Louisa Lorang
Foto: Sara Skytte "Da jeg var færdig som kok, var jeg gravid med mit første barn, og der skrev jeg helt frækt til ugebladet Femina, hvad jeg syntes, de burde gøre ved deres madsider," fortæller Louise Lorang.

Louisa Lorang om sin økonomi: "Vi er altid lidt på røven"

Kok Louisa Lorang om manden, der har fundet vejen til hendes hjerte - og om erkendelsen af, at de først maler lejlighed og bliver rige, når børnene engang er flyttet hjemmefra.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Landskronagade på Ydre Østerbro. Vi boede i et rigtigt hippiehjem i et nybyggeri, hvor der også boede en masse andre mærkelige mennesker. Mine forældre var hippier, og der var altid mennesker i vores hjem og meget frie tøjler i forhold til, hvad jeg beskæftigede mig med. Der var biodynamik, før det overhovedet eksisterede, for vi drak økomælk med klumper i, spiste kikærter og spirer, og der stod hjemmebrygget vin og boblede på et af værelserne. I starten var vi min mor, far og mig, men da de blev skilt, var det bare mig og min mor. Jeg var enebarn, men jeg havde tætte venner nede i gården. De var enebørn ligesom mig, så de var mine søskende. Jeg var meget mørk, og på den tids Østerbro skilte jeg mig ud. Den ene af mine veninder var adopteret fra Korea, og den anden havde italienske rødder, så vi syntes, at vi passede godt sammen, og de to var mine "girls". Nogle gange sagde vi også, at vi var søskende, og det var der ikke en kat, der ikke troede på.

Hvad er dit livs omvej?

– Som 15-årig kom jeg på udveksling til Texas. I starten boede jeg hos en mexicansk enke. Jeg kom jo fra en meget fri opdragelse, men hos hende skulle jeg med i katolsk kirke hver søndag, og jeg måtte ikke tale med drenge. Det blev lidt for voldsomt for mig, så jeg flyttede ind hos en veninde i stedet. Men jeg blev totalt forelsket i Texas. Varmen, maden og gæstfriheden. Da jeg senere mødte min mand, boede hans ene søster i Texas, så vi tog derover hver gang, vi havde råd og spiste barbecue og rejste rundt. Jeg er stadig forelsket i det texansk-mexicanske køkken. Det var også en ventil for mig, for i Danmark affaldssorterer vi alt helt ned til vores kontaktlinseetui. Derovre er der stadig store trucks, store bøffer og store margaritaer. Det var et godt modspil til det klid-liv, jeg kom fra i Danmark.  

LÆS OGSÅ: Køkkenchef på Kiin Kiin: "Livet er for kort til at være helt oppe i sin egen popo"

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg troede faktisk, jeg skulle skrive dramatik, så jeg tog skrivekurser og var i mange år tilknyttet et teater, som jeg skrev og instruerede for. Jeg tjente ikke en krone på det, så i weekenden lavede jeg mad til selskaber og tjente lidt på det. Jeg tog kokkeuddannelsen for at lære håndværket ordentligt, men det var ikke fordi, jeg havde Michelin-ambitioner. Da de spurgte mig, hvad jeg ville bruge uddannelsen til, sagde jeg, at jeg ville være selvstændig, men jeg anede ikke som hvad. Jeg kunne lige så godt have haft min egen frugtplantage. 

Da jeg var færdig som kok, var jeg gravid med mit første barn, og der skrev jeg helt frækt til ugebladet Femina, hvad jeg syntes, de burde gøre ved deres madsider. En dag ringede to redaktører fra bladet og inviterede mig til møde. Det var lige inden min termin, og jeg var enorm. Heldigvis var det to kvinder, for kun kvinder ved, hvad kvinder kan, så jeg fik en ugentlig side, og det var kærlighed ved første blik. Senere havde jeg så meget materiale, at jeg kunne sende det af sted til et forlag og få udgivet min første bog. Jeg har været heldig, at jeg har kunnet kombinere de ting, jeg elsker: At skrive og lave mad. Det er både min hobby og mit job, og jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle lave, hvis ikke det var dette. Nogle gange spørger folk mig, om jeg kan blive ved med at finde på nye opskrifter, men jeg har det mere sådan: Kan man lade være?

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– I København gør folk en dyd ud af ikke at genkende en, selv om de måske gør det. Det er noget andet i Randers, hvor jeg er, når vi skal optage Maddysten. Men folk er altid søde, og de har respekt for, hvis man lige står midt i noget andet. Jeg får heller ikke så mange henvendelser online. Højst noget i retning af ”Hej-hej, du ser sød ud”, men af en eller anden grund er det Dak (Louisas meddommer i tv-programmet Maddysten, Dak Wichangoen, red.), der får alle dickpics’ene, men det er altså helt okay med mig, at jeg ikke får sådan nogle. Det er ikke fordi, jeg efterlyser dem. De fleste, der skriver til mig, vil bare gerne vide hvilken juicer, jeg bruger, eller hvor jeg har købt min bluse. En enkelt gang var jeg på vej til Randers for at lave nogle optagelser til Maddysten. Jeg skrev det på Instagram, og så var der en kvinde, der sagde, at vi lige kunne nå åbningen af en ny restaurant i Randers. Jeg skrev tilbage, at det bare var mig, der var på vej, men så svarede hun, at hvis jeg var frisk, kunne vi spise dernede sammen. Hun var bare en helt almindelig dame, der sad derhjemme og havde lyst til at spise på restaurant. Min datter syntes, jeg var sindssyg, for man kan da ikke bare spise med fremmede. Men alternativet var, at jeg havde siddet alene på mit hotelværelse og spist en dårlig sandwich. Så gik jeg ud og spiste med hende, og vi talte uafbrudt i tre timer. Vi skriver stadig sammen og sendte gaver til hinanden til jul.  

