeg bliver ikke irriteret på ham, når han arbejder. Der er jo masser af mænd, der har 9 til 17-jobs, som ikke er på deres børn, når de har fri, og det er Jang helt vildt meget. Jeg synes for eksempel, at det er røvsygt at sidde på legepladsen med Lizzielou i tre timer, men det gider han godt. Når han er hjemme, så tager han over, så jeg kan udleve det, jeg gerne vil.

Ikke sjovt at "være med"
Liv ved godt, at hun er fanget mellem, at kunstneren i Jang er en stor del af det, der gør, at han er manden, hun gerne vil leve sammen med. Samtidig er det jo det, der gør det så hårdt.

– Jeg kan godt lide, at han lever så meget efter sin sjæls mission. Han lever fuldt ud. Han er så ambitiøs og går efter det, han vil, og sådan er jeg ikke. Jeg er ikke så ambitiøs og har ikke et lige så klart billede af, hvad jeg vil. Og ville sikkert få dårlig samvittighed over at være væk fra mine børn så længe. Der lever Jang så meget for sine film, at han bliver nødt til at gøre det.

– Det er også Jang, der tjener flest penge, og så er det svært for mig at sige, "Nu vil jeg gerne noget", når han spørger "Okay, hvad vil du?", og svaret er, "Øh, det skal jeg lige tænke over". Det har jeg ikke nået at tænke over, for jeg skulle lige køre børnene til gymnastik og hjælpe med at lave lektier, og der var den der børnefødselsdag og de der bleer. Så den er svær at komme igennem med, når han har et fedt tilbud linet op i USA.

– Det var også derfor, det var fantastisk at lave det her filmprojekt – så var jeg ikke bare med, så havde jeg en funktion. Jeg var på arbejde, og det gjorde det meget sjovere.

Et år i L.A.
I skrivende stund er Liv og Jang og deres døtre på vej til L.A., hvor Jang skal optage sin næste film. Det er Jangs valg, at de skal til udlandet for at lave film. Det er Livs valg, at det blev i L.A., for der trives hun og børnene. De bliver et år, og hvis de synes, det er fedt, kan Jang lave en film til i kølvandet på den første, så det bliver to år. Alt afhænger af, hvordan børnene trives, og hvad Liv kommer til at lave. Denne gang tager de af sted et par måneder før, optagelserne begynder, så de har tid til en blød opstart, hvor de hjælpes ad med indkøring af børnene i børnehave og skole.

– For mig er det at tage børnene ud af deres institution og ind i en ny i et andet land ikke noget, man bare lige gør. Det er en kæmpe ting, og det er rigtigt svært. Jeg tænker, at det på lang sigt er en gave for børnene at få de oplevelser, der følger med at bo i et andet land, og at de lærer at tale engelsk. Men børn lever jo i nuet, og lige for tiden har Lola en nedsmeltning, fordi hun igen skal rives ud af sin hverdag, sine veninder og sin gymnastik. Hun er bekymret for at miste sine veninder, når hun rejser. Lizzielou er så lille, at hun er glad, hvis vi er glade, og spørger hele tiden, "Hvornår skal vi flytte på ferie?", fordi hun ved, der er en swimmingpool.

Men hvad med Liv? For mange af os lyder det ualmindeligt tillokkende at kunne vælge f.eks. at gå til lidt yoga og ellers hygge os og ligge ved poolen et halvt års tid, men det synes Liv ikke.

– Det kan lyde som et luksusproblem, men jeg føler, jeg sygner hen og bliver passiv, mistrives og mister mig selv, hvis jeg ikke laver noget kreativt. Jeg vil bruge min uddannelse til at
lave healing og kanalisering, og jeg er også blevet spurgt, om jeg vil lave en dokumentarfilm – om en anden end Jang. Jeg tager kameraet med og ser, hvad der sker.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen var tæt på at brænde ud