Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Lotte Heise: "Det er ikke min primære funktion i livet at se godt ud"
Foto: Peter Ravnsborg Lotte Heise

Lotte Heise

Lotte Heise: Kan ikke huske et liv uden smerter

For Lotte Heise begyndte livet for alvor, da hun blev 40, og nu, små ti år senere, er der faktisk ikke så meget, hun ville bytte ud, hvis hun fik chancen. Selvfølgelig stritter barmen ikke, som da hun var model i Paris, men hun kunne ikke drømme om at lægge sig under kniven. Til gengæld går der ikke en dag, hvor hun springer sit faste gymnastikprogram over, og så synes hun, danske kvinder skal lære at sprede benene og skælde lidt mere ud.

Jeg er glad for, jeg har bestilt plads i det overfyldte tog på vej hjem til København fra Århus. Efter et par timer i hendes selskab trænger jeg til at sidde ned, for man skal holde ørerne stive og tungen lige i munden, når man forsøger at få Lotte Heise ned på papir.

Hun har en høj forbrænding, siger hun, og det er ikke så mærkeligt, for hun sidder stort set aldrig stille. I de to timer, jeg er på besøg i villaen i Egå lidt uden for Århus, når hun at tale i telefon to gange, fodre katten, smøre madder til sine teenagesønner, lave frokost til sin mor, brygge kaffe, lave rygøvelser og fortælle om sit liv, sin karriere, sine mænd, modeltiden i Paris, sine skønhedsrutiner, gigtsygdom, madvaner og barndom. Meget af det på samme tid. Jeg har ellers forberedt mig godt på interviewet og delt spørgsmålene ind i emner som "kost", "motion" og "alder", men Lotte Heise er ikke sådan at forberede sig på. Hun er en furie, men en følsom en af slagsen, og lige når man tror, man kan kategorisere hende som kaospilot, åler hendes personlighed sig udenom og viser en ny side, der elsker kontrol.

Faktisk er hun så meget perfektionist, at hendes valg af karriere er en direkte konsekvens: I et oneman-show har man kun sig selv at bebrejde, hvis noget går galt. Og det gør det næsten aldrig for Lotte Heise. Men det kommer vi tilbage til.

Hun henter mig ved bussen iført hvid tanktop og mørkeblå jeans med lidt svaj for neden. Håret sidder i en, for hende, løs knold i nakken, og makeuppen er diskret, naturlig. Hun har handlet ind på vejen, og varerne ligger i en tung rygsæk og en klar plastpose, der dingler fra hendes håndled. Hun har sneakers på, og jeg må småløbe for at følge med, for når Lotte Heise tager et skridt, må jeg tage to. Derfor ser jeg hende mest bagfra den korte tur fra stoppestedet til hendes hjem. Hun bevæger sig som en blanding af en gazelle og en gadedreng, og hendes numse er på størrelse med min, da jeg var tolv år gammel. Lotte Heise er fyldt 53 år.

Rygøvelser hver tredje time
– Hej, det er bare mig, råber hun med sin karakteristiske hæse stemme, da vi går ind ad bryggersdøren til huset, hvor hun bor med sine sønner, Christian og Joakim, og sin mor, Inge, der sidste år blev ramt af en blodprop, og som derfor flyttede ind hos Lotte. Seks gange om dagen kommer Falck på besøg, hvilket i ethvert andet hjem ville virke forstyrrende, men som her falder i hak med en rytme, der er alt andet end monoton. Og dog. For Lotte har faktisk ret faste rutiner i sit ellers kaotiske liv, og hendes dage begynder som regel kvart i seks.

