Umahro Cadogan og Lone Rasmussen
SPONSORERET indhold

Børn er bevidst fravalg for powerpar

Powerprinsessen og Den Muskuløse Kok. Det kunne være titlen på et eventyr, og egentlig føler Lone Rasmussen og Umahro Cadogans vist også, at deres parforhold er lidt som et eventyr med happy ending. Det begyndte med så meget ondt, fortsatte med mad og terapi og er indtil videre endt med en fælles bog, der handler om slik.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Sine Nielsen
02. nov. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

Hun er lys, spinkel og med en lidt flagrende energi. Han er mørk, muskuløs og grounded som et gammelt egetræ. Lone Rasmussen, især kendt som kvinden bag bogen ”Fra pæn pige til PowerPrinsesse”, og Umahro Cadogan, kendt fra sunde kogebøger og fra tv, er et perfekt billede på, at modsætninger mødes, og kærlighed opstår. De har dannet par igennem tre år, har bevidst valgt børn fra, men barsler lige nu med deres første fælles bog, som handler om, hvordan man kan slippe slikket og begynde at elske sig selv. Og holde op med at bekrige sig selv og sin krop. En rejse, de begge selv har været på – dog med helt forskellige udgangspunkter.

Det har været svært at finde et hul i kalenderen hos Lone og Umahro, så interviewet ligger tidligt om morgenen. Til gengæld har Umahro lavet morgenmad til os. Superlækker omelet med tomattapenade og bukkehornsfrø, serveret med Kalahari ørkensalt til at drysse over. Raw cheesecake med avocadocreme. Uhmmm…! Der er ingen brug for kanelsnegle eller slik, når maden er så velsmagende og tilfredsstillende for alle sanser.

Bor ikke sammen
Selvom Lone og Umahro har været kærester i tre år, bor de ikke sammen, og i dag mødes vi i Umahros lejlighed i Københavns nordvest kvarter, som er indrettet med et veludstyret køkken og har udsigt til en Hells Angels rockerborg. Når Umahro træner med vægte på sin altan, kigger rockerne op på ham og begynder selv at pumpe jern, hvilket Umahro synes er ret skægt. Lone, der er klædt helt i hvidt, bor i en feminin lejlighed i Hellerup, for hun har brug for sin egen plads og orkideer i vindueskarmen. De har kigget, men endnu har de ikke fundet en lejlighed sammen, der opfylder de forskellige krav, de har, til en bolig. Hvordan har to så forskellige mennesker overhovedet fundet hinanden? Og hvad er det, de ser i hinanden?

Læs også: Natasja Crone er ikke bange for at råbe højt af børnene

Lone: – Som jeg ser det, kom Umahro som svaret på en bøn. Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, som jeg elskede meget højt, og som jeg havde været sammen med i to år. Det var et kompliceret forhold, og jeg var fuldstændig splittet ad. Jeg havde troet, at jeg kunne redde forholdet, og det kunne jeg bare ikke. Så jeg satte mig på min sofa, og bad virkelig intensivt til alt, hvad man kan komme i tanke om og sagde: ”Jeg har simpelthen brug for en løsning, jeg ikke kan komme udenom.”

Løsningen blev Umahro, som Lone mødte til en bogreception i juni 2009, hvor han stod for maden til gæsterne.

Umahros fysiske kamp
Umahro, der er født i Århus, har en dansk mor og en far fra Barbados. Forældrene blev dog skilt, da Umahro var fire-fem år, og i 1989 flyttede han med moren, hendes nye mand og sin halvlillesøster til Beijing, hvor de boede i fire år. Under opholdet i Kina blev Umahro meget syg med halsbetændelse, høj feber og begyndende lungebetændelse, der blev behandlet med en meget voldsom antibiotikakur, og han mener selv, at det var her, kimen til hans kroniske tarmbetændelse blev lagt, for efter kurene begyndte han at få nogle mærkelige maveanfald.

