Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Maise Njor: "Hvis et par sølle hår kan være et statement, kan jeg godt forstå, at de bliver stessede"
Foto: Miklos Szabo Maise Njor tænker lidt over de evige teenage år.

Maise Njor: "Hvis et par sølle hår kan være et statement, kan jeg godt forstå, at de bliver stessede"

Maise Njor om unge kvinder i dag.

KLUMME: "I'm just a jealous guy," croonede Bryan Ferry på fjernsynet, og jeg gik i øjeblikkelig depression. For hvordan skulle jeg nogensinde blive gift med ham? Der var bare så langt hjem. Han var international rockstjerne med pink læderslips og sexet, skødesløst pandehår, og jeg var 13 år og tyk og iført sweater af strid karryfarvet fåreuld, som min mor havde købt pr. postordre i Sverige. Bryan var min første teenageforelskelse. Og det var første gang, jeg begyndte at tænke over, hvad jeg havde på.

Lige for tiden bor jeg med tre teenagepiger, hvoraf to er af egen avl. Og så lige en dreng og en pige på henholdsvis 11 og 12, som også allerede har godt gang i hormonerne. Nogle gange mistænker man hele bundtet for at have sniffet lightergas, for de dimser dvaske rundt og fletter hinandens hår eller laver muffins med hver sin computer foran sig, fordi de er i gang med henholdsvis Orange Is the New Black, Pretty Little Liars og Welcome to Sweden. Det næste øjeblik går det bongo, og alle råber og beskylder hinanden for noget med en ring, som nogen har givet til en anden, og nu er den væk, men det var fordi, en, der hed Alberte, lånte den og ... Når jeg så får nok og råber ad dem, at nu skal de FANDENFUCKEMIG holde kæft, vender de sig alle mod mig i slowmotion, og en af dem siger provokerende roligt: "Slap dog af, er du i overgangsalderen, eller hva'?"

LÆS OGSÅ: "Hvor var jeg pinlig, clueless og naiv"

De fleste teenagepiger opfører sig som Elvis, skiftevis sløve på Valium og høje på coke. Teenagepiger er kvinder i destilleret form. De er ligesom voksne, bare uden filter. De er som os 'normale' – når vi er præmenstruelle. Det ene øjeblik tuder de over, at de helt sikkert er den grimmeste skabning på jorden, og det næste øjeblik er de helt oppe at køre over deres eget spejlbillede. Og jeg går rundt ved siden af og er glad for, at min egen humørkurve dog er fladet lidt ud med årene. Det er en del år siden, jeg decideret råbte "YES!", når jeg så mig i spejlet, men til gengæld har jeg set mit ansigt så mange gange, at jeg har lært at leve med det. Der, hvor jeg kan synes, det er svært at leve med teenagere, er, når jeg skal vare min mund.

"Jeg tager fejl, alene af den grund, at jeg er en mor"
Det er, som om det er en gammel sandhed, at de har ret, og jeg tager fejl, alene af den grund, at jeg er en mor. Og at de, som de nye, unge, nødvendigvis må have ret i alt. Det er selvfølgelig mest udpræget med hende, der netop er fyldt 18. Som tror, at Floss er en ny bar, og at gulerodsbukser er hendes opfindelse. Jeg gik også i gulerodsbukser, jeg drak også guldøl på Floss, jeg sad også og stirrede betaget over på rockmusikere fra et eller andet band, jeg syntes var fedt. Men jeg er hendes mor, og derfor er jeg pr. definition virkelig kikset, også selv om jeg forleden gav hende det gode råd, at hun for guds skyld aldrig skulle tage sangeren eller guitaristen, for det ville gøre hende ulykkelig. "Altid tag trommeslageren" er bare ikke en særlig god leveregel at give videre til sin datter. Desuden har hun en sød kæreste, og hun er meget klogere, end jeg var i hendes alder. Hun er faktisk klogere, end jeg er på min nuværende alder.

"Der er Clement," kommer hun ind og siger, mens jeg ser tv.

"Men jeg ser lige Kongerne af Rømø..."

"Du burde se noget ordentligt," svarer hun. Det har hun jo ret i, og så keder jeg mig bravt under en debat om finansloven, mens mit mærkelige barn både ser programmet og samtidig googler hver politiker, der taler, så hun kender deres baggrund for at sige det, de siger. Hun har været elevrådsformand på gymnasiet, hun har demonstreret for alt muligt, bl.a. bedre behandling af au pairer (med et banner med tegning af Dobby og parolen 'Befri din husalf'), og hun er bekymret for, om hendes navn er egnet, hvis hun bliver statsminister.

LÆS OGSÅ: "Folk ringede og spurgte, om jeg skulle dø"

 Da jeg var i hendes alder, var jeg godt nok medlem af den ekstremt vigtige, men dog oversete forening 'Helsingør som atomvåbenfri zone', men det var mest, fordi der var nogle pæne drenge, og jeg var slet ikke så moden, som hun er. Og bedst som hun er klog og ser Clement, en totalt cool teenager, bliver hun lille. Hun morfer sig om og er min baby. "Nogle gange når jeg griner, kan jeg ikke se ud ad øjnene, fordi mine kinder skygger," sagde hun forleden, og så var hun igen min tykke baby. Hun var nul år, to år, fem år, hun var alting, hun var starten på det, der gav mit liv mening. Før jeg fik mit første barn, opførte jeg mig som en teenager, og så var jeg småbørnsmor, og nu føler jeg mig igen som teenager. Jeg har fået de tre børn, jeg skulle have, og nu er de så store, at jeg igen kan leve mit teenageliv. Men der er noget galt.

Som teenager kan man se lækker ud i tøjet fra flipperonklen på 52
Forleden fandt jeg mine gamle Harley-Davidson-støvler i mine forældres sommerhus. Og min gamle sweatshirt med Mickey Mouse. Jeg tog det på med en klar forventning om at føle mig lige så smart, som da jeg sidst havde det på. I 1995. Jeg lignede en idiot, og tøjet røg videre til min ældste datter, som så helt fantastisk ud i det. For forskellen er nok, at jeg lignede en, der havde haft det på, lige siden jeg købte det (= ret uncool), hvorimod hun lignede en, der lige havde fundet det i en funky genbrugsbutik (= cool). Det lækre ved at være teenagepige er, at hun endda kan finde tøj hos min far på 78 og hendes flipperonkel på 52, og så ligner det en billion på hende.

"Det er selvfølgelig lidt weird, at min onkel har haft sin diller i de her jeans," siger min datter, mens hun spejler sig iført højtaljede stonewash cowboybukser, og jeg tænker, at dilleren er det mindste problem. Det er trods alt værre, at hendes onkel, som er sød, men ved gud aldrig har været en dress man, lægger tøj til hendes lækre udseende. Hvordan kan noget tøj, som sidst er blevet båret af en gråskægget mand fra Bornholm, som går i træsko til daglig, på en eller anden måde se supersmart ud på en pige på 18? Og så snupper hun min fars cardigan, som han købte i Mexico i starten af 60'erne, og som er magen til den, Marilyn Monroe har på på et berømt foto. Hun ligner ikke Marilyn, når hun har den på, men det skal siges til hendes forsvar, at den trods alt klæder hende bedre end min far. Som, når han har den på, ligner en dame, der hedder Tove, som har en planteskole på Sydfyn.

Jeg husker tusind ting fra mine egne teenageår
Jeg ser på min datter, og jeg husker tusind ting fra mine egne teenageår, tusind ting fra hendes barndom, og summen af det hele er smil fra øre til øre over, at hun – og hendes to søstre – minder mig om alt godt i mit liv. Alle de bedste øjeblikke er bundet op på de tre mennesker, og det er jo derfor, man tilgiver alt, der bliver sagt og gjort. Forleden kom den ældste hjem med en veninde. De var gået midt i en fest, fordi de ligesom kunne mærke, at de trængte til at skifte tøj inden desserten, og de gik snalrede rundt og hev alt ud af skabene. Jeg sad på sengen og nød at lytte til dem og se det seriøse blik, de sendte sig selv i spejlet, når de stod i et eller andet af mit, min fars og onklens tøj. De lignede voksne damer, men var samtidig så nuttede som små pandaunger, og jeg nænnede ikke at sige noget til dem om at huske vanter og halstørklæder. Jeg ville bare have lov til at nyde at være en lillebitte smule med ...

"Mig og to veninder har besluttet at gro vores armhulehår som et feministisk statement," kom hun hjem og sagde en dag. Det tænkte jeg længe over, for dengang jeg var 18 år, var armhulehår bare noget, man havde. Og så fik jeg ondt af hende og hendes generation af piger/kvinder. For hvis et par sølle hår kan være et statement, og hvis alt, man ifører sig, er et signal til omverdenen, kan jeg godt forstå, at de bliver stressede, når de står foran spejlet. Det hører med til teenageårene, at man er ekstremt optaget af, hvad andre synes om én. Men jeg synes, det er mere udtalt end nogensinde. Og reglerne for, hvad der er smart, rykker sig så hurtigt, at man dårligt har fået pailletkjolen på, før den skal skiftes ud med fløjlsbukser. Man kan håbe, at de ender med at lære, at der kun er én ting at gøre: Være sig selv og huske at nyde selv de svære teenageår.

For nylig var jeg til koncert med Bryan Ferry i Tivoli. Og tårerne strømmede ned ad mine kinder. For han var min første forelskelse, og fra jeg så ham første gang og til nu, var det, som om der både var gået et helt liv og kun et splitsekund.


LÆS OGSÅ: Festens bagmænd: En klubejers bekendelser

LÆS OGSÅ: Den kvindelige krigsfotograf: "Kræft, og visheden om, hvad den kan gøre ved folk, skræmmer mig mere end krig"

LÆS OGSÅ PÅ ALTFORDAMERNE: Sisse Fisker: Mine smerter tvang mig til at ligge på sofaen, uden jeg kunne gøre andet

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur og Maise Njor