Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Maren Uthaug
Foto: Helle Moos Uddrag fra Maren Uthaugs ungdomsdagbog.

"Jeg troede, at livet lå i dramaet. Nu ved jeg, at det ligger andre steder"

Forfatter og stribetegner Maren Uthaug fyldte sin ungdom med mænd, druk og drama, mens hun forsøgte at være melankolsk på den helt rigtige, cool måde. Det fremgår af hendes dagbog, som hun hermed deler nogle bidder af med ALT for damerne. Da Maren droppede dramaet, droppede hun også dagbogen.

Efterår 1992, 20 år

Melankoli. Grebet igen. Grebet af melankoliens dybtgående væsen. Sørgende uden grund eller sørgende over fremtidig tab. Trist og trang til at græde. I morgen er alt vel godt igen.

– Alt var virkelig nederen, da jeg var yngre. Jeg kedede mig, og jeg følte, at der aldrig skete noget. Det meste af min tid brugte jeg på at læse gamle bøger, analysere sangtekster og lede efter meningen med livet – og så tog jeg til koncerter med The Cure og andre sorte bands og stod der med rød læbestift og prøvede at se cool ud. Jeg gik kun i sort tøj, havde hampplanter i ørene og hennahår, og alt handlede om at dyrke det depressive.

– Jeg meldte mig ud af det store fællesskab og nægtede at sidde ved samme bord som min gymnasieklasse i kantinen, fordi jeg syntes, at de andre var for poppede. I stedet sad jeg på en trappe sammen med mine særligt udvalgte sorte venner. Vi fandt et kæmpe fællesskab i at gå i sort tøj, lytte til sort musik, læse trist litteratur og svælge i elendigheden. Der var helt klart noget weltschmerz over det, og i dag kan jeg da godt se, at jeg nok ville have haft det sjovere i kantinen sammen med resten af klassen, men dengang skulle man helst ikke være for glad og have det sjovt.

– Mine venner og jeg gik meget op i sætninger. Vi skrev utrolig mange hilsner og sætningerne og digte til hinanden, og det gjaldt altid om at få det til at lyde fedt. Det gjorde det også, når jeg skrev dagbog, kan jeg se. Jeg skulle altid spille lidt smart over for mig selv, og når jeg læser dagbogen nu, synes jeg, at jeg spilder tiden lidt, for jeg brugte virkelig meget tid på pis og på at være lidende og skrive smarte citater. Det undrer mig faktisk, at det var det, jeg var optaget af. Jeg husker, at jeg interesserede mig for litteratur og musik, men når det kom til stykket, gik jeg jo faktisk mere op i, hvem der sagde hvad hvornår, og "kan han lide mig, eller kan han ikke lide mig?".

– De fyre, der skrev godt, var helt klart de lækreste dengang. Det var faktisk helt ligegyldigt, hvordan de så ud – bare de kunne skrive. Derfor var det en stor overvindelse for mig, da jeg mange år efter faldt for min kæreste Allan, for da han skrev den første huskeseddel til mig, var der en stavefejl. Der måtte jeg altså lige tage ti dybe indåndinger haha. I dag er jeg fuldstændig fløjtende skideligeglad med fejl – jeg ser dem ikke engang – men dengang syntes jeg, at det var enormt vigtigt, at man kunne formulere sig godt.

LÆS OGSÅ: Sys Bjerre skrev dagbog som 17-årig: "Jeg havde mange kærester, for jeg var altid interesseret i nogen"

Sidst i oktober 1992, 20 år

Jeg flirter med selv en hund, hvis bare den er af hankøn. Så giv mig dog snart en værdig modpart.

– Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har manglet mænd, og i mine 20'ere brugte jeg dem som ren underholdning. Jeg gik altid efter de uopnåelige, og hvis de så pludselig ville have mig, ville jeg ikke have dem længere. Jeg var virkelig ikke særlig sød og sympatisk. Hvis jeg kedede mig eller blev træt af dem, eller hvis det var dårlig sex – så smed jeg dem ud. Videre til næste! Faktisk er der mange navne i dagbogen, som jeg slet ikke kan huske... Altså nu skal det jo ikke lyde, som om jeg var sammen med 100, for det var jeg ikke! Måske halvdelen – værre var det ikke.

– Jeg havde nogle fantastiske venner på den måde, at det aldrig blev set som en mulighed, at vi kunne være billige. Hvis man havde været sammen med en ny torsdag, fredag og lørdag, snakkede vi bare om, hvem der havde været bedst, og jeg tror egentlig ikke, at jeg ville gå tilbage i tiden og skære ned på antallet af mænd, for jeg kan altså bare virkelig godt lide mænd. Men jeg ville helt klart ønske, at jeg havde været sødere.

– Jeg var på alle måder en sæk. Og jeg var ligeglad. Jeg havde ikke lært at opføre mig ordentligt, og mændene skulle ikke træde ret meget ved siden af, før jeg ikke orkede dem mere. Engang blev jeg skidesur, fordi der var en fyr, der dryssede blomster ud over mig! Altså, hvor sur kan man blive over, at der er en, der er så sød?

– I virkeligheden handlede det nok om, at jeg var bange for at åbne op og blive såret. Det er jo meget nemmere at blive afvist, hvis man er hård i filten og har rank ryg og næsen i sky. Og sådan var jeg. Min mor var hård som granit og viste sjældent sine følelser, og det copy/pastede jeg. Så jeg blev et træmenneske, og jeg forstår egentlig godt, at jeg havde svært ved at finde en, jeg kunne have et nært forhold til, for ja, jeg var da sød og sjov og havde blå øjne, men det er jo bare ikke helt nok at bygge et forhold på.

– Hvis min kæreste, Allan, havde mødt mig dengang, var han gået forbi. Det siger han. For han ville ikke kunne holde ud, at jeg altid skulle være så skide hård, og på et tidspunkt gik det da også op for mig, at man er nødt til at give noget godt, hvis man vil have noget godt. Jeg tror, ændringen skete, da jeg fik mit første barn. Der smeltede jeg fuldstændig, og da jeg først droppede den der hårde facade, fik jeg meget mere ud af verden.

Marts 1994, 21 år

Jeg har mødt Jakob. Altså, jeg har jo mødt ham så mange gange før. Men pludselig har jeg mødt ham. Forvirrende og berusende og svært ikke at le hele tiden.

– Jakob var min første store, rigtige forelskelse. Vi kendte hinanden fra Haderslev, hvor vi var en flok venner, der hang meget sammen, og så mødte vi hinanden igen i Aarhus, et par år efter at vi var flyttet hjemmefra. Han var klog og sjov, og det var fedt, at det ikke altid var mig, der skulle komme med alle vitserne. Og så havde han en anden energi end de andre mænd, jeg datede. Han var ikke så sort i det, og der var noget fremadrettet i ham og ikke så meget klynk og navlepilleri.

– Vi forelskede os en vinter, hvor vi sneede inde i hans lejlighed. Jeg var på besøg, da der pludselig kom sindssygt meget sne. Vi kunne hverken komme frem eller tilbage, så vi var sammen et par dage, og der blev vi helt vildt forelskede, hvilket var ret overraskende – for vi var jo bare venner. Pludselig syntes jeg bare, at han var helt fantastisk.

– Vi var kærester i en årrække, og set i bakspejlet kan jeg se, hvor meget vi dyrkede dramaet. Vi skabte en eller anden dramatisk kærlighedshistorie, og vi gik fra hinanden og fandt sammen og gik fra hinanden og fandt sammen igen. Mine venner havde lidt svært ved følge med, og det forstår jeg godt nu, for når jeg læser dagbogen, kan jeg heller ikke selv følge med. Der står det samme igen og igen og igen og igen. Og igen og igen og igen. Det er én lang gentagelse. Jeg når lige at læse en side og sætte mig ind i elendigheden og kærestesorgerne, før jeg bladrer og læser, at "nu ligger Jakob ved siden af mig". Altså hvad? Det var meget forvirrende.