Umahro: – Vi havde dog også været i Thailand, så lægerne tænkte, at jeg måske havde fået parasitter, og derfor fik jeg 12 kure med midlet Metronidazol mod dårlig mave. Det slog helt sikkert eventuelle ubudne gæster ihjel, men det fjernede nok også alt det, der burde være i maven. Da min familie rejste hjem, flyttede jeg til Hong Kong og tog en international studentereksamen, og da jeg kom hjem til Danmark troede jeg, at jeg skulle have et sabbatår, inden jeg skulle til England og læse. Men i løbet af det år begyndte det virkelig at gå ned ad bakke rent fysisk for mig, og det endte med, at den kroniske tarmbetændelse brød ud. Jeg røg på hospitalet og havde også alle mulige symptomer fra mine led, mit nervesystem, leveren og huden kombineret med muskelsmerter og træthed.

Efter at have været i systemet i halvandet år, blev jeg sendt hjem med beskeden om, at jeg måtte komme igen, når jeg fik det værre. Og jeg tænkte, ”okay, værre end jeg har det nu, det betyder ind i en ambulance og hjem i en kiste. Det kan jeg ikke bruge til noget”. Og så begyndte jeg selv at opsøge al den viden om kost og biologi, som jeg kunne komme i tanke om, og begyndte at bruge det på mig selv. Jeg havde god teoretisk viden med mig, fordi jeg havde læst kemi og biokemi på højt niveau, og efterhånden fik jeg løst puslespillet om, hvorfor min krop var gået i baglås, og hvordan jeg kunne gøre noget ved det. Jeg har altid været glad for mad, så det var vigtigt, at maden smagte fantastisk, samtidig med at det var sund mad, der kunne fungere som medicin. Det lykkedes, og det er det, jeg har arbejdet med siden da.

Læs også: Brian Holm: Skal ikke giftes igen

Lones psykiske kamp
Og så er vi tilbage ved receptionen, hvor Umahro fik øje på Lone. Eller måske var det omvendt. Under alle omstændigheder faldt de i snak, og Lone blev interesseret i Umahros måde at tale om mad på. Som barn havde Lone en altoverskyggende følelse af at være udenfor og af ikke at være god nok, og denne smerte viste sig blandt andet i hendes forhold til mad. Hun spiste for at dæmpe følelserne og for at udfylde tomheden, og allerede som 16-årig begyndte hun at læse en masse bøger. Mange små aha-oplevelser gjorde tilsammen, at hun stille og roligt begyndte at blive venner med sig selv. Efter tre et halvt års medicinstudier sprang hun fra for at blive hypnoterapeut og hjælpe kvinder til at overkomme selvsabotage, få inspiration til at udforske kvindeligheden og til at genvinde livslysten.

Lone: – Da Umahro begyndte at tale om sammenhængen mellem mad og kvalitet og ikke bare mad og kalorier, blev jeg interesseret, fordi det var en helt anden måde at se det på. Der var sådan en glæde omkring ham, når han talte om mad, som jeg synes var meget interessant. Han sagde, at jeg skulle tænke på mad som kommunikation. Og hvad ville jeg så helst sige til min krop? ”Fuck dig, din narkoluder” eller ”Skat, jeg elsker dig”. Da han sagde det, klikkede det for mig, for jeg havde lige skrevet en hel bog, der opfordrede kvinder til at blive bedre venner med sig selv, droppe den indre borgerkrig og ikke mindst elske deres krop. Mødet blev afgørende for mig, for Umahro gav mig den sidste brik til puslespillet om mad. Når jeg ser på det i dag, kan jeg se, at vi begge to har haft noget at slås med i mange år. Umahro har haft en masse bøvl med sin fysiske krop, og det har givet ham en enorm biokemisk og fysiologisk viden, som kan bruges til at forstå de kryptiske varedeklarationer og til at gennemskue den fysiologiske baggrund for de cravings, som får mange til at gribe til slikhylden. Jeg har haft en masse bøvl med mine tanker og saboterede mig selv mentalt gennem mange år. Det har givet mig en viden om, hvordan man gradvis lærer at behandle sig selv bedre ved at blive mere opmærksom på, hvad man tænker, og hvordan man tackler sine følelser. I vores nye bog har vi kombineret den viden.

