Manilla Ghafuri

Foto: Patrick Stormly Raben Manilla Ghafuri er træt af folks fordomme om flygtninge og indvandrere.

28-årige Manilla Ghafuri er træt af fordomme: ”Der er en forestilling om, at jeg ikke kan rumme det hele”

Manilla Ghafuri var træt af ikke at kunne genkende sig selv i mediebilledet, der ifølge hende taler om flygtninge og indvandrere på en grov og unuanceret måde. Efter flere oplevelser med racisme, besluttede hun sig derfor for at gøre noget aktivt for at bryde med fordommene.

Manilla Ghafuris fætter kommer ikke efter dig, hvis du taler til hende i byen.

Hun tager ikke sin uddannelse, fordi hendes forældre synes, at hun skal.

Hun er heller ikke noget offer på trods af sin historie som tidligere flygtning.

28-årige Manilla Ghafuri er træt af at skulle fortælle om alle de ting, hun ikke er. Hun er træt af, at hun som tidligere flygtning i Danmark konstant skal forsvare sig selv og forholde sig til fordomme.

For Manilla Ghafuri er meget mere end blot sin flygtningebaggrund.

Hun er fodboldfan, elsker at omgås unge mennesker og drømmer om at blive gymnasielærer. Alle sammen ting, som hun oplever, at mange har svært ved at forstå. For hvordan kan de ting forenes med hendes kærlighed for den afghanske kultur og hendes religion islam?

”Jeg kan sagtens holde med landsholdet her under EM og bagefter tage hjem til min mor, der beder, og synes, at begge dele er lige smukke. Der er en forventning om, at jeg skal vælge ’side’. En forestilling om, at jeg ikke kan rumme det hele,” forklarer hun.

Kan ikke genkende fordommene

Siden 2015, hvor flygtninge vandrede på motorveje op gennem Danmark, har Manilla Ghafuri oplevet, at retorikken omkring flygtninge som hende har været grov. Og uforståelig i forhold til den virkelighed, hun befinder sig i:

”Der er mange fordomme i Danmark om, hvad en muslimsk flygtningekvinde er. Mange tænker for eksempel, at jeg per automatik er undertrykt, gift eller at min fætter kommer efter dig, hvis du taler til mig i byen. Men sådan er det ikke, og jeg kan ikke genkende mig selv eller mine veninder i fordommene. Og det er trods alt os, de handler om,” forklarer Manilla Ghafuri.

Familien Ghafuris historie

For at forstå Manilla Ghafuri, og hendes behov for at gøre op med det billede, hun føler sig fastlåst i, er det relevant at kende til hendes fortid.

Manilla Ghafuri flygtede fra Afghanistan sammen med sin familie, da hun blot var 6 år gammel. En tiltagende borgerkrig truede familiens sikkerhed, og så snart Manillas mindste lillesøster var født, måtte de ud af landet.

Faren havde igennem flere år arbejdet hårdt for at få råd til flugten, og nu var dagen kommet. Med resten af familien ved sin side, og den blot få dage gamle lillesøster i morens favn, drog Manilla Ghafuri afsted mod Europa. Familien havde drømme og forventninger om en lysere fremtid.

”Min familie havde kæmpet for, at det kunne lade sig gøre. Vi flygtede ikke, fordi vi havde lyst til det. Vi flygtede for at sikre vores overlevelse,” fortæller hun.

Den lange rejse mod Europa bød på en lang række udfordringer. Familien fik transporteret sig hele vejen til Polen til fods. En aftale med en menneskesmugler, der viste sig at være utroværdig, resulterede i, at familien blev splittet op, hvoraf halvdelen endte i Tyskland, mens Manilla, hendes far og tre søskende endte i Danmark.

Halvandet år gik der, før Manilla så sin mor igen, da hun og resten af familien fik tilladelse til at tage til Danmark, og familien kunne søge samlet opholdstilladelse.

Efter familien blev samlet i Danmark, besluttede de sig for at købe et pizzeria, som de skulle drive sammen. Farens job som major i militæret og morens som pædagog blev udskiftet med pizzaovne og mel på forklædet.

