Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mikkel Borg Bjergsø
Foto: Thomas Steen Sørensen og Rasmus Malmstrøm

Mikkeller

Manden bag Mikkeller: "Jeg kunne aldrig finde på at ­rejse et sted hen, hvor maden ikke er god"

Iværksætter og ølentusiast ­Mikkel Borg Bjergsø er manden bag ­ølmærket Mikkeller, som for ­alvor har fået vind i sejlene, både ­herhjemme og i udlandet.

Min livret som barn var...
– Lørdagskylling med pommes frites.

I mit køleskab finder man altid...
– Øl. Jeg lever af at lave det og bliver klogere af at smage det. Jeg får øl tilsendt fra hele verden, som jeg smager for at blive inspireret. Desuden er der også altid mange forskellige slags chilisaucer, det kan næsten ikke blive for stærkt. Jeg er særligt glad for dem fra Hong Kong med fermenteret reje.

For mig er god mad...
– Noget af det vigtigste der ­findes. Jeg kunne aldrig finde på at ­rejse et sted hen, hvor maden ikke er god. Og jeg kan ­blive rigtig mopset, hvis jeg får ­serveret noget, som ikke lever op til ­forventningerne.

Min scoremiddag er...
– Det VAR sushi. Det lavede jeg i hvert fald til min kone, da jeg skulle score hende for 17 år siden. Dengang var man ret avanceret, hvis man var ung og kunne lave sin egen sushi af god kvalitet.

Gid jeg skulle til middag hos...
– Min svigerfar, som jeg aldrig nåede at kende, da han ­døde, før jeg mødte min kone. Han var fra Hong Kong, og jeg er ­sikker på han lavede god autentisk mad – præcis som jeg ­elsker asiatisk mad.

En smagsoplevelse jeg aldrig glemmer, var da...
– Jeg første gang smagte en lambic (spontangæret øltype). Det var Rosé de Gambrinus fra bryggeriet Cantillon, og jeg syntes, den var afskyelig! Den ­smagte af opkast, hestestald og eddike. I dag er lambic min favoritøltype, og jeg drikker det næsten dagligt.

Lige nu er jeg meget optaget af...
– Ahornsirup. Det kommer i forskellige kvalitetsgrader og farver, og det er rigtig godt som smagsgiver til stouts. Jeg er i gang med at udvikle min egen "perfekte" stout med blandt ­andet ahornsirup, vanilje, ­chokolade og kaffe.

Hvis jeg skulle vælge én restaurant, ville det være...
– Fu Hao. Jeg elsker dim sum og Fu Hao! De er de eneste i Danmark, der laver autentisk og ordentlig dim sum, hvis du spørger mig. Jeg tror, jeg har spist der med min familie mindst 500 gange.

 

Mikkel Borg Bjergsø

100 KM
Så meget løber Mikkel i gennemsnit om ugen. Han har startet løbeklubben Mikkeller Running Club, der har fået stor succes med en grundlæggende filosofi om, at man sagtens kan drikke øl, hvis bare man løber.

1000 øller
Mindst så mange forskellige øl har Mikkel lavet i Mikkeller, siden mikrobryggeriet blev stiftet tilbage i 2006.

7 barer
Åbner Mikkeller dette forår overalt i verden – fra Thorshavn til Tokyo, Warzawa og Chiang Mai.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Iværksætteri