Læs også: Bonderøvens kæreste: Forbløffet over folks frækhed

Modsætninger mødes
Lone inviterede sig selv hjem til Umahro for at lave et videointerview til sin blog, og et møde blev til flere. Lone havde stadig sin kæreste, men forholdet var meget kompliceret, og da Umahro meddelte sin romantiske interesse i Lone, blev det et godt gammeldags følelsesmæssigt rod.

Lone: – Umahro var vidne til al min hjertesorg, og en dag sad jeg her på spisebordet og prøvede at få ham til at forstå, at det altså ikke kunne gå med ham og mig. Så sagde han til mig: ”Du skal bare være dér, hvor du er gladest. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at du er glad sammen med mig, men hvis du ikke er det, så vil jeg bare gerne have, at du er glad, uanset hvem du så er sammen med.” Det var det øjeblik, hvor jeg virkelig forelskede mig i ham – for det var kærlighed.

I dag lever Umahro og Lone et travlt liv sammen og hver for sig. De bringer hver især noget godt til den anden, og deres forskellighed er – oftest – et plus i hverdagen. 

Umahro: – Lone er virkelig skøn. Og ret lækker. Jeg elsker at se hendes begejstring over livet. Hun er et rigtig godt menneske og god til at passe på mig. Jeg har det sådan, at jeg bare skal løfte tre millioner kilo på tre sekunder, når jeg træner, og griber resten af livet an på samme maner, men nogle gange har jeg også brug for at gå ned i tempo og blive puslet og plejet, og Lone ved, hvornår det er.

Lone: – Jeg tror, at jeg bringer noget liv til Umahro. Han er meget egetræsagtig og rolig, og jeg er meget sprælsk og synes, at det er sjovt at opleve ting og sager. Hans stærke jordforbindelse og følelsesmæssige balance har gennem årene smittet af på mig, og jeg beundrer virkelig, at han er i stand til at bevare det, selvom hans liv kører i så højt tempo.

Parterapi efter en måned
Nogle gange er forskellighederne dog så store, at de er en forhindring, og Lone og Umahro har to gange fået hjælp af en parterapeut til at forstå og nå hinanden. Første gang allerede en måned efter, de var blevet kærester.

Lone: – Min krop og jeg har haft nogle rigtig dårlige oplevelser med mænd, og det blev trigget, da jeg begyndte at se Umahro, som jo er meget fysisk stærk og kraftfuld. Jeg blev virkelig ked af det, men han var totalt sej omkring det og sagde, at det måtte vi bare få gjort noget ved, og så begyndte vi i terapi og fik nogle værktøjer til at håndtere min sensitive krop og hans maskuline fremadbrusen. Og vi øver os stadigvæk, ha, ha.

Parterapeuten har også hjulpet med en anden ting.

Umahro: – Jeg er så meget på hele tiden, at jeg har brug for at have et sted, hvor jeg kan have helt ro og genoplade. Og det gør jeg, når jeg læser Star Wars tegneserier. Lone kunne ikke rigtig forstå det behov og mistolkede det nogle gange, som om der var noget i vejen, og at hun ikke kunne nå mig, men parterapeuten fik det formuleret på en måde, så Lone forstod, at jeg bare har brug for at ”zone ud”. Når jeg har gjort det et stykke tid, kan jeg være nærværende igen.

Læs også: Så ofte har vi sex

Man skal holde sig ”saftig”
Det er også vigtigt for Lone at have sit eget rum, og det finder hun bl.a. hjemme i sin egen lejlighed, og når hun danser.

Lone: – Efter jeg har mødt Umahro, er det virkelig gået op for mig, at jeg skal sørge for at blive fyldt op og for, at jeg har det godt. For hvis jeg ikke har det godt, så tænker jeg, at der er noget i vejen med OS. Jeg har set denne tendens hos mange kvinder, hvorimod mænd er bedre til at adskille tingene, det er Umahro i hvert fald. Han har lært mig, at det er vigtigt, at man sætter sig selv først. Det var vildt provokerende for mig i starten. Jeg kan huske en lørdag morgen, hvor vi ikke havde været kærester særlig længe. Han sagde: ”Nå skat, nu tager jeg hen og bokser.”

