Lotte Blicher Mørk
Foto: Daniel Stjerne Lotte Blicher Mørk, 43, har været hospitalspræst i 13 år, de seneste 11 på Rigshospitalet, og har skrevet bogen På en måde skal vi dø. Hun bor på Vesterbro med sin mand og deres datter.

Lotte Blicher Mørk er præst på Rigshospitalet

Lotte er hospitalspræst: "Vi ved, at kærligheden ender ulykkeligt. Alligevel tør vi elske"

Det bliver lidt tungt. Men sådan er livet også. Fyldt med sorg, pligt, skam, afmagt og meningsløshed, men heldigvis også masser af kærlighed. Lotte Blicher Mørk er præst på Rigshospitalet og har udgivet bogen På en måde skal vi dø, der handler om at finde mening med livet, når det virker hårdest. Og om glæden ved sorg.

Der er virkelig mørkt på Lottes lille præstekontor, som ligger i stueetagen på Rigshospitalet. Det er eftermiddag, og solen har takket af for i dag. Alligevel har Lotte ikke tændt lamperne i loftet. Det er sådan nogle rektangulære metalkasser med gitter, som forsøger at sløre, at det er lysstofrør, der gemmer sig inde bag. Lotte er ikke interesseret i at blive badet i hårdt lys, hvem er det? Bordlampens pære har hun ikke lige fået skiftet. Pyt, for her er hyggeligt med malerier på væggene, papirklip i loftet, hyldevis af bøger og en slidt lædersofa, hvor en endnu mere slidt læderkuffert ligger åben. I den ligger en sort ritualbog, der er bladret en del i, en præstekrave og en pakke tyggegummi. Lotte skal have den med bag på cyklen, når hun kører hjem fra arbejde i dag, for i morgen skal hun døbe et nyt lille menneske i en kirke. Jeg lader blikket vandre, mens Lotte går efter kaffe, og så får jeg øjenkontakt med Jesus. Han står øverst oppe på reolen og holder øje med mig. Det synes jeg er lidt frækt, for jeg har sådan set meldt mig ud af Folkekirken. Alligevel kan en 20 cm hvid figur med langt hår og hyrdestav få en voksen kvinde til at tage et tjek på egen sjæl.

Lotte og jeg skal tale om hendes bog På en måde skal vi dø. En skarp og velkomponeret lille sag, der handler om, hvordan man kan leve sit liv, selv om man er magtesløs. Bogen handler ikke om Gud og Jesus og Helligånden. Og det gør den så alligevel, for selv om siderne ikke er plastret til med Gud, Jesus og Helligånden, vokser kristendommens budskaber ud gennem ordene. I bogen fortæller Lotte om sine erfaringer fra sit 13-årige virke som hospitalspræst. Hun beskriver, hvordan de syge og deres pårørende har åbnet hendes øjne, og hvordan det er muligt at finde mening i umiddelbart meningsløse steder i livet. Det vil hun gerne give videre, så andre kan få glæde af hendes erfaring. Ikke kun dem, der har sygdom tæt inde på livet, men alle, der bakser med eksistentielle sager. Hånden op, dem, der roder rundt med noget, de gerne vil have fikset. Touché. Men Lottes bog fikser ikke problemer. Hm. Alligevel er der visdom at hente, som, måske og på en eller anden måde, kan løfte livet lidt.

Gå med magtesløsheden

– Magtesløsheden er vor tids største udfordring. Vi er så vant til at kunne kontrollere og handle på alt. Men der er nogle ting, du ikke kan handle dig ud af. Det er, ligesom når du er på en båd, der vipper, fordi der er søgang. Jo mere du stritter imod, desto mere søsyg bliver du. Men hvis du lader dig gå med bådens bevægelser, får du ikke kvalme. Og jeg kan fortælle dig, at den båd stopper med at vippe på et tidspunkt. Det vil blive anderledes, men det har vi ikke tålmodighed til at vente på.