LÆS OGSÅ: "Jeg hader de søndage, hvor man bare vader rundt derhjemme. Det er spild af liv"

28. januar 1996, 23 år

Jeg er helt svedt af at skrive. Skrive, skrive, skrive. Jeg skriver hele tiden. Gad vide hvad der egentlig skal blive af mig? Gad vide hvad verden kan bruge mig til. Jeg kan ikke særlig meget andet end at stave og sætte mærkelig ord sammen, så det lyder sjovt. Altså nogle gange. Gad vide hvad verden kan bruge det til. Æv.

– Jeg har altid skrevet meget; digte, små historier og sjove sætninger, og når jeg læser min dagbog, kan jeg se, at jeg var rigtig glad for punchlines og for lige at vride det hele lidt til sidst. Humor var vigtig, og det skulle helst lyde fedt, og sådan har jeg det faktisk stadig. Det er meget svært for mig at være helt tør og saglig, og jeg kan simpelthen ikke skrive en mail, der er kedelig.

– I folkeskolen fik jeg ekstremt høje karakterer i stil, og mine stile blev tit læst højt i klassen. Så jeg har altid tænkt, at om ikke andet, så kunne jeg da skrive og formulere mig. Jeg har også altid tegnet meget. Min mor og min søster og jeg tegnede altid små tegninger til hinanden, hvis vi skulle ud og rejse, eller hvis vi tog af sted om morgenen, inden de andre var stået op. Det var for det meste sjove tegninger, vi lavede, for i min familie har vi altid skullet underholde. Man kunne ikke fortælle en historie, der var lidt tam. Den skulle have en god pointe, ikke være for lang, og den skulle være vinklet sjovt. På den måde er jeg blevet trænet i at underholde, og jeg kan godt se, hvor det, jeg laver i dag, kommer fra.

– Som ung var jeg ret blank på, hvad jeg skulle leve af, og det tog mig mange år at finde min hylde. Jeg vidste ikke rigtig, hvad fanden jeg skulle, for man kan jo ikke sådan lige planlægge, at man skal have en tegneseriestribe i Politiken, vel? Da jeg var barn, drømte jeg om at skrive romaner, men da jeg blev lidt ældre, turde jeg ikke alligevel. Det virkede for vanskeligt og for skræmmende, for når man skriver en roman, lægger man jo for alvor hovedet på blokken, og så må man tage imod de lussinger, der kommer.

– Jeg forestillede mig, at jeg skulle tage en akademisk uddannelse, for det er det, vi gør i min familie. Derfor læste jeg teologi på universitet, men jeg endte med at droppe ud, for det var simpelthen for kedeligt. I stedet arbejdede jeg et par år; serverede, stod i en videobutik og havde en masse lortejobs, indtil jeg i midten af mine 20'ere begyndte at lave reklamer. Det var ret tilfældigt. Min veninde tilmeldte mig en talentkonkurrence på et reklamebureau, der søgte en elev, men jeg gad slet ikke, så jeg skrev en masse åndssvage ting til deres opgave. Og det faldt de åbenbart for. I hvert fald valgte de mig, og så levede jeg af at lave reklamer i nogle år.

– Jeg var utrolig god til det og vandt priser, men jeg hadede det som pesten. Jeg måtte jo ikke bestemme selv. Alle de vittigheder, jeg skulle lave, var bestilt af andre, så i flere år havde jeg faktisk en kæmpe krise. Det varede, helt indtil jeg flyttede til København og begyndte at føde børn. I den periode skete der ret meget. Pludselig turde jeg det hele. Jeg turde kærligheden, børnene og arbejdet. Jeg begyndte at skrive klummer og lave striber og endte jo også med at finde mod til at skrive romaner. Det var, som om det ikke var så farligt længere, for pludselig havde jeg et trygt fundament, og der var ikke så meget på spil, for det var alt det derhjemme, der virkelig betød noget.