– Jeg vågner tit af mig selv. Når jeg en sjælden gang vågner kl. syv, har jeg det sådan, at dagen jo nærmest er gået, griner hun og fortæller, at gymnastik er et helt fasttømret morgenritual, fordi hun lider så meget af gigt, at hun, hvis hun springer programmet over, betaler ved kasse et. I smerter. Hun kan slet ikke huske et liv uden smerter i lænden, der gør, at hun sjældent sidder ned længere end højst nødvendigt. Hun er for nylig begyndt på et program, hvor hun laver ryg-øvelser hver tredje time, uanset om hun er til møde i DR eller sidder i et fly. Hun sætter simpelthen alarmen på sin mobil, og når den ringer, hiver hun sin yogamåtte frem, og strækker ryggen ud. I det hele taget bevæger hun sig meget. En rygspecialist har for eksempel anbefalet hende at gøre rent, fordi man her laver en masse små bevægelser, og desuden har hun ikke noget kørekort. Så hun går og cykler, når hun skal rundt.

Nej tak til Dronningens pizza
– Nogle gange har jeg femten kilos indkøb hængende fra hver side af cykelstyret. Det er naturlige muskler, jeg har. Og det er de daglige bevægelser, der gør, at ens krop har det godt, siger hun og dvæler lidt ved hverdagen og ved damebladenes løfter om hurtige løsninger.

– Mange mennesker har det sådan, at nu skal de være sunde. Jeg har altid været sund, og jeg tror, at sundhed hænger rigtig meget sammen med dagligdagen. At du gør det hver dag og ikke bare er sund en gang imellem. Det er meget sjældent, jeg ikke orker at bevæge mig, og jeg putter af princip aldrig nogensinde noget i munden, jeg ikke ved er hundrede procent i orden. Om det så er Dronningen, jeg er sammen med, og hun siger: "Henrik og jeg har købt en lille pizza". Jeg hader vådt brød og går uden om alle de hvide fødevarer. Det har jeg altid gjort. Det er lidt ligesom med bilen. Folk har altid syntes, jeg var en idiot, fordi jeg ikke havde en bil. Nu synes de, jeg er miljøbevidst, siger Lotte, der på sin vis har været lidt forud for sin tid, særligt når det gælder sundhed.

– Jeg kunne tidligt mærke på min krop, hvad mad, sund eller usund, gjorde ved mig. Jeg har også altid drukket ufatteligt meget vand, men det er fordi, jeg mangler et hormon til at optage væske, så hvis ikke jeg drikker vand, besvimer jeg. Mit sunde liv har et helbredsmæssigt udgangspunkt, og på den måde har jeg jo været heldig, fordi jeg tredive år før alle andre fandt ud af, at det var godt at skylle sin krop igennem, spise olie, lave gymnastik og holde sig fra hvede og sukker. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har spist en pose Matadormix, men vi har altid god chokolade i huset. Mine drenge tager et stykke, men de kunne ikke finde på at kværne en pakke, for slik er ikke et issue. De har aldrig plaget om slik i et supermarked, siger Lotte.

Modelmad og børnemenuer
Femtenårige Joachim nærmest hopper ind i køkkenet og siger, han er sulten. Der bliver skåret nogle æbler og skrællet et par gulerødder, som drengene får med ud under blåregnen. De har fået tidligt fri fra skole, og de må spille computerspil, til de segner, bare det foregår udendørs, fordi Lotte synes, de skal have noget luft.

Lottes tvillinger er lige så forskellige som de to æg, de kommer fra. Den ene ligner Lotte, den anden sin far, og de er bedste venner, måske netop fordi de ikke ligner hinanden. Lotte kalder sine børn "spade" og "klovn" – på den der bramfrie måde, der kun fungerer i hjem med så meget kærlighed, at hårde ord faktisk bliver hyggelige. Hun havde en overgang en diskussion med børnene om morgenmad, fordi alle deres venner spiste chokopops og mysli med chokoladestykker.

