Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Den talentfulde skuespiller har mere travlt end nogensinde før
Foto: TV 2 Zulu

Stephania Potalivo Vild med dans

"Vi er lidt som en familie, og drengene driller mig konstant med, at jeg har et stort hoved"

Skuespiller Stephania Potalivos kalender er for tiden fyldt helt op med tv-optagelser til fjerde sæson af TV 2 Zulus hitserie "Sjit Happens". Og når hun får fri derfra, er det direkte videre til træningslokalet, hvor dansepartneren Morten Kjeldgaard arbejder hårdt på lære hende trinnene til fredagens "Vild med Dans". Vi har fanget det 29-årige talent til en snak om karriere, alder og fremtidsdrømme.

– Jeg er helt grebet af at lave "Vild med Dans". Jeg har altid været fascineret af danseverdenen og ønsket, at jeg var startet i en tidlig alder, for jeg har aldrig turdet tilmelde mig et dansehold som voksen. Da jeg så fik muligheden for at være med i "Vild med Dans" kunne jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det. Efter vi er gået i gang, er jeg er blevet lidt småskør, for jeg tænker på dans konstant, og vågner om natten for at tænke mine dansetrin igennem.

LÆS OGSÅ: Den mandlige bikiniwaxer: "Kvinder 30+ er de mest blufærdige. De ved godt, den er slidt"

De fleste kender Stephania Potalivo fra comedy-verdenen, da hun først i ungdomsserien "Sjit Happens" (2012-) og senere i "Sjov med Sex" (2015), har delt ud af sin sprudlende personlighed til Zulus seere, men dette efterår springer hun ind på TV 2's moderkanal i en helt ny rolle som nydanser i fredagsunderholdningen "Vild med Dans". Deltagelsen i programmet har givet skuespilleren stor opmærksomhed, og flere medier var hurtige til at udråbe hende som favorit til at vinde programmet. Og også på de sociale medier kan Stephania Potalivo mærke, at der er kommet flere følgere til, der både bakker hende op og holder øje med, hvad hun foretager sig.

– Jeg er ret bevidst om, hvad jeg lægger ud på de sociale medier. Der er mange unge piger, der følger mig, og derfor vil jeg gerne være godt eksempel, selvom jeg ikke har behov for at være en rollemodel. Jeg udtaler mig f.eks. aldrig i debatter osv. Jeg bruger sociale medier lidt for sjov. Det er meget blandet, hvad jeg poster, men det er gerne situationer fra min hverdag, og hvis jeg finder på nogle skøre ting.

LÆS OGSÅ: 17-årige Vincent bliver betalt for at gå i kvindetøj: "Jeg kunne slet ikke forestille mig at være en pige"

Lige som mange fans ser op til Stephania Potalivo, er der også nogle mennesker, hun føler sig særligt inspireret af.

– Jeg ser rigtig meget op til Sidse Babett Knudsen. Hun kan bare spille alt, og det vil jeg også selv rigtig gerne have muligheden for at kunne. De bedste skuespillere er dem, der kan være nok så dramatiske, men som også besidder det komiske. Når de laver noget tungt og dystert, kan de få komik og lethed ind i det, uden det skal være komisk. Jeg bliver meget mere rørt af den form for lethed, hvor der ikke kommer selvynk og det introverte ind. Nikolaj Lie Kaas er også et af de sjoveste mennesker overhovedet, og han kan virkelig spille nogle af de stærkeste roller.


Stephania Potalivo med sin dansepartner under optagelserne til "Vild med Dans". Foto: Instagram/@stephaniapotalivo

Fredag efter fredag går hun sammen med sin partner Morten Kjeldgaard på Vild med Dans-gulvet for at vise de svære dansetrin i håbet om, at de går videre og kan tilbringe endnu en uge i hinandens selskab, men Stephania Potalivo havde dog nogle betænkeligheder inden hun sagde ja til at være med.

– Jeg var bange for at blive sat i bås, og for om det kunne skade min skuespilkarriere. Jeg er stadig ret ung og ikke så kendt endnu. Så jeg spurgte folk fra branchen til råds, og jeg kender også nogle, som tidligere har været med, og de sagde alle sammen, at jeg bare skulle gøre det, jeg havde lyst til. Jeg er dog blevet meget overrasket over, hvor krævende og svært det er. Du kan ingenting, og står foran et menneske, der kan det hele. Det er meget sjældent som voksen, at man laver noget, som man virkelig ikke kan finde ud af. Her bliver man bare ved og ved, selvom det er svært for mig. Jeg er meget utålmodig, og ikke god til at gøre noget, som jeg ikke er god til. Men det er sundt at være så meget på udebane, og rent menneskeligt er det noget, jeg får gavn af og kan tage med mig videre.

LÆS OGSÅ: Amalie er Jehovas vidne, men alligevel utilpas med at banke på folks dør

Stephania Potalivo er netop fyldt 29 år, og selvom den talentfulde skuespiller sagtens kunne gå for at være adskillelige år yngre, er hun ganske tilfreds med sin alder.

– Der er mange i min omgangskreds, der stresser helt vildt over deres alder. Så siger de: "Jeg er 30 om et år, og har ikke nået det jeg skulle." Det stresser jeg slet ikke over. Jeg tænker ikke, at jeg skal skynde mig eller har travlt. Jeg har lært rigtig meget i mine 20'ere. Det er helt vildt, hvis jeg tænker fra jeg var i starten af 20'erne til nu, hvor mange ting, jeg har fundet ud af om, hvorfor man nogle gange handler og føler, som man gør. Også omkring kærlighedslivet. Det har taget mig lang tid at komme mig over en ekskæreste, som jeg var sammen med i mange år, men nu har jeg fundet ud af, at det ikke handlede om ham, men om min egen måde at håndtere det på. Jeg ser mange ting på en helt anden måde.


