Louise Gade Sig: Selvom mine forældres skilsmisse var fredelig, er det mit livs største sorg

Om mit arbejde ved jeg nu ...

– At det har været et frisk pust for mig at skifte fra at være skrivende journalist på ALT for damerne til at blive vært på DR's Vejret. Jeg havde længe været draget mod tv-branchen, og efter at jeg havde fået mine to døtre, havde jeg også gerne villet tilbage til Jylland, hvor jeg kommer fra, og hvor min familie bor. Da DR så søgte en ny vært til Vejret i Aarhus, var det oplagt at søge. Vejrsituationen har altid interesseret mig, jeg er vokset op ved Vesterhavet, hvor havgus og den bistre vestenvind var faste livskomponenter. Vi var 200, der søgte jobbet, og til sidst var jeg altså så heldig at få det. Det har været noget af en omstillingsproces at flytte familien fra København og pludselig skulle vænne sig til at stå på skærmen foran så mange tv-seere, men alt er gået godt.

Om min barndom ved jeg nu ...

– At min forældres skilsmisse, da jeg var otte år, har præget min barndom meget. Selvom skilsmissen var fredelig, er det mit livs største sorg. De lavede en demokratisk ordning, hvor min mor og jeg flyttede til en lille landsby, Kloster, seks kilometer fra mit barndomshjem ved Ringkøbing, og min far beholdt min bror. Det var ikke ligefrem verdens bedste deleordning, min bror, far og jeg sås kun hver anden weekend. Det var et stort tab, at de forsvandt fra min hverdag. Jeg synes ikke, at folk skal blive sammen for enhver pris, men den med, at det i sidste ende er bedst også for børnenes skyld, køber jeg ikke. Det er i mine øjne en retfærdiggørelse af, at forældrene prioriterer deres egne behov. Min generation er blev stemplet som rodløs, og jeg har tit tænkt, at måske hænger det sammen med, at så mange af os er skilsmissebørn. I hvert fald vil jeg selv strække mig meget langt for at undgå at udsætte mine børn for en skilsmisse.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: ”Guderne skal vide, at Johan og jeg prøvede at kæmpe os udenom en skilsmisse”

Om mod ved jeg nu ...

– At jeg fik mere af det hen ad vejen. Det skyldes ikke mindst den mand, min mor mødte et års tid efter skilsmissen. Dengang var jeg indadvendt, genert og bange for mange ting, og min stedfar satte sig for at tanke mig op med selvtillid – ikke altid på lige pædagogiske måder, men det virkede. F.eks. var jeg sindssygt bange for hunde og især for Bølle, en stor labrador på vores vej. Han lovede, at jeg fik den sparegris, jeg ønskede mig så brændende, hvis jeg klappede den, og det gik jeg med til. Jeg havde heller ikke meget mod på den obligatorisk svømmeundervisning i skolen. De andre fik 1000-meter-mærker, jeg kunne lige svinge mig op til at tage en bane. Så tilbød han at tage mig med i Ringkøbing svømmehal, men der var jeg bange for at møde nogen, jeg kendte. I stedet tog vi til Ulfborg, 30-40 km derfra, hvor vi ikke kendte et øje, og var der nogle aftener hver uge i en periode, indtil jeg sprang ud fra ti-meter-vippen på egen hånd.

Om venskaber ved jeg nu ...

– At nogen er for livet. Jeg har en håndfuld veninder, jeg mødte i børnehaveklassen. I dag lever vi vidt forskellige liv, men holder stadig sammen. En af dem, Tina, er jeg særligt tæt på, hun bor i en vestjysk fiskerby med mand og søn, har aldrig boet andre steder end i Ringkøbing-Skjern kommune og har kæmpet en del med sygdom. Det er hende, jeg ringer til som det første, når jeg er ked af det. Der er ingen misundelse mellem os, kun kærlighed og overbærenhed. For eksempel blev hun ikke sur, da jeg glemte hendes bryllup for ikke så længe siden. De havde valgt, at det var småt og enkelt, og derfor var jeg ikke inviteret, men burde da have sendt en blomst, især fordi hun altid husker mine mærkedage. Men hun tilgav mig, for hun ved godt, at jeg er distræt.

Her omkring Aarhus har jeg en anden gruppe veninder, der har små børn, og vi har indført et koncept, der hedder: Hyg, æd og skrid. Vi mødes med vores børn 16.30, hygger og spiser og lever med det kaos, der er, og så skrider vi igen med god samvittighed fra rod og opvask, for vi ved, at det næste gang er vores tur til at stå for det. Det kan varmt anbefales.

LÆS OGSÅ: Veninderne bag Halifax-burger har valgt at flytte i familiekollektiv: Vi har fælles hus, banklån og kærlighed til børnene

Om mænd ved jeg nu ...