– I kan bare glemme det fuldstændig, sagde jeg, for I kan ikke koncentrere jer efter tredje time. Det var en kort diskussion. Nu spiser de havregrød, hjemmebragt brød eller rugbrød med torskerogn eller hybenmarmelade eller et morgenmadsprodukt uden for meget sukker, siger Lotte, der mener, mange forældre bør tage et større ansvar over for deres børn, når det handler om sundhed:

– Det burde være forbudt ved lov at have børnemenu, for det er altid noget lortemad. Der er ikke noget mere sørgeligt end forældre, der bare synes, deres børn skal have pasta, hvis der nu er mulighed for at få fisk. Lad dog børnene smage. Hvis moren har nået at sige fire gange, at hendes barn ikke kan lide fisk, kan du være stanghamrende sikker på, at det barn ikke kan lide fisk. Luk nu røven, mor. Det er helt misforstået. Børn elsker god mad. Deres smagsløg er fuldstændig uspolerede, siger hun.

Levede af ost og cappuccino
Selv har hun ikke spist kød, siden hun var omtrent på sine børns alder. Ikke af princip, men fordi hun ikke kan lide det. Hun synes, det føles mærkeligt inde i munden og kan ikke synke det. Hun spiser til gengæld enorme mængder fisk og ost og masser af grøntsager – måske for at kompensere for madvanerne i årene som model?

– Jeg spiste nogle gange dårligt forstået på den måde, at jeg ingenting spiste. Set i bakspejlet ville jeg gerne have spist flere grøntsager. Men når man spiser mange grøntsager, prutter man, og det er ikke så smart, når man er model. Dengang var jeg ikke helt bevidst om det, og min yndlingsret var bagte rødbeder, der simpelthen får lagnet til at blafre. Men i perioder levede jeg af ost og cappuccino og yoghurt. Alle de bløde ting, der glider hurtigt igennem systemet. Siden har jeg taget revanche, og da jeg fødte mine drenge, var de så lysegule, at lægen mente, de havde gulsot. Så tog de en prøve og fandt ud af, at det bare var carotén, fordi jeg havde spist så mange gulerødder, siger Lotte.

En festlig lille original
Hun blev opdaget som model af fotografen Gunnar Larsen, der tog hende med til Paris, men hun vidste med det samme, at modellivet ikke var noget for hende.

– Det var ikke den bedste tid i mit liv. Det var enormt svært for mig, at folk var fuldstændig ligeglade med, hvad jeg mente, og hvordan jeg havde det. Jeg er god til at få det bedste ud af alting, men jeg synes ikke, det var en fest. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det, fortæller Lotte, der "slog hjernen fra og legede dum blondine".

– Folk gik absurd meget op i udseende på en måde, man aldrig havde set før. Jeg mødte en masse lækre mænd og skabte mig fuldstændig åndssvagt, siger min familie. Min mor hadede mig dengang. Jeg var virkelig en firsertøs. Som teenager var jeg politisk engageret, så jeg havde ikke været rigtigt ude og feste som de andre. For mig havde det været DKP, Land og Folk og fuck USA til store demonstrationer, så jeg fik en slags forsinket pubertet, da jeg kom til Paris. Jeg var forfærdelig, siger Lotte, der kun blev model, fordi hun havde fået at vide, at det var godt, hvis man ville spille skuespil. Og det har hun til gengæld vidst, hun ville, siden hun var fem år gammel.

– Jeg har jo underholdt min familie, fra jeg var lille bitte. Folk sagde ikke om mig: "Nej, hvor er hun yndig". Det sagde de om min kusine. Om mig sagde de: "Sikke en festlig lille original". Det er jeg jo stadig. Det er ikke min primære funktion i livet at se godt ud. Min primære funktion er at sige noget, der er fornuftigt, at hjælpe folk og være glad, morsom og det festlige indslag, siger Lotte.Løst hår er for særlige gæster
Da Lotte Heise begyndte at lave shows i 1986, gjorde hun faktisk alt for at tone sit udseende ned – nærmest i trods over den modelverden, hun kom lige fra. Hun tog en højhalset sweater på, og bukserne var for løse. Og det var helt bevidst:

– Det skulle ikke være mit udseende, de koncentrerede sig om. Jeg trak nærmest det kønne ud af mig selv, fortæller hun. Det er det samme med håret, der dengang blev skrabet helt tilbage, og som siden er blevet hendes signaturlook. Man skal ikke sidde og undre sig over, om jeg mon er blevet klippet. Sådan her ser Lotte Heise ud, og det har hun altid gjort. Men jeg har et kæmpefedt hår. Det er skidestort og enormt tykt. Og dem, der er med mig inde i soveværelset, kan få lov at se det blive kastet rundt. Andre kan nøjes med at forestille sig, hvordan det er, siger hun.

Selvom hun virker som en åben bog, er hendes udseende også hendes facade. Og en, der giver så meget af sig selv som Lotte Heise, er nødt til at have noget, man ikke viser frem. Hun sagde f.eks. også konsekvent nej til at vise sine bryster som model, og hendes nøgne ansigt ser man aldrig.

– Jeg kan rigtig godt lide at være i orden. Jeg føler mig enormt ubeskyttet, hvis ikke jeg har makeup på. Bare lidt. Det er mit filter. Hvis jeg er alene på ferie, barberer jeg stadig ben og har lidt pudder på næsen. Og en lille smule øjenskygge. Jeg skal ikke være shinet op med stort dullehår, men jeg skal se ordentlig ud. Altid. Du vil aldrig se mig rende rundt i røv og nøgler. Jeg kunne heller aldrig finde på at sove i en grim T-shirt.

Kontrolfreak og kunstner
Og så er vi tilbage til det med kontrollen og perfektionismen, for selvom man skulle tro, hun var sådan en, der aldrig blev flov, eller som var ligeglad med, om der var pletter på trøjen, så er en stor del af Lottes liv planlagt ned til mindste detalje – ligesom hendes shows.

– Jeg elsker kaos. Men jeg har også brug for de faste rammer. Jeg er en mærkelig sammensætning af kontrolfreak og kunstner. Jeg har ikke noget imod, at der pludselig kommer tre ekstra teenagedrenge til middag, og de må også godt sove her. Men jeg rejser ikke uden en bodylotion eller en skraber, siger hun og forklarer, at det også er derfor, hun elsker at stå på scenen alene, for så er der ingen, der kan dumme sig ved siden af hende. Hun overvejede på et tidspunkt at flytte til Stockholm, men droppede det igen, da en svensk skuespiller sagde til hende, at hun deroppe altid ville få tilbudt rollen som kusinen fra Danmark på grund af hendes accent.

– Jeg vil jo have hovedrollen. Det har jeg så i mit eget show. Jeg synes, det er så fedt, at det kun er mig, der bestemmer.

Livet begynder ved de fyrre
Da Lotte Heise var tolv år gammel, var hun 175 cm høj og brugte str. 41 i sko. Hun var med andre ord ikke et feminint lille nips, mændene bar tasken for. Hun har dog aldrig begrædt sin højde, tværtimod, for hun spillede både håndbold og badminton, og så løb hun hurtigere end alle drengene.

– Jeg har aldrig gået rundt med rund ryg. Jeg var en rigtig drengepige med snegle i lommen. Jeg legede i mosen og klatrede i de højeste træer. Jeg har altid brugt min krop, siger hun og tror faktisk, at hun har nemmere ved at acceptere alderens fysiske tegn, fordi hun ikke var sådan en, der var yndig som barn.

– Mange kvinder er rigtig smukke, når de er unge. Jeg var jo simpelthen så grim. Jeg blev først opdaget som køn, da jeg var over tyve. Og det betyder meget, tror jeg, for den måde, jeg opfatter mit ydre og det at blive ældre på. Man kan sige det sådan her: Hvis man har været meget velhavende og mister alle sine penge, så tror jeg altid man vil savne friheden. På samme måde tror jeg, at hvis man var sådan en, folk syntes var yndig, fra man var helt lille, så er det sværere at miste skønheden, end hvis man aldrig har haft den.