Ingen er perfekt

– At være menneske betyder, at vi ikke er perfekte, at vi ikke kan alt selv, og at vi ikke skal alt selv. Magtesløsheden gør os hamrende ligeværdige. Vi skal huske, at vi i virkeligheden er meget ens, men det vil vi ikke erkende, for vi vil gerne være særlige. Vi bliver alle magtesløse på et tidspunkt i livet, om ikke før, så når vi står over for døden. Både bankdirektøren og den hjemløse skal dø. Der er meget fællesskab i magtesløsheden, hvis vi tør erkende den som et menneskeligt vilkår.

LÆS OGSÅ: "Jeg tror, at en af grundene til, at jeg har gennemslagskraft, er, at jeg ikke har behov for at være klog"

Styrken i sårbarheden

– I min optik er der helt vildt meget styrke i sårbarhed. At sige: "Hertil og ikke længere." For at tage et lidt karikeret eksempel: Jeg giver to kolleger en opgave, og den ene siger: "Jooeh, den skal jeg nok tage, jeg havde godt nok lige regnet med, at jeg skulle noget andet, men ..." Og den anden siger: "Nej, det kan jeg ikke, for det kan jeg ikke nå, desværre." Hvem ville jeg have mest respekt for? Vi har ofte mest respekt for dem, der tør vise, at de ikke kan det hele. For hvorfor er det, vi tror, at vi skal kunne det hele?

Kærligheden overvinder alt

– Jeg taler ofte med mennesker i dyb, dyb sorg, og der er rigtig mange, som siger: "Hvor ville jeg ønske, at nogen kunne tage min sorg fra mig." Så siger jeg: "Hvis jeg tog din sorg fra dig, ville det også betyde, at jeg tog kærligheden til det menneske fra dig." Det bytte har jeg aldrig mødt nogen, der vil lave. Kærligheden er med til at give livet den ultimative mening og kan ikke gradbøjes. Når du elsker, elsker du 100 %. Derfor kan man også miste meningen med livet, hvis man mister den, man elsker. Vi ved, at kærligheden ender ulykkeligt. Alligevel tør vi elske. Det er modigt.

Der er ikke en mening med alt

– Vi må fatte, at det ikke er alt, der er en mening med. Noget af det, vi ikke troede, vi ville kunne leve uden, kan vi godt leve uden.

Døden gør livet vigtigt

– Døden sætter alt i perspektiv. Den gør livet vigtigt. På den ene side skal vi bevare en modstand, for hvis vi beskæftiger os for meget med døden, vil den skygge for livet. På den anden side er vi nødt til at hengive os til vilkåret, at vi skal dø, og det kan få os til at se skarpt.

Selvindsigt – til en vis grad

– Det er fint at have selvindsigt, men når du vender blikket mod din egen navle, er det svært at se ud over dig selv, og det kan blive temmelig ensformigt og unuanceret. Særligt hvis der sker noget, som rykker dig ud af din dagligdag og din daglige kontrol. Så er det, du skal åbne dine øjne og se et andet sted hen. Jeg synes, vi har pligt til at hjælpe hinanden med at åbne øjnene for, at livet ikke er et enten-eller, men et både-og.

Pligt er godt

– Vi glemmer, hvor meget kærlighed der er i pligten. Vi spørger hele tiden hinanden: "Hvad har du lyst til? Hvad føler du for lige nu?" Der er aldrig nogen, der siger: "Du skal." Det er der rigtig meget kærlighed i, for når nogen siger: "Du skal," så er det, fordi vedkommende tror på, at du kan.

Tak for snakken, Lotte. Hun får et knus. Jesus vil også gerne sige farvel, han får et lille nik.

LÆS OGSÅ: Præst Kathrine Lilleør: "Jeg tror på et liv efter døden"

LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: "Hvis der sker noget, der ikke er fedt, så ved jeg, at jeg nok skal komme igennem det"

LÆS OGSÅ: Coachens 4 råd til at komme ud af krisen efter skilsmisse

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Interview og Kærlighed