Vendepunktet

Manilla Ghafuri husker særligt én episode, fra hun var 16 år, som har fået stor betydning for hende. En tur i SuperBrugsen endte med at sætte dybe ar på sjælen for hele familien. Familien var der for at handle ind til deres pizzeria, men endte med at forlade butikken tomhændet:

”Som vi lægger varerne på båndet, tilkalder ekspedienten butikschefen. Der bliver helt stille i butikken, butikschefen trækker min far til siden, lægger en hånd på hans skulder og siger højt og tydeligt, at den her butik er for Hr. og Fru Jensen. Derefter viser han os i retning af udgangen,” fortæller hun. Hun understreger, at det den dag i dag stadig er traumatisk for hende at tænke tilbage på episoden:

”Jeg har stadig svært ved at beskrive, hvordan de ord påvirkede mig. Jeg følte, at min familie og jeg var andenrangsborgere,” tilføjer hun.

Siden har hun haft andre oplevelser med diskrimination. Blandt andet husker hun en gang, hvor hun fik kommentaren, at hun burde ”tage hjem, hvor du kommer fra”, da hun havde glemt at holde døren for en kvinde.

Et forvrænget mediebillede

Manilla Ghafuri har oplevet et hav af racistiske episoder, forklarer hun, og hun har altid følt sig forskelsbehandlet. Det samme har været gældende for den måde, hvorpå kvinder med flygtningebaggrund er blevet skildret i medierne, mener hun.

”Når der bliver talt så negativt om flygtninge eller indvandrere, så har jeg altid følt, at jeg skulle retfærdiggøre det menneske, jeg er. Det er min identitet, der dagligt bliver sat på spil,” siger hun.

Derfor fik hun i 2016 nok. Hun meldte sig ind i Rapolitics. En organisation, der med afsæt i hiphopkulturen vil styrke unges selvværd og holdningsdannelse. 

Her har Manilla fået muligheden for selv at tage ejerskab over sin historie.

”Jeg havde længe manglet et sted, hvor jeg kunne dele min historie. Det fik jeg muligheden for med Rapolitics. Der er ikke andre, der skal gøre det for mig,” siger Manilla Ghafuri og understreger behovet for at tilføre debatten flere nuancer.

Vil præge debatten

Manilla Ghafuri er via sit arbejde som storyteller og forperson i Rapolitics blevet vant til at fortælle om sig selv. Hun gør det ofte, og hun gør det for at skubbe til nogle af de forventninger og fordomme, hun møder hos folk. Hun gør det i håbet om, at hun en dag ikke længere skal forklare sig selv ud fra, hvad hun ikke er.

”Jeg gik ind i debatten om flygtninge og indvandrere, fordi jeg havde et behov for at præge den. Debatten handler jo rigtig meget om mig,” fortæller hun.

”Det er ikke alle, der har oplevet en flugt, men alle har oplevet at være bange eller følt sig ensomme. Vi kan alle genkende de følelser.”

Starter i det små

Men hvad nytter det egentlig, at Manilla Ghafuri fortæller sin historie?

”Jeg tror på, at historier er vigtige, og at ord kan gøre en forskel. Vi tager fortællingerne med videre, og næste gang vi møder en fremmed, kan vi måske mindes nogle af de ting, vi har hørt og læst tidligere. På den måde kan vi lære meget af hinanden,” fortæller hun og uddyber med, at hun ville foretrække at tale om løsninger på problemet med diskrimination, men at vi i Danmark stadig mangler at anerkende, at der eksisterer racisme.

Derfor er det stadig nødvendigt, at hun deler sine oplevelser. På den måde kan flere forhåbentlig forstå, at etniske minoriteters oplevelser med racisme er reelle:

”Idealet for fremtiden ville selvfølgelig være, at racisme ikke fandtes. Men der er virkelig lang vej dertil, og vi må starte i det små,” siger hun.

Hendes ønske er derfor ret simpelt: At vi starter med at tage det seriøst, når nogen fortæller, at de oplever diskrimination og racisme.  

”Jeg forstår godt, at folk har fordomme. Det har vi alle. Men jeg drømmer om, at det bliver lettere at tale om tingene. At det bliver anerkendt, hvis nogen fortæller, at de har oplevet racisme eller diskrimination. Det er det første skridt på vejen,” siger hun.

”På det personlige plan drømmer jeg om ikke længere at skulle afkræfte fordomme konstant.”   

Manilla Ghafuri, 28 år.

- Storyteller og forperson @rapolitics 
- Oplægsholder
- Arbejder i en pigeklub på Nørrebro
- Studerer Dansk på KU og drømmer om at blive gymnasielærer

Se, hvad vi ellers skriver om: Racisme og Politik

610x200_woordy_knap2.jpeg