Hun var smuk som ung, men det er hun stadig, og hun var på ingen måde deprimeret, da hun fyldte halvtreds. Hun synes faktisk nærmest først, livet begyndte, da hun blev fyrre.

– Jeg ser ud, som jeg gør, og jeg synes ikke, det er så ilde. Nogle gange, når jeg vågner om morgenen, tænker jeg: "Hold da op". Så kan man godt se, man er en voksen dame. Men når man når en vis alder, er der rigtig mange uforudsete folder. Det må man leve med. Jeg har rynker, og tres er min næste runde fødselsdag. Men jeg har elsket de mænd, jeg har, og kæmpet de kampe, jeg skal.

Kedelige Grace Kelly
Vi taler lidt om begrebet skønhed og om, hvad det vil sige at være smuk. Lotte nævner to store skønhedsidealer, begge sangerinder, fra sin barndom: Martha Mödl og Maria Callas. Ingen af dem er klassiske, lyshårede skønheder, men de var kvinder med spændende ansigter, syntes Lotte.

– Sådan en som Grace Kelly? Gud fri mig vel, sådan gad jeg ikke se ud. Hold op, hvor kedeligt. Så kan man jo ikke slå en prut eller sidde sådan her, siger Lotte og spreder sine lange ben helt ud til siden på den stol, hun sidder på. I næste øjeblik hopper hun op på stolen:

– Maria Callas har sagtens kunnet sidde og råbe: "Nu skal vi fandme ha' noget mere fetaost." Jeg synes også, mange sportskvinder er totalt lækre, fordi de har et udtryk, der siger: "Det er mig, der løber hurtigt, og du kan bare tie stille". Det der med at sidde med samlede ben og foldede hænder på kanten af en sofa, er simpelthen for trist. For hvad skal man snakke med sådan nogle kvinder om?

I det hele taget synes Lotte Heise, at vi danske kvinder godt kunne lære noget af dem med sydlandsk blod i årene. Være lidt mere frie, skælde lidt mere ud og bruge vores kropssprog.

– Mange danskere er enormt underspillede, fordi vi er så bange for at fylde for meget. Det er jo ikke tilfældigt, at vi alle sammen sidder med krydsede ben i Danmark, og det handler ikke om, at vi gerne vil beskytte vores skød. Det er meget dansk, at vi ikke må være for meget. Jeg er jo helt klart for meget. Og dem, der synes, at jeg er for meget, synes det måske, fordi de selv er for lidt.

Lotte Heise om...
...sine skønhedsrutiner
– Engang jeg var i Spanien, havde jeg så ondt i ryggen, at jeg græd. Ham, jeg var sammen med, bestilte en dobbelt vodka til mig, og derefter en til. Jeg drikker mig aldrig fuld, og næste morgen kunne jeg overhovedet ikke huske, hvordan jeg kom hjem, men da jeg kiggede mig i spejlet, havde jeg taget mine kontaktlinser ud, min makeup var fjernet, og jeg havde redt mit hår. Alt sammen i en kæmpe brandert. Jeg er aldrig nogensinde gået i seng med makeup på.

...sit hår
– Jeg bliver klippet ca. to gange om året hos Tage Frandsen. Jeg vasker hår hver tredje dag. Jeg har et hår, man kan vaske i håndsæbe. Det er sundt, og vokser som ind i helvede. Jeg får det ikke farvet. Frandsen er meget sur over, at jeg ikke har nogen grå hår. Jeg er meget heldig med mange ting.

...sin krop
– Uanset hvor gammel jeg bliver, vil jeg have lange ben. De bliver ikke kortere med alderen. Jeg er meget glad for mine ben. Og mine overarme. Dem, synes Ole Henriksen, også er pæne. Når jeg møder ham, siger han altid: "Oh, my dear, to die for de arme, de er så skønne, dem ville de give millioner for i Hollywood". Og så løber han.