2. januar 1997, 24 år

Men nogle gange er ens kæreste så irriterende at være til fest med, at man kommer til at være sammen med en anden på toilettet.

– Åh ja, det var ikke så godt, haha. Igen handler det jo lidt om, at jeg ikke havde lært at opføre mig ordentligt. Jeg var kæreste med Jakob i fem år, men det var on/off, og jeg var også sammen med alle mulige andre indimellem. Så længe det var mig, der var røvhullet, havde jeg det ikke vanskeligt med utroskab overhovedet, og det tog mig mange år at forstå, at man ikke bare kan gøre den slags. Jeg lagde ikke rigtig noget i det dengang og havde ingen samvittighedsproblemer, og det, synes jeg da egentlig, er helt vildt mærkeligt, når jeg tænker over det nu.

– Med tiden har jeg jo lært, at hvis man er en lort, så får man selv lort i hovedet, og de sidste mange år har jeg været utrolig loyal og kedelig. Jeg kunne aldrig finde på at være sammen med en anden end min kæreste, Allan, og hvis han sneg sig ud på toilettet til en fest og kyssede med en anden... Det er jo en helt absurd tanke! Det ville helt sikkert være skilsmissegrund.

LÆS OGSÅ: Geo: “Du skåner ikke nogen ved at køre et brud i langdrag”

2. september 1999, 26 år

Det er et år siden, jeg har skrevet i denne bog sidst. Jeg orkede pludselig ikke mere. Jeg tog det endelig skridt og brød med Jakob og ja, selvfølgelig har vi prøvet siden. Fordi vi for evigt vil være nogle tåber. Jesus Kristus altså. Denne bog er fyldt med ungdom og liv og druk og mænd og kærlighed til Jakob. Og jeg gider ikke noget af det mere. Jeg er træt af ikke at tage mit liv seriøst. For at være rigtig kikset kunne jeg jo sige, at jeg nu lukker mit gamle liv i og begynder på et helt nyt kapitel. KA-BUM.
/ Maren

– Det her er sidste gang, jeg skriver i dagbogen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg stoppede. Jeg tror bare, at jeg var modnet lidt. Det var ikke længere sjovt at sidde og skrive alle sine tanker ned, og jeg tror helt ærligt, at jeg fik nok af dramaet. Forholdet med Jakob var turbulent, og det var for umodent og opslidende i længden. Det gik i ring, og til sidst orkede jeg ikke mere. Jeg var blevet for gammel til alt det pis, og det gik op for mig, at jeg jo bare kunne lade være. Jeg kunne droppe dramaet, og 1-2-3 – det gjorde jeg så.

– Det var svært for mig at gå fra Jakob, for vi elskede hinanden, og i mange perioder havde vi det fantastisk sammen. Det var den store, store kærlighed, men der er ikke noget forhold, der kan holde til så meget drama. Jeg var nødt til at rive mig selv væk. Ellers ville det aldrig stoppe. I dag er Jakob og jeg gode venner, og jeg er glad for, at jeg skiftede spor. For det hele eskalerede til sidst – og det handlede ikke kun om ham.

– I midten af mine 20'ere festede jeg hele tiden, og jeg knaldede mere og mere ud. Jeg vejede 50 kilo, og jeg var slidt og smadret af druk og fest. En tirsdag nat tullede jeg rundt på gaden og vækkede alle mine venner klokken 6 om morgenen. Jeg var fuldstændig ude og skide, og da jeg den efterfølgende weekend besvimede på gaden af at feste for meget, tænkte jeg: Nu må jeg gøre noget!