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg har været kæreste med den samme mand i … jeg kan ikke engang tælle det … 22 år, og nu er vi endda blevet gift. Vi har været kærester i halvdelen af mit liv, men det tog lang tid for os at flytte sammen, blive gift og også at få børn. Vi mødtes på teatret, hvor han troede, at han skulle være tekniker, og jeg troede, jeg skulle være instruktør. Vi festede og havde vores ungdom, indtil vi flyttede sammen. Vi blev gift, fordi vi havde fået børn, og det endte faktisk med at blive meget romantisk, selv om det bare var et lille bryllup på rådhuset. Jeg tror, vi skal giftes igen en dag, når vi bliver gamle, hvor brylluppet kan få lov til at fylde lidt mere. 

Benjamin arbejder i dag i mit firma med indkøb og regnskaber, og han er også med på foto-shoots. Det får vores hverdag til at fungere. Vi bliver aldrig rige, og vi er altid lidt på røven, men vi har aftalt, at vi maler lejligheden og bliver rige, når børnene er flyttet hjemmefra. De er 13, 10 og 4 år. 

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om sin første fødsel: "Det var rystende"

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu? 

– Som alt andet i mit liv var det ret tilfældigt. Men for mange år siden havde jeg en lillebitte lejlighed i den gård på Christianshavn, hvor jeg bor nu. Senere flyttede jeg sammen med Benjamin i en lidt større lejlighed samme sted, og så blev vi tilbudt en endnu større lejlighed her. Vi elsker Christianshavn, og lejligheden har plads til os – og en efternøler. Ja, jeg har faktisk boet samme sted i over 20 år med den samme mand. Hold kæft, hvor er det kedeligt. Men mit job er langt fra 8-16, og jeg har ingen økonomisk tryghed. Måske er det derfor, alt andet skal være i orden. Jeg aner ikke, om jeg tjener nogen penge næste år, men jeg har haft sindssygt travlt siden den dag, jeg lavede den første side til Femina. Folk tror nogle gange, jeg sidder og drikker Chardonnay hele dagen, men jeg arbejder i døgndrift.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Vi besluttede ret sent at få et tredje barn, og det var livsomvæltende. Min mand har hele tiden gerne villet have tre børn, men jeg kunne ikke overskue at være den, der fødte barnet for så at gå ud i verden igen. Men en morgen vågnede jeg bogstaveligt talt og sagde: ”Hold kæft, der mangler én”. En aften kort tid efter fik jeg på fornemmelsen, at jeg var gravid. Jeg sendte Benjamin i DøgnNetto efter en test, og den var positiv. Det gik så hurtigt at blive gravid, men det tog mig alligevel ret lang tid at forstå, at Maggie var virkelighed. Nu er vi dem, vi skal være. Da hun blev født, havde hun galopperende kolik. Vores andre børn syntes, at vi var komplet idioter, når vi stod med et barn, som vi ikke kunne få til at holde op med at græde. Vores første barn havde også haft kolik, og vi havde prøvet alt undtagen at gå til kiropraktor, så det prøvede jeg med Maggie, selv om jeg ikke troede, det ville virke. Jeg kan huske, kiropraktoren sad med min babys lille hoved mellem sine hænder og sagde til mig, at jeg skulle smile til Maggie, så hun vidste, alt var okay. Så knækkede hun hendes nakke. Jeg skulle komme tilbage en uge senere med Maggie, og der gjorde hun det igen. Det var op til en weekend, hvor Benjamin lige var taget på kanotur med vores ældste børn. Han havde så dårlig samvittighed over at have efterladt mig med en skrigende baby og masser af arbejde. Men Maggie græd ikke hele den weekend, og jeg turde ikke sige det til Benjamin, fordi jeg var så bange for at jinxe det. Men da han kom hjem og opdagede det, sagde vi: ”Nu skal vi sgu have et glas rødvin”. Maggie var virkelig en beslutning, der ikke stod skrevet nogen steder. Vi havde jo to børn og endda et af hvert køn. Men hold kæft hvor er hun vigtig i vores liv. Det er hende, der sørger for, at de store børn ikke drifter for langt væk ind på deres værelser eller ud af lejligheden. 

Hvem er Louisa Lorang

Louisa Lorang fakta.jpg

  • Født 1976.
  • Uddannet kok og arbejder i dag som madskribent på ugebladet ALT for Damerne. Hun er også tilknyttet som kok på Aarstiderne, ligesom hun er vært på DR-programmet Maddysten. Har tidligere været på Go Morgen Danmark som kok. 
  •  Har udgivet en række kogebøger. I juli udkommer hendes 19. bog 'Grønne madpakker'.
  • Gift med Benjamin, som hun har tre børn med. 
  • De bor i København.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil og Interview