Forfatter Lotte Garbers: Sådan er det at bo i Paris

Jeg har kendt min mand i 25 år, og aldrig har vores weekender været så skægge. Vi står op lørdag morgen og tænker: frokost på Les Deux Magots i Saint-Germain-des- Prés i downtown Paris? (og ja, det er meget turistet, men det er virkelig Paris’ bedste solplet og ikke mindst den med den bedste croque-monsieur). Samme aften kan man sidde i sofaen, som om man kun havde været på genbrugspladsen.

For et par lørdage siden smed vi et par rene underbukser i tasken og kørte til havet. 300 km ud til Le Mont Saint-Michel, det lille bjerg midt på en sandbanke i havet, Frankrigs næstmest besøgte turistdestination. Det var superfedt. Ikke selve Saint-Michel – det er ligesom i brochurerne – men det er mere det, at vi gør det: Vi tager af sted, for vi har pludselig fået noget, vi ikke havde før: tid til hinanden.

I Danmark ræsede weekenderne afsted
Det forstår vi simpelthen ikke, for havde vi så mange børnefødselsdage og arrangementer i Danmark, at vores weekender ræsede af sted? Nu kan vi på en weekend nå til kysten, eller vi kan også nå til Central Massif, det store bjergmassiv midt i Frankrig, og tilbage igen, efter at nogen i familien har tilbagelagt en Tour de Franceetape, og alligevel kan min mand nå at stryge skjorter inden mandag morgen. Den tid bruger vi på hinanden. Det er faktisk ret vidunderligt.

Han er jo meget fed, ham jeg giftede mig med. Han fortæller mig om strategi på arbejdspladsen, i detaljer jeg før har været skånet for, og han hjælper med nyt romanmanuskript – det har han aldrig gjort før. Vi taler færdigt om emnerne, uden at skøjte. Og laver kæresteting. Med champagne til. Hele kærestepakken er jo lige uden for døren.

Vi spiser kl. 20
Selvfølgelig har vi langsomt vænnet os til mere tid i hverdagen, fordi vi ikke længere er en småbørnsfamilie. Vi skal ikke længere hente børn, smøre madpakker og kede os på legepladser, og hernede er skoledagen lang. Den varer til et sted mellem kl. 16 og 18. Og selvom vi først spiser kl. 20, så går det ikke ud over den voksentid, vi satte store hegnspæle op om før i tiden, fordi vores børn ikke længere er nogle, man skal have gennet af vejen, før vi kan nå hen til de rigtige samtaler. De er jo blevet interessante at høre på!

Vi er også begyndt at gå rigtigt meget ud at spise. Noget, vi nok har været for nærige med før i tiden, og det er her, vi sidder kind mod kind og ser på livet passere i Paris’ gader. Prøv at lægge mærke til, hvordan caféer og bistroer altid stiller stolene ved siden af hinanden i stedet for over for hinanden. De vil gerne have, at man sidder tæt, kind mod kind og betragter. Vi sidder også kind mod kind i bilen, når vi hopper på weekendeventyr.

LÆS OGSÅ: Pisa: Den perfekte weekenddestination

"Vores by"
På vores væg hænger et kort over Paris. Planen er, at vi skal have små tekster om så mange af ”vores” steder som muligt op på kortet, inden vi tager hjem. Vi arbejder på det, og det begynder efterhånden at ligne noget. Paris bliver for os aldrig mere et mål for en storbyweekend, men det bliver ”vores” by, med vores steder, som vi kan finde uden at gå med det afslørende kort i hånden.

Det allermest anderledes ved Frankrig er virkelig maden og franskmændenes forhold til den. På min opslagstavle hænger et foto fra forsiden af et magasin. Det forestiller et indkøbsnet, hvor nogen har kylet en ”carré d’agneau” ned i, en lammerack, rå, nøgen og nyslagtet. Og på en måde ligner det virkeligheden i Frankrig.

1-200 slags oste til markedsdagen
Markedsdagen er nemlig slet ikke død her. Lige meget hvilken by, vi er i, er der markedsdage. For det meste er det fisk, kød og grøntsager, der bærer det, dog altid suppleret med et par osteboder med en 1-200 slags oste.

Selv står jeg i forhold til min slagter på vores eget marked. Han er nok ti år ældre, end mig, han har verdens største næse og verdens største hænder. De er altid blodige. Men hans øjne smutter, og han virker, helt fjollet, som om han elsker sit arbejde. Han spørger altid indgående, hvad jeg skal bruge kødet til, og så skærer han det ud efter mine anvisninger. Eller korrigerer mig: Boeuf Bourguignon skal være større stykker end børnehapsere. Kødet hakkes altid, mens man ser på, og hvis man synes, grisens eller kyllingens hårstubbe stritter lidt for vulgært op af skindet, tager han gasbrænderen frem og får dem til at forsvinde. Han svinger de der kødhakkere, de rektangulære knive, med så stor fart, at jeg undrer mig over, at han stadig har 10 fingre. Og kødet vikles sjusket ind i et papir, så op på disken, frem med pengene, og så må jeg virkelig videre.

LÆS OGSÅ: Tag på wellness-ferie i udlandet

Vi har ikke fået 20 nye venner
Selvom vi hele tiden oplever og møder nye mennesker, så er vi sådan sært isolerede, fordi vi ikke har fået 20 nye venner, og fordi vi ikke har gæster i hver weekend længere. At få lov at være alene med sine teenagesønner er en meget stor gave. Det er også derfor, vi finder ud af på en meget nær måde, at det ikke er så fedt at være ham, der er anderledes i skolen.

Til gengæld er der Café Gourmand og Confit de Canard. For ham er Frankrig blevet en spaltet oplevelse: På den ene side er det for fedt, at vi hele tiden spiser lækkerier og besøger smukke steder og er sammen på en mere intens måde – læser fransk sammen, ser franske film sammen og forsøger at fatte, hvad det er, de siger, og på den anden side er der ikke så mange vennemuligheder i en skole, hvor fritiden er sat på standby, og når de mange ferier oprinder, er de fleste – inklusive os selv – over alle bjerge.

Eksil giver ikke bare oplevelser, der kan lægges oven i livet. Eksil giver også retrooplevelser med ham, der gik med læderhalskæde, da jeg mødte ham i byen i 1988. Eksilet giver indsigt i teenagesønnens indre liv – noget, jeg ikke tror, jeg var blevet inviteret med til i Danmark. Og eksil i Frankrig giver især appetit på lækker mad, og gid det aldrig stopper.

LÆS OGSÅ: 24 timer i Amsterdam: Oldschool charme