Lykke May: "Jeg har aldrig haft mere angst i livet"

Et spædbarn ligger smurt ind i sin egen afføring. Nødtørftigt svøbt ind i en klud. Forældrene er forsvundet ind i en tåge af stoffer. De ænser intet. De har taget endnu en timeout fra deres hårde liv med narko, vold og et forældreansvar, som de ikke kan håndtere. 

Scenen stammer fra Susanne Biers kommende film "En chance til", og den er blot en af en næsten uendelig række hjerteskærende scener. Barnets mor spilles af filmdebutanten Lykke May Andersen. Den danske topmodel, der i 16 år har boet i New York, og som har været på forsiden af alle de store, internationale modeblade. Nu er hun vendt tilbage til Danmark. Hun har købt en lejlighed på Vesterbro, som skal danne rammen om hendes liv med sønnen Shooter, der kun var otte uger gammel, da hun indspillede den følelsesmæssigt hårde rolle. Lykke sidder ved et rustikt langbord i et enormt, riddersalsagtigt rum i lejligheden, hun putter sin spinkle krop i en råhvid, fluffy jakke og kigger på mig med sine katteagtige øjne – hendes "varemærke". De lange ben har hun trukket op under sig på stolen. Hun virker skrøbelig og lidt sårbar, som hun sidder der. Men livet er heller ikke gået den lige vej for hende.

Lykkes forældre blev skilt, da hun var to år. Hendes far flyttede til Grønland, og Lykke voksede op alene med sin mor. Livet derhjemme var trygt, og oplevelser blev prioriteret over materielle goder. Skolen sagde ikke Lykke ret meget. Hun var urolig og rastløs og nåede at gå på syv forskellige skoler. For otte år siden fik hun diagnosen ADHD, hvilket nok var en del af forklaringen på, hvorfor hun ikke kunne koncentrere sig.

Gennem barndomsårene forsøgte hun at få kontakt med sin far via breve og tegninger, som hun sendte til Grønland, men hun hørte aldrig noget tilbage. Men så, lige før sin konfirmation, fik Lykke et brev. Det var fra hendes fars advokat, og i brevet stod, at hun skulle holde op med at kontakte sin far. Han ville ikke have noget med hende at gøre, for det eneste, han nogensinde havde haft ud af at have hende som datter, var, at det havde kostet ham penge.

– Det er jo enormt hårdt at få sådan et brev, når man er teenager, men det var på en måde også sådan en afslutning for mig, for så behøvede jeg ikke længere at hige efter kontakt med ham. Det var selvfølgelig endnu mere en afslutning, da han døde, da jeg var 18 år, for så vidste jeg i hvert fald, at der ikke gik en mand rundt derude, som var min far, og som ikke gad se mig, siger hun.

Hvordan har det præget dig, at du er vokset op uden din far?
–På enormt mange måder. Det er et spørgsmål, som jeg nærmest har brugt hele mit liv på at besvare. Det er meget interessant, hvordan de rammer, man vokser op med som barn, former en som menneske. Min mor har aldrig sagt: "Din far gider dig ikke". Hun sagde bare, at han boede langt væk, og det gjorde han jo også. Men det former jo en i den forstand, at man får en følelse af ikke at være ønsket. Og som pige går det også over i noget med ens forhold til mænd. At man har brug for at føle sig bekræftet i et forhold. Jeg tror, at jeg har brug for enormt
meget mere omsorg fra min partner end mange andre, fordi jeg ikke har haft min far. Piger, som har haft deres far, har allerede fra en tidlig alder en idé om, hvordan de gerne vil have, at deres mand skal være. Det er det, de går efter. Når man ikke har haft sin far, har man ikke sådan en model at gå efter. Jeg tror måske, at man prøver sig mere frem, og nogle gange vil man måske også opsøge mere opmærksomhed på en eller anden måde. Bevidst eller ubevidst.

– Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg ikke villet være alene. Ikke sådan, at der altid skulle være en mand i nærheden, men så en veninde. Men faktisk har jeg, når jeg kigger tilbage, haft brug for at have en kæreste hele tiden, og jeg har været i nogle meget back-to-back-agtige forhold. Det har helt sikkert noget med min far at gøre. Jeg har brugt rigtig lang tid på at arbejde med mig selv i forhold til at være bevidst om, hvad det er for nogle ting, der måske stammer fra, at jeg ikke har haft min far, både gode og dårlige. Men nogle gange bliver man også nødt til at holde op med at stille spørgsmål og tage, hvad man har fået. Man kan blive ved med at give andre folk skylden, men man er jo selv ansvarlig for sit liv.

Lykke May har gennem årene været kæreste med blandt andre vovehalsen Steve-O fra MTV-programmet Jackass, musikeren Kid Rock og Bloody Social-musikeren og modellen Jamie Burke. Sidst har hun været kæreste med den 30 år ældre filmmand og billedkunstner Julian Schnabel, som også er far til hendes søn. De to gik dog fra hinanden sidste vinter. Lykke synes ikke, at aldersforskellen er interessant at tale om.

– Det kan godt være, at det er en kliche at sige, at alder ikke betyder noget, men det gør det virkelig ikke. Jeg ved godt, at der er masser af mennesker, der ikke kan sætte sig ind i det forhold, vi havde, men det er jeg ligeglad med. Og jeg føler ikke, at jeg har brug for at forklare det. Vores forhold var ikke anderledes end alle mulige andres forhold. Vi mødte hinanden i forbindelse med noget arbejde omkring en kunstner, så det startede mere som en intellektuel affære end som en stor forelskelse. Vi havde et fælles univers i kunsten, og hvis det er svært for folk at forstå, at vi rent faktisk havde en helt oprigtig connection, så er det jo bare snæversynet, synes jeg.

Så du en faderfigur i ham?
– Nej, på ingen måde. Hvis man kender ham, så vil man vide, at han ikke virker så meget ældre. Faktisk er han mere baby end far.

Hvorfor er I ikke sammen længere?
– Nogle gange fungerer det bare ikke. Man vil forskellige ting i livet. Og så sker der også det, at ens grænser bliver så krystalklare, når man bliver mor. Hvor jeg før måske kunne være sådan, nå ja, fint nok, og så mødtes vi på midten, så er der bare nogle ting, som jeg er blevet fuldstændig kompromisløs med, efter jeg er blevet mor. Og det går nogle gange ud over forholdet.

Hvordan vil du sørge for, at din søn bevarer et nært forhold til sin far, nu hvor du er flyttet til Danmark, og han bor i New York?
– Vi har en plan, der går ud på, at han skal være hos os på skift.

Hvad tænker du om, at han skal vokse op delvist uden sin far, som du selv gjorde?
– Det kan man slet ikke sammenligne, for han vokser ikke op uden sin far. Han har jo sin far og ser ham. Det bliver en rutine for ham. Det er jo ikke sådan, at hans far kommer og går i hans liv, han vil være der hele tiden, og vi er enige om, at vores søn skal have os begge to. Jeg synes, at det er en fordel for ham, at han får begge verdener. En af grundene, til at jeg ville flytte hjem, var, at jeg ville have, at Shooter skulle have det danske med. Han skal have vores traditioner og mentalitet, og han skal have noget af det samme som mig, ellers ville vi ikke kunne relatere til hinanden senere i livet. Når han har nogle solide ben i Danmark, vil han være bedre rustet til at deale med al den overfladiskhed, der er i USA. Det kan godt være, at man synes, at danskere og amerikanere ligner hinanden, men der er bare nogle kæmpe kulturelle forskelle. At blive mor er med Lykkes egne ord "det vildeste", der er sket i hendes liv.

– Det er jo det, vi kvinder er i livet for – sådan føler man det i hvert fald, når det sker. Jeg har aldrig haft mere angst i livet, jeg har aldrig følt mig mere sårbar og mere stærk på samme tid. Det er virkelig en sindssyg følelse. Man føler, at man har det her liv i hænderne. Det er så skrøbeligt. Og tænk, hvis der skete en noget, så man ikke kunne være der for sit barn. Alt andet i livet bliver lidt lige meget, når man bliver mor. Alle de ting, som jeg bekymrede mig om, og som fyldte meget i mit liv før, blev pludselig bare ret ubetydelige eller forsvandt. Det er den samme verden, men alt ser anderledes ud. Det er måske en mærkelig ting at sige, og meget at putte på en lille baby, men min søn har simpelthen lært mig så meget om mig selv. Ikke fordi, det skal handle om mig, men det har han. Det føles, som om han kigger på mig og siger: "Hallo – du løb bare rundt som en kylling uden hoved, du havde brug for mig. Du vidste det ikke, men nu ved du det."

