Fråseri er nødvendigt for sundheden, mener Louise Bruun.
SPONSORERET indhold

Louise Bruun: "I dag har jeg spist en hel plade chokolade"

Ernæringsekspert Louise Bruun går ikke og nipper til de søde sager. For at være sund skal man fråse ind imellem, skriver hun ud fra dødssynden 'fråseri' i vores serie om de syv dødssynder.

Af: Missu Schneidermann Foto: Jens Rosenfeldt/Jacquline Fluri
24. dec. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Fråseri

– Når jeg får lidt ondt af mig selv – for eksempel en dag som i dag, hvor jeg skal afholde retreat og arbejde hårdt og urte igennem i fire dage – giver jeg mig selv lov til at fråse. Jeg tror nemlig, det er helt vildt vigtigt at give efter for behovet for at fråse og bare give den fuld gas en gang imellem, når man virkelig har lyst. I min hverdag, som overvejende er rigtig sund og med fokus på sund livsstil, kost og træning både arbejdsmæssigt og privat, så har jeg – som
alle andre mennesker – behov for at slippe alt det sunde og bare gå til den nogle gange.

– Og når jeg taler om at fråse, så er det ikke bare noget med en lillebitte treat, næh, i dag har jeg spist en hel plade chokolade. Jeg er ikke typen, der kan have søde sager liggende en måned, jeg æder det bare med det samme – Ben & Jerry's-is, de der Rotella-lakridser, der smager absurd godt, det skal bare væk, og jeg nyder det. Men jeg kan mærke konsekvensen med det samme, jeg får hjertebanken og ondt i maven, og det er ikke så rart, men det er dejligt at gøre det alligevel.

– Det er dog sjældent, at jeg giver mig selv lov til at fråse, og jeg kan gå rundt i dagevis og se forelsket på Rotella-poser, inden jeg giver mig selv lov til at købe en. Og jeg fråser også med god samvittighed, fordi jeg lever sundt. For eksempel løb jeg 11 kilometer i morges, og så tænkte jeg: "Pyt med, om jeg spiser hele den plade chokolade, der går jo alligevel en måned, før jeg gør det igen". For det ville slet ikke gå, hvis jeg gav efter for min lyst til at fråse hele tiden, så ville jeg blive bollefed og i øvrigt ikke have det særlig godt. For ikke så længe siden var jeg oppe på min ødegård med min svigerinde, og efter en løbetur blev vi sliksultne, men jeg styrede mig til om aftenen, hvor jeg så til gengæld åd masser af både is og chokolade. Det resulterede i, at jeg slet ikke kunne sove, fordi jeg var så speedet og havde hjerte-
banken.

– Så jeg tror på balancen mellem det sunde og fråseriet, og jeg både lever og arbejder ud fra 80/20-princippet med 80 procent af det sunde og 20 procent af alt det andet. Det sjove ved at fråse går jo også af, hvis du gør det hele tiden – så får du ikke den dejlige effekt, så lukker du bare et sår. Men for at kunne holde den sunde linje skal de 20 procent være der – vi kan jo for filan ikke rende rundt med forbud over hovedet og gøre alting rigtigt, det bliver for kedeligt.

LÆS OGSÅ: Kan man tabe 5 kilo på 4 dage?

LÆS OGSÅ: Bliv fit med fit livings nytårs-bootcamp - og vind yogarejse

LÆS OGSÅ: Fit med Anne Bech: Boost din forbrænding