Bryce Dallas Howard og Chris Pratt
SPONSORERET indhold

Hun har tjent mindre end sin mandlige kollega – og hun er ikke alene

Jurassic World-skuespilleren Bryce Dallas Howard har tjent langt mindre på at lave filmtrilogien end sin mandlige kollega, Chris Pratt.

Af:: Julie Bruun Lund Foto: Getty Images
16. aug. 2022 | Livsstil | ALT.dk

Umiddelbart vil man mene, at to personer, der leverer samme stykke arbejde, bør få den samme løn. Sådan fungerer det bare sjældent i filmbranchen – i hvert fald ikke hvis den ene person er en mand og den anden en kvinde.

Hollywood-skuespillerinden Bryce Dallas Howard har fx fået langt mindre i løn end den mandlige kollega, Chris Pratt, som hun spiller over for i Jurassic World-trilogien. Vel at mærke for at udføre det samme stykke arbejde.

Det fortæller Bryce Dallas Howard til mediet Insider.

Tilbage i 2018 skrev Variety, at lønforskellen mellem de to hovedrolleindehavere alene for Jurassic World-filmen nummer to ”Fallen Kingdom” var på omkring to millioner dollars. Det svarer til 14 millioner danske kroner. Mens Bryce Dallas Howard fik 8 millioner dollars for sin rolle i filmen, fik Chris Pratt 10 millioner dollars.

Men forskellen var i virkeligheden langt større. Det uddyber Bryce Dallas Howard over for Insider i forbindelse med premieren på den tredje og sidste film i rækken, ’Jurassic World Domination’.

”De udtalelser (om Bryce Dallas Howards løn, som Variety kom med i 2018, red.) var så interessante, for jeg blev faktisk betalt så meget mindre, end de sagde, meget mindre.”

Vi må stå op for hinanden

Da Bryce Dallas Howard startede kontraktforhandlingerne på de tre Jurassic World-film tilbage i 2014, var hun nødsaget til at underskrive en kontrakt på alle tre film, som hun ikke siden har kunnet ændre i.

Bryce Dallas Howard fortalte sin medskuespiller, Chris Pratt, om lønforskellen, og det fik ham til at reagere med det samme.

”Chris og jeg har diskuteret det, og hver gang der har været en mulighed for at ændre på småting, som ikke allerede har været forhandlet, sagde han bogstaveligt talt til mig: ’I behøver ikke at gøre noget. Jeg skal nok tage forhandlingerne. Vi skal have det samme i løn, og du behøver ikke at tænke på det her, Bryce’,” siger Bryce Dallas Howard til Insider og fastslår: "Og jeg elsker ham så meget for at gøre det."

Der er tale om et generelt problem

At lønforskellen mellem Bryce Dallas Howard og Chris Pratt har været så stor, selvom de begge er hovedrolleindehavere i de tre Jurassic World-film, er ikke kun et enkeltstående tilfælde i Hollywood.

Også i filmbranchen herhjemme er ligeløn mellem køn et problem.

Det er ikke mere end en måned siden, at den populære skuespiller Bjarne Henriksen stod frem og fortalte til Radio4-programmet ’Drømmesengen’, at han og hans mandlige kollegaer har tjent mere end deres kvindelige kollegaer for samme dagsarbejde i seerhittet ’Badehotellet’.

”Jeg hørte fra Badehotellet, at der var stor ståhej over, at kvinderne fik 4.000 mindre om dagen end mændene. Jeg fik 10.000, og kvinderne fik 6.000. Og derfor var de sure. Det kan jeg godt forstå. Sådan nogle ting, synes jeg, er frygtelige.”

I radioprogrammet forklarer Bjarne Henriksen desuden, at han ofte, når han har været en af dem, der har fået mest i løn, har banket i bordet og sagt: ”Hvis vi ikke alle sammen får lige meget (i løn, red.), så er jeg ude af denne her.”

Til Ekstra Bladet har TV 2's fiktionschef Katrine Vogelsang dog svaret på kritikken i en mail, at de på deres produktioner ikke aflønner de medvirkende på baggrund af køn.

"På vores store produktioner med et mangfoldigt galleri af skuespillere, foregår der en individuel forhandling med de medvirkende bl.a. på baggrund af antal dage, optageperiode og anciennitet."