Selvom skuespilleren er fyldt 29 år, er hun ikke bleg for at hoppe i den lyserøde pyjamas og lægge billedet ud på Instagram.

LÆS OGSÅ: 6 tegn på, at hun udelukkende klæder sig på for sine veninder

Til trods for den unge alder, har Stephania Potalivo været i mediebranchen i mange år, da hun allerede som 9-årig trådte ind foran de rullende kameraer for første gang. Siden medvirkede hun i kendte børnefilm som "Albert" (1998) og "Mirakel" (2000). Det at være et kendt ansigt er derfor ikke noget nyt for Stephania Potalivo, der mest oplever det som en positiv ting at blive genkendt.

– Det er så få gange, folk har været dumme. Så kan det være dumme kommentarer, der er seksuelle og platte. Men jeg føler mig aldrig krænket. De fleste er jo 15-årige drenge, der sidder der bag skærmen og skriver. Men jeg har oplevet én gang, at én fra branchen til en fest kom over og sagde "du er sgu da hende alle vil kneppe på Zulu. Du virker helt hjernedød i den der serie". Det var en voksen mand med et fag, hvor han fremstår intellektuel, og det synes jeg var ubehageligt.

Stephania Potalivo har netop afsluttet 10 dages optagelser på den nye film "Klassefesten 3", der igen har Nicolaj Kopernikus, Anders W. Berthelsen og Troels Lyby i hovedrollerne.

– Her lagde jeg virkelig mærke til, hvor nede på jorden og søde alle var. Der var så meget overskud, og så må jeg altså også lige fremhæve Anders W. Berthelsen. Han er bare så dygtig og så ordentligt et menneske, og det samme stræber jeg meget efter. Jeg går meget op i at tale pænt, være ordentlig og sige hej til alle. Man behøver ikke være bedste venner med alle, men man kan i det mindste opføre sig ordentligt.

Tidligere i år blev Stephania Potalivo nomineret til en Robert for sin rolle i "Sjit Happens", og produktionen er netop gået i gang med optagelserne til den nye sæson. For fjerde år i træk skal hun spille karakteren Ane, der bor sammen med tre drenge i en lejlighed på Nørrebro.

– Jeg har fundet mig ret godt tilpas med rollen, som godt kan minde lidt om mig selv. På en eller anden måde er jeg meget en drengepige, og så er jeg det alligevel ikke. Jeg er meget afslappet og har en grov humor og selvironi, og så er jeg samtidig mega forfængelig og piget. Nu når man kender hinanden så godt, som vi gør på settet, så kan man godt blive lidt småirriteret på hinanden på de lange optagedage. Ligesom man bliver irriteret på sine søskende. Vi er lidt som en lille familie, og drengene driller mig konstant med, at jeg har et stort hoved. Så siger de, at jeg skal spytte æblerne ud, fordi jeg har sådan nogle runde kinder. Er de ikke strenge? spørger Stephania Potalivo med et grin.


Ude med kollegerne fra "Sjit Happens" Claes Quaade, Jonathan Harboe og Ruben Søltoft, som Stephania Potalivo selv beskriver som "en lille familie".

LÆS OGSÅ: 10 lækre støvler, der kan holde dig varm i det kolde vejr

Nu hvor hun har fået stor succes inden for comedy-genren, kunne det være nærliggende at tro, at Stephania Potalivo ville holde sig til at være sjov, men den unge skuespiller har store drømme for fremtiden, der også handler om andet end at bruge sit komiske talent.

– Jeg har ikke lyst til kun at lave komedie. Nu havde jeg en meget barsk rolle i "Dicte", og der lærte jeg, at det ikke var nemmere at lave noget, der var sjovt. Tværtimod er det faktisk sværere. Jeg har virkelig fundet ud af, at jeg har undertrykt det komiske på skuespillerskolen, fordi jeg dengang tænkte, at det ikke var lige så stærkt som det dramatiske. Derfor har jeg kæmpet imod, fordi jeg gerne ville være en seriøs skuespiller. Jeg føler mig meget hjemme i comedy og vil aldrig stoppe med det, men jeg vil helst begge dele. Jeg drømmer virkelig om at få en skuespilkarriere her i Danmark. Både på film og tv. Og så har jeg en drøm om at få min egen tv-serie en dag, og få skabt en rigtig fed pigeserie lidt a la Girls.

Lige nu er det dog dansen, der fylder mest i Stephania Potalivos tanker, og fredagens sensuelle rumba-trin øves på højtryk.

– For tiden laver jeg ikke andet end at danse og filme "Sjit Happens". Det er lidt hårdt, for jeg har slet ikke tid til at se mine venner. De er dog meget forstående, og jeg ved jo godt, at det bare er for en periode. Det er det, der er lidt mærkeligt med at have så travlt. Alt er nyt og noget, der kun er nu og her, og det kan godt give en tomhedsfølelse nogle gange. Det er lidt ambivalent at være så meget på og omringet af folk og alligevel er du lidt ene i det. Men jeg føler mig helt vildt heldig, og husker at sætte pris på, at der kommer så meget til mig lige nu.

LÆS OGSÅ: "Jeg ville bare være sammen med en masse gifte mænd!"

LÆS OGSÅ: "Da jeg havde en kæreste, spurgte ingen mig, om jeg var glad"

LÆS OGSÅ: 6 tegn på, at du klæder dig på for dine veninder

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Stephania Potalivo