Hvordan vil du beskrive dig selv som mor?
– Jeg er i hvert fald ikke den pylrede mor. Jo, på nogle områder. Men jeg har lagt meget vægt på, at min søn skal kunne være omkring forskellige mennesker. Da han var lille baby, ville jeg gerne have, at andre folk holdt ham, så han blev vant til andre mennesker og følte sig tryg. Og det synes jeg faktisk, at jeg har klaret fint, han er det mest åbne og tillidsfulde, man kan forestille sig. Han er bare glad og tryg. Og så er han SÅ fræk, ha, ha. Han er 15 måneder, og han bliver aldrig overladt til sig selv. På det punkt er jeg meget pylret, og der er helt faste rammer her hos mig. Og nu, hvor jeg er begyndt at ryge smøger igen, ryger jeg kun ud ad vinduet, aldrig indenfor – sådan noget er jeg meget pylret med.

Hvordan var det at medvirke i en film om en baby, der bliver misrøgtet, når du selv var nybagt mor?
– Det var et enormt godt redskab for mig, som ikke har nogen træning inden for skuespil. Jeg havde jo allerede de her rå følelser i forhold til det at være mor. Jeg medbragte nogle af min søns ting, for eksempel en lille bamse, som jeg satte på settet, når jeg havde brug for noget ekstra. Jeg skulle bare kigge på den, så begyndte jeg at græde, fordi jeg blev så ked af at se den i det hårde miljø. Hende, jeg spiller, har det jo virkelig, virkelig svært, og når jeg sad i hår og makeup og blev lavet om til den karakter, tog jeg mine egne følelser med. Angsten og alle de ting, jeg følte, kunne jeg bruge i forhold til det, hun går igennem. Maria Bonnevie, som også spiller mor til en baby i filmen, havde en søn på 15 måneder på det tidspunkt, og selvom instruktøren, Susanne Bier, sagde, at der ikke var en speciel ide med at caste to nybagte mødre, så var det bare meget sjovt og gav filmen noget ekstra tekstur. Det var hårdt at spille den rolle, og de tårer, man ser i filmen er ikke krokodilletårer, det er rigtige tårer.

– Jeg synes, at det var enormt lærerigt og spændende at arbejde som skuespiller. Jeg kunne godt lide det. Og det er heldigt for mig, at jeg har arbejdet med kamera så mange år. Jeg har ikke noget imod at gøre ting foran andre mennesker, jeg er ikke genert foran et kamera. Det var ikke en bevidst beslutning fra min side, at jeg gerne ville prøve at være skuespiller, det var en mulighed, som bare pludselig opstod. Jeg vidste jo ikke, hvordan det ville være, så jeg sprang bare ud i det, og lige fra første øjeblik vidste jeg, at okay, det her kan jeg godt lide, og det føltes ikke falsk for mig. Jeg ser selv mange film, og er der noget, der kan ødelægge en film, så er det en dårlig skuespiller. Derfor var det meget vigtigt for mig, at det hele var ægte og føltes ægte – også for mig. Og nu, hvor jeg har set hele filmen, må jeg sige, at jeg synes, det fungerer. Fordi jeg spiller en, der er så langt væk fra mig selv både udseendemæssigt og i forhold til væremåde og miljø, føles det, som om jeg kigger på et andet menneske, når jeg ser filmen. Og det er vel det, der er meningen, når man spiller en rolle.

LÆS OGSÅ: Skuespiller springer ud som lesbisk: Derfor angår det os alle

LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN.DK: De 10 bedste serier i 2014 - indtil nu 

LÆS OGSÅ PÅ EUROWOMAN.DK: "Jeg kunne aldrig finde på at lyve om min vægt...pt 72 kg."