– Jeg droppede alt det der shit ret meget fra den ene dag til den anden. Jeg fandt sammen med min ældste datters far, Michael, og han var meget ordentligt og havde styr på tingene, og så holdt jeg simpelthen op med at være en idiot og begyndte at tage mit liv seriøst. Det var en helt ny og lidt kedeligere bane for mig – uden drama og utroskab – og det var rigtig godt for mig.

– I dag kunne jeg aldrig finde på at feste på den der vanvittige måde, og jeg drikker primært, når jeg er til fest. Men jeg ved, at jeg har det i mig, og jeg ved, at jeg skal passe på mig selv. Jeg er følsom, og jeg må ikke såre mig selv igen og igen, som jeg gjorde dengang, for så ender det bare med, at jeg doper mig med mænd og alkohol. Jeg kan mærke, at mønsteret stadig er der. Jeg har bare lært, at jeg skal lade være med den slags.

– Forholdet med Michael varede fem år, og da vi gik fra hinanden, havde jeg en plan om, at nu skulle jeg bare ud og score. Jeg skulle være sammen med 40 mænd, besluttede jeg, men det blev kun til én. For så mødte jeg Allan. Han var simpelthen så dejlig, og selvom jeg først nægtede, at vi skulle være kærester, og sagde, at han kun kunne være min "sommeraffære", ville jeg i virkeligheden ikke have andre end ham.

– I dag har vi været sammen i 15 år, og med Allan er der ikke så meget pis. Når jeg af og til spader ud og hopper til højre og venstre og føler alt muligt – så sidder han roligt og kigger på mig og trommer med fingrene. Og det er rart. Da jeg var yngre, troede jeg jo, at livet lå i dramaet. Nu ved jeg, at det ligger alle mulige andre steder, og når man ikke længere skal bruge tid på at opsøge dramaet, skrive om dramaet, tale med sine venner om dramaet og drikke sig fuld på grund af dramaet – så har man faktisk rigtig meget tid til at gå op i andre – og meget sjovere – ting.

Derfor skriver jeg dagbog

– Jeg har en tyk dagbog, som jeg har skrevet i fra 1991-1999. Bogen købte jeg, fordi jeg havde alt for mange A4-ark med dagbogsnoter liggende under min seng, og jeg ville prøve at samle det hele og nøjes med at klynke ét sted.

– Dagbogen har ligget i "kassen med ting" i soveværelset, siden jeg reddede den op af kælderen, da vi for et par år siden havde oversvømmelse. A4-arkene er til gengæld væk. Det endte vist faktisk med, at min kat pissede på dem, og det, syntes jeg, på en eller anden måde var meget passende.

– Jeg har ikke læst i dagbogen før, og jeg syntes, at det var frygteligt pinligt at gøre. Først tænkte jeg bare: 'Hvad fanden havde jeg gang i?', og jeg har faktisk svært ved at genkende mig selv. Men jeg forsøger at finde lidt omsorg for fortids-Maren i stedet for at tæve løs på hende. Det var jo en overlevelsesstrategi – ikke en skide god strategi, men trods alt en strategi.

– Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med dagbogen nu. Om jeg skal brænde den, eller om mine børn skal have lov til at læse i den, når jeg engang er død. Lige nu synes de, at det er slemt nok, at jeg ryger cigaretter, så det kan da godt være, at mængden af mænd og alkohol vil være et lidt for stort chok for dem.

– Da jeg fik børn, ændrede fokus sig, og i dag har jeg ikke længere tid til at skrive dagbog. Nu har jeg nok at se til med bare at komme igennem dagen, tælle børnene og sikre mig, at de stadig lever.

Maren Uthaug, 44

Blogger på Marensblog.dk og tegner striben "Ting jeg gjorde" i Politiken.

Forfatter bag romanen "Hvor der er fugle".

Kæreste med Allan (på bloggen kendt som Smukke Allan) og med ham forælder til Mynte My og Anemone på 11 og ni år.

Mor til Kamille på 15 år fra et tidligere forhold.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ungdomsliv