– At man kan sige, jeg har researchet meget, da jeg var yngre, før jeg slog mig ned med min nuværende kæreste, Morten. Så meget, at mine forældre til sidst ikke orkede at sætte sig ind i, hvis sko der stod i garderoben, for hvis de lærte mine kærester at kende, blev de bare kede af det, når de røg ud igen. Jeg var nysgerrig, men samtidig frygtelig kritisk og lidt af en fejlfinder. Der var en, jeg syntes var for initiativløs, en anden var for sød, en tredje for lav. Til sidst indså jeg, at hvis du leder efter en helt fejlfri partner, ender du ensom. Og så fandt jeg Morten, som er det tætteste på perfekt, jeg kan komme, og har et kæmpe hjerte. Han gik med til, at vi flyttede til Aarhus, selv om han nok helst var blevet i København, og tager en stor tørn alene med vores små døtre, når jeg har mine mange aftenvagter. Jeg glæder mig stadig hver aften helt ind i knoglerne til at sidde og hygge med ham i sofaen, når børnene er puttet.

Om lykke ved jeg nu ...

– At man med små børn nemt kan få sovset sig ind i en følelse af, at alting er hårdt. En morgen, da jeg var på barsel med min yngste datter, og hun havde holdt mig vågen i flere timer om natten, var jeg så udkørt, at jeg lå som en tegneseriefigur på gulvet og hamrede mine knyttede næver ned i gulvet og sparkede og brølede min frustration ud. Det er kun et år siden, og i dag kan jeg ikke lade være med at grine af det. Jeg har arbejdet med at blive bedre til at se de slidser af lykke, der også er sådan nogle morgener, når man sidder kind mod kind og giver sit barn strømper på for eksempel. Min mor siger tit, at lykken kan være som en hat, du leder og leder efter, indtil du opdager, at du har haft den på hele tiden.

Om modgang ved jeg nu ...

– At den rent faktisk kan være en gave, også når den kommer i den mest grimme indpakning. I 2012 fik jeg konstateret svære celleforandringer i min livmoderhals, og det krævede en operation. Jeg gik i panik og græd ud over hele klinikken, den dag jeg skulle opereres. Jeg vidste godt, at der var gode chancer for, at de fik fjernet det hele, alligevel var jeg bange. Efter operationen gik der et halvt år, inden jeg fik endegyldigt svar på, at jeg var frikendt. Lige i den periode døde skuespilleren Mira Wanting, kun 34 år gammel af livmoderhalskræft. Det fik mig til at frygte døden endnu mere, eller at jeg, hvis jeg overlevede, ikke kunne få børn. Men jeg blev frikendt og var utrolig lettet. Tidligere har jeg haft modgang, der bare skulle bekriges og begraves, men den her omgang gjorde mig klogere på og gladere for livet.

LÆS OGSÅ: Se Katinkas nye musikvideo: ”At møde min mand er det mest skræmmende, jeg har prøvet”

Om kærligheden ved jeg nu ...

– At det da godt kan være svært at holde den i live i et forhold med en datter på tre år og en anden på halvandet. Der er ikke mange ledige stunder, og hvis der er, er vi trætte. Men med kærligheden er det som med ild, hvis du ikke plejer den, går den ud. Det har vi skulle minde os selv om midt i indkøb af bleer og tillavning af sutteflasker. Ind imellem har vi måttet ruske op i hinanden for at huske på, at vi også kan snakke om andet end vores døtre. En gang om ugen har vi en tradition, hvor vi giver børnene mad, og så går jeg op og putter dem, mens Morten tilbereder en lækker middag, som vi spiser i ro og fred, bare os to. Det er fantastisk at få lov til at se hinanden i øjnene og kunne afslutte sine sætninger.

Om selvværd ved jeg nu ...

– At selv om jeg var bleg, rødhåret, fregnet og lidt buttet som barn og har haft alt, hvad man kan forestille sig af bøjler på tænderne, har mine forældre haft succes med at give mig en følelse af at være god nok. Det er guld værd i det job, jeg har nu. En enkelt gang er mit selvværd dog blev rystet, det var, da jeg fik mit første barn. Jeg var ved at slide mig selv op i forsøget på at gøre alting til perfektion og følte slet ikke, at jeg slog til. Så besluttede jeg at prioritere. Hvis jeg skulle være en nærværende mor og gøre mit arbejde ordentligt samtidig, måtte andet skæres væk. I dag betaler jeg mig fra at få gjort rent, og jeg bor absolut ikke som i boligbladene, jeg motionerer meget lidt og har heller ikke særligt stort fokus på at leve super sundt. På den måde har jeg fået ro til at koncentrere mig om det vigtige.