Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Mikkel Lomborg
Foto: Sigurd Høyen

Hr. Skæg

Manden bag Hr. Skæg: “At blive kendt tilfredsstillede et dybt behov for bekræftelse, som jeg altid har haft i mig”

At blive kendt tilfredsstillede et dybt behov for bekræftelse hos Mikkel Lomborg, der blev mobbet som barn. Men efter han er ­blevet ikon for en hel generation af børn som den evigt begejstrede Hr. Skæg og selv har fået kone og børn, kan det godt være en anelse problematisk at være SÅ kendt.

Udgangspunkt

– Jeg er født i Lyngby, men vokset op ude på landet på Stevns. Som i langt, langt ude på landet. Da jeg ­flyttede hjemmefra, havde jeg boet 14 forskellige steder, dels på grund af mine forældres skilsmisse, dels fordi min mor har et uroligt hjerte, som har behov for at flytte sig en gang imellem. Alle stederne var koncentreret omkring Karise på Stevns, hvor min mor havde en lederstilling på fritidshjemmet. Det var enormt ensomt for mig at bo dernede. Ikke fordi vi flyttede så meget rundt, men fordi jeg slet ikke var bygget til landlivet. Jeg elskede naturen, men jeg havde svært ved at få venner og ­leve mig ind i landmandsjargonen, som jeg oplevede som kynisk og ond mod dyr. Jeg havde en fuldstændig forskruet kærlighed til dyr, som jeg ­faktisk stadig render rundt med, så det var forfærdeligt at se dyr dø og acceptere, at det var det, de skulle. Jeg havde mange skoleskift, som var hårde i øjeblikket, men når jeg ser tilbage på det, faldt jeg mere og mere til for hver gang. Den bedste skole, jeg har gået på, var en lille ­landsbyskole. Det var mega optur. Det var mere overskueligt i skolegården, og fordi jeg var den spændende, der kom ind udefra, blev jeg taget godt imod af mine kammerater, så jeg blev båret igennem den første svære tid og nåede aldrig at blive ensom, som jeg tidligere havde følt mig, når jeg flyttede til en ny skole.

– Min mor var meget kvinde og feminist, og hun var med til at starte kvindegrupper på Stevns, så kvinder har altid stået for mig som meget stærke. Jeg har altid haft det lidt blandet med at være dreng. Den her tætte søstersolidaritet, som jeg ikke ­kunne blive medlem af, fordi jeg ikke havde det rette køn, den har altid ligget som et niv i hjertet, og jeg har følt, at der var en arvesynd forbundet med mit køn, som jeg skulle agere med. Min løsning på det var at søge efter mænd at være sammen med, men af en eller anden grund har der ikke rigtig været nogen mænd, som fattede interesse for mig. Jeg prøvede nok at spille for meget op til dem. Være sød og sige interessante ting, når de hørte på det. Fordi der ikke rigtig var nogen, der gad mig, er jeg virkelig vokset op i en mandeløs verden, og på en eller anden måde har jeg altid betragtet mig selv som 80 procent kvinde, og det gør jeg stadigvæk. Jeg har svært ved at finde og argumentere for manderollen. Jeg synes ikke, de maskuline værdier er særlig fede eller lette at følge. Jeg har det meget nemmere med de feminine værdier, og jeg er mere et omsorgsmenneske end et "slå i bordet og stå på din retmenneske"

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om sin mand: “Christoffer og jeg har valgt hinanden, og nu holder vi sammen”

Lavpunkt

– Da jeg gik i ottende og niende klasse i Karise, havde jeg mega uren hud, fedtet pagehår og gik i genbrugstøj, ­fordi vi ­ikke havde så mange penge. Vi var flyttet til en lidt større by og en ny, ­større skole, hvor jeg blev mobbet. Jeg havde ingen venner, og jeg mistede al tro på, at jeg kunne noget som helst. Jeg skrev rigtig meget på det tidspunkt og lavede nogle virkelig gode stile, men jeg knækkede halsen på matematik og havde ingen at dele det med, så jeg var enormt ensom. Jeg følte mig som en vanskabning. Begyndte at blive nervøs, gik på tæer og fik flere og flere bumser. Jeg var helt i bund. Jeg havde fået at vide af ­både min matematiklærer og til dels min mormor, at jeg altså ikke kunne blive til noget, hvis ikke jeg kunne matematik, så jeg opgav min store drøm om at blive zoolog. Jeg var skide god til ­musik, men fik at vide af alle, at jeg ikke skulle regne med nogensinde at kunne leve af det. Hvis der bare var nogen, der havde bakket mig op med musikken eller sendt mig på en Rudolf Steiner-skole, havde det sandsynligvis reddet mig, men alt det, jeg var god til, blev disset. Naturen blev min store hjælp og frelse. Så rendte jeg rundt derude med min hund og fulgte årstiderne, mens jeg drømte store heltedrømme uden overhovedet at kunne forstille mig, hvad jeg skulle med dem.