...sin numse
– Den står ikke længere ud i luften. Men jeg er 53 – og kan kigge på nogen, der er 22 og tænke: "Godt, jeg ikke har den røv". Og hvis man tænker over folderne, mens man har fantastisk sex, er det ikke fantastisk sex. Og en af de mest geniale måder at komme til at se godt ud på, er ved at dyrke sex.

...sin alder
– Da jeg fyldte 40, blev livet en fest. Og det har rigtig meget med min selvtillid at gøre. Da jeg var ung, syntes jeg altid, der var noget i vejen, selvom folk sagde, jeg så godt ud. Hvis jeg får lov at være 50 i 20 år til, lover jeg at blive rigtig gammel. Jeg har virkelig ikke noget, jeg gerne vil bytte med. Jo, lidt folder, men so what.

...sin naturlighed
– Jeg ville ikke kunne leve med at ligne Lotte på 25. Sådan ser jeg jo ikke ud indeni. Jeg har ikke fået lavet noget på min krop og skal det heller aldrig. Du kan jo spørge mig igen om ti år, hvor jeg står helt glad og nyforelsket med meget tunge øjenlåg. Men indtil videre kan jeg nemt leve med sådan, som jeg ser ud. Og du skal ikke røre mine bryster.

...sin mental sundhed
– Klassisk musik er min nøgle. Da jeg lige var blevet skilt, savnede jeg mine børn så meget, at jeg kravlede på væggene og var ved at dø. Jeg var helt manisk og lavede mad og gjorde rent, og det hjalp ikke en skid. Det, jeg havde brug for, var at tude. Så havde jeg tre stykker opera, heriblandt Rigoletto, jeg satte på, og så vidste jeg, at jeg inden for femogfyrre sekunder storflæbede ud over hele hytten.

Det spiser Lotte i løbet af en dag
Morgen
– Jeg starter med at drikke et stort glas vand. Og så drikker jeg kærnemælk med en eller anden form for frugtjuice, mens jeg gør min gymnastik. Når jeg så er færdig med gymnastikken, drikker jeg en meget stor kop te med ingefær – det skal være den fra Percks eller en Kushmi. Når jeg så har været vågen et stykke tid, spiser jeg økologisk A38 med eller anden form for flake og måske nogle solsikkekerner. Op ad formiddagen laver jeg mig en kop kaffe, meget gerne med en klat flødeskum.

Frokost
– Her spiser jeg rugbrød eller knækbrød. Jeg elsker også riskiks. Hvis jeg er særlig sulten, laver jeg en suppe eller noget med æg. Som pålæg spiser jeg torskerogn eller ost som f.eks. Blå Saga eller norsk gedeost. For det meste spiser jeg knækbrød med sild, så får jeg flest proteiner.

Middag
– Jeg spiser typisk fisk med mørk pasta, vilde ris, perlespelt og forårsløg. Jeg ville hellere dø end at spise boller i karry, men vil bestemt gerne servere det for andre. Jeg spiser også mange rejer, og der bliver aldrig serveret et måltid herhjemme uden salat og en stor skål snackpeber eller agurkestave. Jeg spiser ekstremt mange grøntsager.

Lotte Heise

ALDER: 53 år.
KARRIERE: Forfatter, foredragsholder, skuespiller, radiovært og tidligere fotomodel. Har skrevet et hav af bøger om alt fra sin tid som model til forskellen på mænd og kvinder. Mange af hendes shows er desuden udgivet på dvd. Er for tiden vært på programmet "Lotte Heise – helt klassisk", der kan høres hver lørdag kl. 16 på P2. Har netop sat sidste punktum i en bog om opera.
PRIVAT: Mor til de femtenårige tvillinger Christian og Joachim.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview