Maise Njor: Derfor holder jeg af smalltalk

"Jeg har stadig ikke styr på, hvordan man laver en dobbelt luftmaske, så jeg må nok hellere se min hækle-dvd igen," sagde min veninde mandag morgen, da hun ringede mens hun var ude at lufte hund. Hendes labradoodle var nyklippet og lignede derfor ikke længere Art Garfunkel, fik jeg også at vide. Min kæreste sad ved siden af med store øjne og lyttede til min samtale og så ud, som om han syntes, at det var lige så dumt, som når man hører to høns kagle. Men han skulle nødig snakke: Dagen før havde jeg hørt ham deltage i en meget lang og detaljeret samtale med en ven om kiteflyvning og bølgeretninger og karabinhager.

Jeg kan godt lide samtaler uden mål. Sådan noget hyggesnak, som ikke skal ende med et resultat, eller med at nogen får ret. Det er i de sjældne små pøler af smalltalk, at man får noget uventet at vide – som for eksempel, at ens veninde rent faktisk har en hækle-dvd. Og i øvrigt en Nordic Track skimachine under sengen. Det er tit i bisætningerne, at man hører det interessante, for det er her, når folk er på vej hen til den egentlige historie, at de glemmer sig selv og får sagt noget, som siger ret meget om, hvem de i virkeligheden er. Som da min veninde sagde: "Det var ligesom dengang, hvor jeg solgte øreringe og tjald i Israel, og ..." INGEN hørte den rigtige historie, fordi vi alle sammen sad på spring til at spørge, hvornår hulan, og hvorfor, hun havde levet af at sælge tjald og øreringe i Israel.

LÆS OGSÅ: Maise Njor: Vær din egen drømmemand

Det er selvfølgelig dejligt, at ens venner har travlt med deres job og familie, men når man ikke har tid til at ses så tit, bliver samværet og samtalerne ofte meget konkrete: "Fik du lønforhøjelse? Har Josefine skiftet skole? Hvad med vandskaden? Har din mor fået gipsen af?!" De der lange søndag eftermiddage uden indhold, man havde som teenager, findes ikke længere. Hvor man gik en tur ned til havnen eller lå på sofaen og spiste cornflakes ud af pakken og satte bussemændene på sokkerne, mens man snakkede om alt eller intet... I stedet skal man i løbet af en middag på en cafe nå igennem fire menneskers liv lige p.t., og så er der ikke så mange af den slags samtaler, som egentlig ikke handler om noget stort. Det er en af grundene til, at jeg holder så meget af Roskilde Festival – for her kan jeg få mine venner i fred, og vi kan komme helt ned i gear og ligge på en skrænt ved badesøen og vrøvle, mens vi deler en Cocio og soler. Eller nabosamtaler over hækken, hvor man diskuterer, hvordan basilikum kan vide, at det er kommet ud af butikken og derfor falder sammen i det øjeblik, det bliver sat i en krukke i haven. Eller snak med børnene i toget, hvor en af dem pludselig spørger, hvad der ville ske, hvis hele Kina hoppede samtidig.

Smalltalk kan være dræbende kedeligt, hvis man f.eks. sidder til et bryllup, og har fået Verdens Kedeligste Onkel til bords. Eller hvis man taler med nogen, som kun er interesserede i at høre sig selv. Men hvis man er heldig, så kan de små snakke uden mål være ret sjove eller mærkelige eller poetiske – som forleden, da jeg talte med en ven om, hvem der mon var det første menneske, der havde set skyerne oppefra ...

Nå, min veninde med hækle-dvd'en har lige ringet. Det var ret presserende, kunne jeg høre: "Hvordan kan det være, at selvom man har pink sokker på, så får man sort lakrids mellem tæerne?"

LÆS OGSÅ: Klummen - Min hemmelige straffeaktion