– Jeg skiftede alt ud, da jeg ­startede på Kastanievej Efterskole på Frederiksberg. Her var jeg historieløs, og lige pludselig var alle de ting, jeg havde gået med inde i hovedet, mega seje. Jeg kunne lave andenstemmer til alle Beatles-sange, så når de andre tog guitaren, og jeg begyndte at synge, lød det pludselig "wauw, hvad er det, du kan, Mikkel?". Jeg græd mig i søvn om aftenen af glæde. Det var simpelthen så ufattelig stort at komme derhen og mærke, at der var noget, jeg kunne, og det ­helede rigtig meget for mig. I dag føler jeg en enorm "så kan I lære det-hed" over for alle dem, der mobbede mig og sagde, at jeg aldrig ville blive til noget. Dengang var det en overlevelsesstrategi for mig, at jeg fantaserede om, at de en dag kom til at æde deres ord, så det er en kæmpe forløsning på mange planer, at det går godt for mig i dag.

Højdepunkt

– Der er ikke noget, der slår den ­første forelskelse. Første gang en pige sagde, at hun var forelsket i mig, og jeg også var forelsket i hende, og vi bestemte, at vi skulle leve resten af vores dage sammen, blev alt andet ligegyldigt. Jeg fattede ikke graden af englehed, der faldt over mit liv. Det skete i 2. hf på gymnasiet i Haslev. Der var Maria, og vi fandt sammen. Jeg fattede det slet ikke, og når jeg ser tilbage på det, var det nok helt forfærdeligt for dem omkring mig, for lige pludselig blev jeg en skide irriterende ven, fordi jeg slæbte hende med til alt.

– Når jeg tænker på det nu, var forholdet måske ikke specielt fantastisk, men det var fantastisk at være i. Følelsen af, at jeg havde fundet en, som var den helt rigtige for mig, var en raketagtig lykkefølelse, og skal jeg gå ind i Mikkel Lomborgs indre sind, var alt smukt. Vi var kærester i små to år, før hun kampsvigtede mig, og alle mine illusioner brast. Det tog mig år at komme over. Men følelsen inden da, den storhed, det er nok mit livs ultimative højdepunkt.

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahls facade krakelerede i modtagelsen på psykiatrisk afdeling

Vendepunkt

– Jeg blev kaldt til casting til rollen som Hr. Skæg tilbage i 2007, fordi jeg tidligere havde medvirket i et program om skæg på DR, og fordi en tilrettelægger havde spottet mig midt i mit vildeste dance off, hvor jeg tømte dansegulvet til en Zulu Awards-fest. Timingmæssigt kunne det ikke have passet bedre. Jeg var lige blevet forladt af min daværende kone og havde arbejdet som pædagog med udsatte unge i 11 år, hvilket jeg egentlig var glad for, men på grund af en personalegruppe, der ikke fungerede, havde jeg prøvet at sige op i to år, men kunne ikke få mig selv til det på grund af min relation til de unge. Så kom Hr. Skæg pludselig og gav mig en undskyldning, som alle kunne forstå, så det var en kæmpe gave på mange planer. Jeg tudede de første gange, jeg stod af på metrostationen ved DR, fordi det var så magisk.

– Hr. Skægs vigtigste mission er, at alle skal være venner og behandle hinanden ordentligt, og at man ikke skal være ked af, hvis der er noget, man ikke kan finde ud af, for det er en gave, at der stadig er ting, man kan lære. Jeg tror, at skægget betyder rigtig meget for børns fascination af ham, og så at han er ufarlig og over the top begejstret for alt, hvad de laver. Det giver dem en gennemtryghed, som gør, at de tør prøve en masse ting af, og når det handler om lige netop tal og bogstaver, ­matematik og ord, er det en fed tryghed at starte med og en god måde at fjerne angsten for at ­gøre noget forkert.

– Jeg blev bare kastet ud i rollen. Missionen var at lave et program om tal, som lænede sig lidt op ad et svensk program, hvor figuren stammer fra, men fordi der ikke var brugt energi på at udvikle rollen, har jeg taget meget udgangspunkt i mig selv, så der er ikke særlig stor forskel på Hr. Skæg og Mikkel Lomborg. Jeg har skruet op for en række af Mikkel Lomborgs kernedyder, men Hr. Skæg er nok en smule mere naiv. Jeg er mega ydmyg over, at jeg har mulighed for at påvirke en hel generation af børn. At være et af de ikoner, børnene refererer til og kan huske fra deres barndom, det er helt vildt og en af de allerstørste ting ved det her job