Vi havde haft rigtig travlt begge to, og jeg havde tænkt, at vi skulle ligge og nusse og pusse og elske. Men nej, han skulle hen og bokse, og jeg blev simpelthen så såret og tænkte, at han ignorerede mig. Men så spurgte jeg mig selv, hvad det egentlig handlede om? Med mit intellekt vidste jeg jo godt, at Umahro ikke ignorerede mig, men det var den følelse, jeg sad med. Og så gik det pludselig op for mig, at jeg i min forelskelse havde nedprioriteret dans, venindetid, nussen-rundt derhjemme og andre af de ting, der virkelig gør mig saftig. Uanset hvor travlt Umahro har, og hvor ny hans kæreste er, så er han super god til at gøre det, der skal til, for at han føler sig fyldt op. Jeg sørgede ikke for at være fyldt op, og jeg ser det samme ske for mange andre kvinder. I dag er jeg meget bevidst om at gøre de ting, der gør mig glad, for jeg kan se, hvor stor værdi det har. 

Børn nej tak
Umahro og Lone kan ikke rigtig komme i tanke om de helt store konflikter i hverdagen, selvom det kræver noget logistik at bo to steder.

Lone: – Men det hænger helt sikkert også sammen med, at vi ikke har børn. Det er vigtigt at understrege, for dermed er der mange konflikter, vi undgår. Det er mig, der ikke vil have børn. Jeg ville kun have børn, hvis jeg absolut ikke kunne lade være, og det kan jeg sagtens. Moderkærlighedens skønhed er jeg på ingen måde blind for, jeg er super god til små børn, og jeg kan sagtens se magien i at skabe liv på den måde, så det er et meget bevidst fravalg. Jeg forvalter mit liv anderledes end mange andre og sætter friheden til at gøre det, som jeg ønsker at opleve i dette liv, umådelig højt.

Umahro: – Jeg har heller ikke – endnu i hvert fald – haft et tikkende biologisk ur, så det er ikke noget, der kolliderer med mit billede af fremtiden. Jeg er heller ikke blind for børn, og jeg er god til børn, men jeg ser ikke lige mig selv i familiesituationen. Min mor har nok en noget anden mening, men heldigvis har jeg to mindre søskende på min mors side.

Kvinde – elsk dine kurver
I dag formidler Lone de indsigter og teknikker, som har vendt skuden for hende selv, til andre kvinder via foredrag og blogs. Hendes mission i livet er at bringe saft, kraft og eventyr til kvinder, så de bevarer deres kvindelighed og tænker, ”uhm, det er skønt at være mig”. Hun vil gerne have, at kvinder holder op med at snakke så meget om flade maver og i stedet begynder at snakke om, hvordan de har det inde i deres mave. I sit arbejde møder Umahro også mange kvinder, der tænker rigtig meget over kalorier, sukker og fedt.

Umahro: – Men det er jo slet ikke det, mad går ud på. Selvfølgelig skal mad være sundt, men det skal smage fantastisk, det skal være en nydelse. Din mund har 8-10.000 følsomme nerveender. Det er et af de mest følsomme steder i menneskekroppen, og det er derfor, man bliver helt elektrisk, når man kysser en, man virkelig synes er dejlig. Alle de nerveender skal også bruges til at få fantastiske oplevelser med mad, så man bliver mættet og tilfredsstillet. Lad være med at tænke over, om du vejer 300 gram mere eller mindre, når ugen af omme. Det første, jeg kigger på hos en kvinde, er da hendes øjne, udstrålingen og smilet. Og hvis der er en lille rund mave, er den jo bare skøn at holde om og kysse på. Kurver inviterer til, at man stryger dem.

Han kigger kærligt på Lone, som sidder og nusser hans fod, og hvem ved, måske er der et par kurver, der skal stryges senere i dag.  


Læs også: Sanne Gram fandt kærligheden i Libanon