Midtpunkt

– I de første år som Hr. Skæg jagtede jeg lidt at være en offentlig person. Hvis der var et barn i toget, satte jeg mig, så de kunne se mig, og vi kunne vinke lidt til hinanden. At blive kendt tilfredsstillede et dybt behov for bekræftelse, som jeg altid har haft i mig, og som også var en af grundene til, at jeg som dreng altid var sådan en teater-onkel, som løb rundt på vejene og lavede ballet og dansetrin og sang. Efter 37 år fik jeg endelig cadeau for det gen, og det var jo helt fantastisk. Det var mit livs store mirakel, at jeg fik den her rolle, hvor jeg kunne spille på alle mine strenge, så det dyrkede jeg alt, hvad jeg kunne, og lavede ikke andet 24 timer i døgnet. Da jeg mødte min kone, og vi fik et familieliv, blev det lidt mere problematisk. Jeg kunne mærke, at der også var en privat Mikkel Lomborg, som jeg havde lyst til at pleje, og nogle mennesker, jeg skulle passe på. Det at blive far har givet mig en undskyldning, som alle forstår. Før jeg fik børn, sad jeg gerne og skrev autografer i fire timer efter hvert arrangement, men alle voksne og børn kan forstå, når jeg nu siger, at jeg har en lille pige, som sidder og venter på sin far, så jeg bliver nødt til at skynde mig hjem. Det har gjort det utrolig nemt at skære lidt ned på timerne.

– Det er nærmest umuligt at finde balancen mellem at være på og være privat, fordi jeg render rundt med et skæg og udseende, så jeg næsten ser ud, som om jeg er klædt ud hele tiden. Selvom jeg tager det helt lange skæg af, ligner jeg Hr. Skæg, og det kan både børn og voksne se, og det er på en måde en hjemmel til at gå hen og sige hej. Jeg tror, at det ville være lettere at være Nicolaj ­Coster-Waldau eller Mads Mikkelsen, fordi de voksne henvender sig til dem for deres egen skyld. Til mig kommer forældre på deres børns vegne, og der kaster de de hæmninger, de måske ellers kunne have, når de ser en kendt, overbord. Jeg vil aldrig sige, at det er dårlig stil, eller at de skal lade være med det. Jeg er selv ude om, at jeg har skabt en figur, der ligger så tæt op ad mig selv, og derfor er det op til mig at gå omvejen. Ved flere lejligheder har jeg overvejet at tage mit eget skæg af, og det er en dejlig lille psykologisk nødbremse at have, hvis det hele en dag bliver alt for meget, men jeg tror alligevel ikke, at jeg gør det. Det er jo mig. Mikkel Lomborg har set sådan her ud siden 1996, og Hr. Skæg kom først til i 2007.

– En dag min kone og jeg skulle på museum med børnene, aftalte vi, at der ­ikke skulle tages billeder eller gives autografer den dag, men lige så snart vi kom derind, kom der den sødeste, mest ­ydmyge dame hen og spurgte efter et billede, hvortil jeg svarede nej, og så fik både min kone og jeg det så dårligt. Efter den oplevelse besluttede vi os for ikke at sige nej igen. Jeg kan bruge 30 sekunder på at smile og tage et billede, eller jeg kan bruge en halv time på at gå rundt og have en klump i maven over at afvise nogen, og i det regnskab er der ikke tvivl om, at det ikke kan betale sig at skulle gå rundt og have den negative mine på. ­Samtidig er det jo også det, jeg lever af. At pleje den målgruppe og komme dem i møde. De kommer med blanke øjne og røde ­kinder og står endelig foran Hr. Skæg. Det kan jeg ikke sige nej til, og kan man det, må man have et hjerte af is. Og jeg får jo også selv ufattelig meget ud af det. Jeg kan gå dybt deprimeret hjemmefra efter et skænderi, og så kan jeg gå ud og møde nogen, som løfter mig op igen. Det er en gave og den bedste energi i verden.

LÆS OGSÅ: Michael og Lis Katz Krefeld: “Vi forelskede os på skrift”

Kærlighedspunkt

– Jeg mødte Neeni første gang for syv år siden. Hun havde set mig i fjernsynet sammen med sin datter Shireen, og en dag, hvor de var i Cirkus Summarum, mødtes vi på stien bag teltet. Herefter skrev vi sammen over mail i to år, inden vi mødtes igen. Jeg var draget af hende fra starten, fordi hun er ondskabsfuldt smuk, og jeg havde en helt naturlig lyst til at have hende i mit liv. Tænk at hun viste interesse for mig. Jeg følte mig langt under hendes standard, men det var så interessant at sidde og skrive til et menneske, som er så smukt, og som gad at læse, hvad jeg skrev, og ovenikøbet svare igen.

Mikkel og Neeni

– På et tidspunkt fik Neeni arrangeret, at Hr. Skæg og hans gode ven Hr. Overskæg (spillet af Toke Reunert, som også har lavet en del plader med Mikkel Lomborg, red.) kom ud og optrådte for nogle uledsagede flygtningebørn, og som løn gav hun os begge en Smartbox til et cafebesøg. Jeg brugte min til at mødes med hende, men vi kunne godt se, at det med en cafe ikke rigtig duede, fordi jeg har svært ved at være anonym, så i stedet tog jeg hjem til hende, hvor hun lavede mad, og så var jeg solgt. Det var hun heldigvis også. Fordi vi havde mailet sammen i så lang tid, vidste vi fuldstændig, hvad vi gik ind til. Det tog måske noget af den eksplosive forelskelse, fordi vi kendte hinanden så godt, men på den anden side var det helt specielt at kunne give los for noget, der havde ulmet i så lang tid. Man kan nærmest ikke sammenligne med noget, hvor vidunderligt det er.

Blødt punkt


– Fordi jeg altid har haft børn i mit liv, havde jeg egentlig besluttet, at jeg ikke selv ville have nogen. Lige siden jeg blev stor nok til at tage mig af mindre børn, har jeg gjort det, og hvis der var børn i lokalet, var jeg mere nede under bordene med dem end i samtaler med de andre voksne. Rent politisk syntes jeg også, der er børn nok i verden, som ikke har det godt, så jeg følte, at jeg havde et ansvar for at hjælpe dem fremfor at få mine egne. Et stykke tid efter jeg startede som Hr. Skæg, begyndte jeg alligevel at få lyst til at få mit eget barn. På de to minutter jeg sad og skrev en autograf og talte med hvert barn, kunne jeg nå at få en relation til det, og så følte jeg hele tiden, at jeg skulle give dem tilbage til deres forældre. Lysten kom virkelig bag på mig, fordi jeg var meget afklaret om, at det ikke var mit lod at få et barn, men med ­tiden fik jeg lyst til at have den primære omsorgsrolle.

– Det har været vanvittig fantastisk at få et barn. Det er fuldstændig vildt at se det her væsen udvikle sig fra helt spæd, hvor det ikke opfatter noget, til langsomt at tage flere og flere ting ind og se, hvordan de små løsninger opstår i hjernen. Og så den rene kærlighed, som er helt ubesmittet og ufiltreret, og som man bare kan være i uden at stille betingelser fra den ene eller anden part. Det er en sjælden gave.

– Jeg har en datter på 3 år og en steddatter på 9 år fra min kones tidligere ægteskab, og jeg er blevet udfordret på alt ved at få børn. Jeg er ikke verdens bedste til at sætte grænser og lære dem at sidde stille på stolen, for jeg vil meget hellere lege. At gå ind i et supermarked for at handle med to børn, det har jeg så svært ved, og det er ved at drive min stakkels kone til vanvid. Vi begynder at lege med alle de ting, vi ­finder, ­eller samler alt ind af en bestemt fødevare, for jeg har lyst til, at verden skal være en legeplads. Jeg ved godt, at børn har behov for nogle faste rammer, og jeg kender tusind børn, som ikke har haft de rammer, hvor det er gået grueligt galt. Min kone er heldigvis meget bedre til det, men der skal jo være en balance, så hun ikke får skurkerollen, og jeg får helterollen. Jeg har været nødt til at finde voksenrollen i mig selv, så hun ikke bliver damen med tre børn. Jeg kan godt sætte grænser, og jeg kan godt skælde ud, men jeg skal fandeme tage mig sammen, for jeg har svært ved at hidse mig op over noget. Nogle gange bliver jeg så nødt til at spille sur, selvom det er ­mega svært. Samtidig er det også ret fantastisk, for det hjælper mig i andre situationer. Jeg er for eksempel blevet bedre til at ­passe på mig selv karrieremæssigt, fordi jeg blevet lidt mere moden og lidt mindre flagrende og distræt i forhold til verden. At blive far har forandret mig på mange punkter. I hvert fald udenpå. Indeni har jeg stadig tit lyst til bare at sige "fuck det, lad os lege." 

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: “Det er jo de helt nære ting, der fylder os med den største glæde”

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

Mikkel Lomborg, 45

Uddannet pædagog og har arbejdet 11 år med psykisk udsatte unge, før han blev Hr. Skæg i 2007.

Kendt som Hr. Skæg i "Skæg med tal", "Skæg med bogstaver" og "Skæg med Matematik" på DR Ramasjang.

Har også udgivet bøger og musik og er en del af ­Cirkus Summarum.

Gift med Neeni Lomborg Rasool og far til to piger på 9 og 3 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte og Interview